Opskriften giver 30 stk.
Æbleskiver skal være luftige, søde, syrlige og kuglerunde på samme tid. Dét er lidt af en kunst, men med den rette opskrift og en æbleskivepande er du hjulpet godt på vej.
Syrligheden i æbleskiverne kommer traditionelt fra kærnemælken, og dén er selvfølgelig også at finde i denne opskrift. Men hvor det søde islæt ofte kommer fra syltetøjet eller florsukkeret på siden, er det her at finde i midten af æbleskiverne.
Disse æbleskiver lever nemlig op til deres navn, da de gemmer på søde, karamelliserede skiver af æble i midten, der med garanti bliver en glædelig overraskelse for dine gæster.
Server dem med gløgg og julemusik i baggrund, og julehumøret vil nå nye højder.
Man ved ikke præcist, hvornår æbleskiven blev indført i Danmark, men dens historie kan blandt andet spores tilbage til H. C. Andersens historie ”Krøblingen” fra 1872, hvor gæster får ”et lille glas punch og æblefyldte æbleskiver”.
I eventyret er æblestykker altså fast bestanddel i de gyldenbrune kugler, og disse blev endda spist hele året.
Det fortæller madhistoriker Bettina Buhl, som er museumsinspektør på Det Grønne Museum, til Kristeligt Dagblad.
– Det geniale ved æbleskiven var, at den blev tilberedt hele året. Ligesom vi i dag til højtider og andre fejringer serverer kager, så var det i gamle dage æbleskiven, der blev serveret, siger hun.