Vi dyrker individet og selviscenesættelsen, men det har også en ond slagside, for det giver en enorm ensomhed

I Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye roman, ”Ræveår”, lusker en ræv rundt på Læsø i 1780. Den holder sig på afstand af den gruppe kvinder, man følger, men den blander sig også i deres liv. Den tager deres gæs og høns, den bringer gaver – og den redder.

Der er overtro forbundet med ræven, som kvinderne kalder ”den røde” for ikke at hidkalde dens opmærksomhed. Og der er faktisk næsten også noget overtroisk eller i hvert fald magisk ved, hvordan Anne Lise fik idéen til at placere en ræv centralt i sin roman:

– Jeg var ikke rigtig gået i gang med bogen endnu, men jeg var begyndt at få en idé om, hvad den skulle være, da den her ræv begyndte at dukke op ved mit sommerhus på Læsø. Når jeg gik tur i skoven, ville den pludselig stå på skovstien og kigge på mig. Og når jeg åbnede vinduet om morgenen, kunne jeg høre den gø. Den vil med i bogen, tænkte jeg. Og det kom den. Den fik sine egne kapitler, fortæller Anne Lise.

I ”Ræveår” skildres rævens liv i naturen sideløbende med en gruppe kvinders liv. Deres mænd og sønner er til havs, og de optræder sjældent i kvindernes liv – eller i romanen for den sags skyld. I stedet er det kvinderne, der er i fokus, mens de kæmper for at få livet til at hænge sammen. De passer deres huse, deres børn og dyr, og de dyrker jorden.

Signe, Frida, Nielsine, Kirsten, Abelone, Margrete, Dortea og Johanne hedder kvinderne, og deres tilværelse er barsk og i høj grad på naturens nåde. De har brug for fællesskabet, for det er det, der holder dem i live.

– Jeg ville rigtig gerne skrive en roman, hvor mange kvinder fyldte. En roman om kollektivet. Det var selvfølgelig både noget, jeg besluttede mig for, men samtidig var det som om, de her kvinder kom til mig. Jeg måtte følge efter dem ind i bogen, siger Anne Lise og fortsætter:

– Derudover synes jeg generelt, at vi burde lægge mere vægt på kollektiver. Tiden kalder på kollektiverne, ikke? I så mange årtier er udviklingen gået mod det hyperindividualiserede. Vi dyrker individet og selviscenesættelsen, men det har også en ond slagside, for det giver en enorm ensomhed og lægger ansvaret på alt, der går galt, over på individet.

– Samtidig kalder alle de udfordringer, vi står med, på kollektive løsninger, fællesskab og solidaritet. Vi bliver nødt til at indse på et helt grundlæggende plan, at vi er i samme båd.

Og i samme båd må man sige, at kvinderne på Læsø er. De hjælper hinanden med at få mad på bordet, dyrene i folden og børnene passet, men de er der også, når en fødsel går galt, eller en kiste skal kommes i jorden. Det særlige ved kvindernes fællesskab er blandt andet, at de ikke selv har valgt at indgå i det, som Anne Lise siger:

– Fællesskaber eller kollektiver er noget, ret få mennesker har erfaringer med i vore dage i Danmark. Vi har en tilbøjelighed til meget at vælge, hvem vi omgås. Jo, måske sidder vi med folk, vi ikke selv har valgt på en arbejdsplads, men så går vi også hjem igen til noget, vi selv har valgt. I min bog er de så bundet til hinanden. Det er ikke et spørgsmål om lyst. Du kan ikke smutte igen. Og den slags fællesskaber interesserer mig.

En outsider

Der er dog også en slagside ved fællesskabet, for lige så meget, man kan være en del af det, lige så meget kan man stå uden for det. I ”Ræveår” skildres blandt andet, hvordan enkekvinden Signe bliver genstand for sladder og rygter. Hun bor i et hus langt væk, og hun står som sådan uden for fællesskabet, for hun bryder med sine handlinger og de ting, hun siger, med normerne og regler. Og det er en skæbne, Anne Lise kender fra sig selv.

– Jeg har altid følt mig som en outsider. Som barn følte jeg mig meget anderledes. Det er ikke, fordi jeg blev mobbet eller holdt ude, men jeg har ikke følt mig tilpas i de grupper, jeg har været i. Jeg har forholdt mig meget observerende og ja, nok været en outsider, fortæller Anne Lise og fortsætter:

– Som barn led jeg af angst og depressioner, og hvis man har noget at kæmpe med psykisk, kommer man let til at føle sig anderledes – fordi man jo er det! At være et barn, der led af angst og havde svære opvækstvilkår, som samtidig var i grupper, hvor livet virkede nemt… Det skaber en følelse af ikke at have haft den barndom og ungdom, som andre har. Man føler sig udenfor, og alting bliver en kamp.

Barndommen følger en hele livet, understreger Anne Lise. Man har den barndom, man har. Og i Anne Lises barndom var der blandt andet en dominerende far, hun ofte stødte sammen med. Samtidig begyndte Anne Lise at holde mange ting inde.

