Sensommerens mørklilla blommer gør sig ualmindelig godt i en trifli med det ene lækre lag efter det andet. Her får du opskriften på blommetrifli med vaniljecreme
4 personer
Tid i alt 30 min
Blommetrifli med vaniljecreme
500 g blommer
4 spsk. Amaretto
3 spsk. brun farin
Korn af ½ vaniljestang
1 spsk. kartoffelmel
VANILJECREME
1¼ dl piskefløde
1¼ dl sødmælk
½ vaniljestang
2 æggeblommer
50 g sukker
20 g majsstivelse (Maizena)
TIL SERVERING
12-16 makroner
Opskrift - sådan laver du blommetrifli med vaniljecreme
1. BLOMMEKOMPOT
Skyl blommerne, fjern stenen, og skær dem i kvarter.
Varm langsomt blommerne op i en gryde sammen med Amaretto, brun farin og vaniljekorn under forsigtig omrøring, til farinen er smeltet.
Tag ca. 2 spsk. af væsken fra, og hæld i en lille skål. Rør kartoffelmel i væsken til en jævning uden klumper.
Tag gryden af varmen, når blommerne har en passende blød konsistens, og lad dem køle lidt af i gryden. Rør herefter jævning i.
Hæld blommerne i en lufttæt beholder, og stil den på køl, indtil desserten skal anrettes.
2. VANILJECREME
Varm fløde og mælk op til kogepunktet under omrøring i en gryde.
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Læg vaniljebælg og vaniljekorn i mælkeblandingen, og rør, så kornene fordeles. Lad det simre.
Pisk æggeblommer og sukker tykt i en skål med en elpisker. Pisk majsstivelse i.
Bland en lille smule af mælkeblandingen i skålen med æggeblandingen, og hæld herefter hele æggeblandingen op i gryden.
Varm op ved svag varme, til cremen tykner – den må ikke koge! Tag gryden af blusset, og lad cremen afkøle.
Fjern vaniljebælgen, når cremen skal bruges.
3. SERVERING
Knus makronerne let.
Anret triflien i lag med blommer, vaniljecreme og makroner, til det hele er brugt op.
Servér straks.
TIP: Kompot i overskud? Brug det på din morgenyoghurt og i pandekager.