Blødt møder sprødt i denne vidunderlige cheesecake med kanelkrydret kiksebund
Kiksebund
100 g mandler
230 g Digestive-kiks
3 spsk. sukker
1 spsk. stødt kanel
100 g smør
1 springform med løs bund, 18 cm i diameter
Ostecreme
6 blade husblas
2 æggeblommer, evt. pasteuriserede
100 g sukker
250 g mascarpone
1 dl cremefraiche 38 %
korn af ½ vaniljestang
3 æggehvider, evt. pasteuriserede
2 dl piskefløde
Pynt
500 g jordbær
2 spsk. rørsukker
Sådan laver du cheesecake med jordbær
Kiksebund: Blend mandlerne let i en foodprocessor.
Tilsæt letknuste kiks, sukker og kanel, og blend det til en ensartet masse.
Smelt smørret, hæld det i foodprocessoren, og blend godt.
Tryk kiksemassen ud i en springform beklædt med bagepapir, og stil den på køl.
Ostecreme: Udblød husblassen i en skål med koldt vand i 5 minutter.
Pisk æggeblommer og sukker sammen, til det er hvidt og luftigt. Rør mascarpone, cremefraiche og vaniljekorn sammen, og vend det i æggeblommemassen.
Vrid husblasbladene let, og smelt dem forsigtigt over vandbad.
Rør husblassen i cremen. Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i cremen. Pisk fløden til flødeskum, og vend den i cremen til sidst.
Fordel cremen oven på kiksebunden. Læg husholdningsfilm over formen, og stil den i køleskabet i mindst 4 timer.
Pynt: Skyl og nip jordbærrene. Skær dem i kvarter, drys med sukker, og lad dem trække i 20 minutter. Fordel dem oven på den afkølede cheesecake, og servér.