– Da jeg var barn, turde jeg ikke sige noget som helst. Det varede ved helt op gennem gymnasiet. Så nogle gange, når jeg står og holder foredrag for en masse mennesker, tænker jeg: Hvem er du? Og hvem var du dengang? Men i virkeligheden tror jeg, jeg hele tiden har været den samme. Dele af min personlighed har bare været holdt nede. Der er også noget med at vokse ind i sig selv, ikke?

Det kan på sin vis være svært at forestille sig en Anne Lise, der ikke sagde sin mening. Hun er, ud over at være en populær, prisbelønnet og anmelderrost forfatter, også en aktivistisk stemme, der tit giver sit indspark i debatter, og som har været engageret i blandt andet foreningen Venligboerne. Også på denne måde kan hun minde om Signe i ”Ræveår”:

– Der, hvor jeg mest spejler mig i Signe, er, at hun alligevel ikke kan lade være med at sige noget. Hun er ofte den, der siger det, hun ser. Og det kan gøre hende besværlig for andre, griner Anne Lise.

– Jeg er også en, der ikke kan lade være med at sige noget. Hvis jeg er vidne til noget, jeg synes, er uretfærdigt eller forkert, så siger jeg noget til det. Jeg kan ikke lade være! Samtidig har jeg altid haft det virkelig svært med uretfærdighed, ulighed, og når folk bliver behandlet dårligere, end de burde. Det føles, som om jeg har haft det med altid.

En verden for sig selv

Anne Lise fortæller med et smil, at hun gør sig umage for at være rummelig, men at hun også kan være ”ret dominerende”, når hun indgår i fællesskaber. Den stille pige, der led af angst og depressioner, er nu ikke bange for at sige sin mening.

– På et tidspunkt nåede jeg til et punkt, hvor jeg tænkte: ”Jeg kan alligevel ikke finde ud af at være stille, så hvorfor forsøge at være det? Jeg kan ikke bruge mit liv på at være noget, jeg ikke er”. At skrive en bog er jo også en måde at sige noget, fortæller Anne Lise, der egentlig ikke som sådan havde planer om at blive forfatter. Men så begyndte hun at skrive sin tanker ned.

– Jeg havde en stor indre verden, og jeg begyndte at skrive ned. Indtryk, stemninger, den slags. Og så greb det om sig, ikke? Fortæller Anne Lise og fortsætter:

– På et tidspunkt spurgte min første mand mig, om han måtte læse det. Det måtte han gerne, og så sagde han: Det er jo digte? Det syntes jeg var underligt, men han insisterede. Jeg gav det et skud og begyndte at skrive digte. Da jeg sendte dem ind til et forlag, ville de gerne have dem.

Siden er der kommet et væld af bøger til fra Anne Lises hånd. De foregår til tider i fortiden, men emnerne, de kredser om, er universelle. Og at skrive bliver ved med at være lige magisk for hende:

– Det med at sidde i en skriveverden, der er 100% min, er befriende. Det er et rum, hvor jeg kan være mig selv. Og det har jeg nok haft svært ved før. Der er så mange tidspunkter, hvor jeg har følt, jeg skulle være meget for andre og er kommet til kort. Men når jeg skriver, er det noget andet. Det er et energikredsløb, der finder sted indeni mig. Der må jeg være i alle mine følelser, siger Anne Lise:

– Det er lidt en leg. Som barn var jeg meget alene i naturen, og det minder mig om det. At gå og bygge verdener op selv. Det gør jeg også, når jeg skriver. Det kan være spændende, utrovækkende og vildt uhyggeligt. Det kan være det hele!

Et fællesskab med læserne

Selvom det er en ensom beskæftigelse at skrive eller i hvert fald noget, man gør selv, skaber bøgerne også et fællesskab mellem Anne Lise og hendes læsere.

– Nogle af mine læsere føler jo, at de har en samtale med mig, når de læser mine bøger, og så vil de gerne give noget igen. Det er meget generøst, synes jeg. De deler ud af sig selv, ligesom jeg har gjort. Det er fuldstændig magisk!

– Jeg går jo aldrig hjem fra et foredrag uden at have haft en samtale, der har rørt mig, fortæller Anne Lise, der også har lært, at fællesskabet med læserne kan bære hende – både som forfatter og som menneske.

– Jeg skrev på et tidspunkt et bog om en kvinde, der led af angst og depression. Det var ikke en selvbiografisk bog, men jeg turde længe ikke skrive den. Det var meget tungt og følsomt for mig – også fordi jeg ikke havde fortalt nogen, hvordan jeg havde det som barn. En dag skulle jeg holde et foredrag om bogen, og så var der selvfølgelig en, der spurgte: ”Har du selv erfaringer med det?”. I et splitsekund tænkte jeg: ”Nu svarer du bare nej”!

Men det gjorde Anne Lise ikke. Hun havde talt om stigmatiseringen af psykisk sygdom, og hun vidste, hun måtte sige ja til læserens spørgsmål. Og så skete der noget:

– Det var et stort øjeblik: At sige ja, det har jeg. For det, der skete, var jo vidunderligt! Det åbnede en samtale i fællesskabet. Og den slags fællesskab kan jeg godt lide. Hvor vi deler noget med hinanden åbent og generøst.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG uge 45/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.