lammekoteletter
Mad

Citronmarinerede lammekoteletter med kartoffelsalat

24. februar 2022
Af: Marie Melchior
Foto: Line Falck
Lammekoteletterne bliver sprøde, møre og fulde af smag efter at have trukket i marinaden. Her får du opskriften på citronmarinerede lammekoteletter med kartoffelsalat
4 personer
Tid i alt 1 t og 0 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 8 små lammekoteletter

MARINADE

  • 1 bundt oregano
  • 1 fed hvidløg
  • skal af 1 usprøjtet citron
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

KARTOFFELSALAT

  • 600 g vaskede små nye kartofler
  • 1 bundt radiser
  • 50 græskarkerner
  • 1 tsk. flagesalt
  • 100 g frisk babyspinat

DRESSING

  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 spsk. balsamicoeddike
  • 5 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

1. Tag koteletterne ud af køleskabet, og læg dem på køkkenbordet.

2. Marinade: Hak oregano fint (gem lidt blade til pynt). Pil og hak hvidløg fint. Rør oregano og hvidløg sammen med fintrevet citronskal og olie, og krydr med salt og peber. Pensl koteletterne på begge sider med marinaden, læg dem i en plastikpose, og lad kødet marinere i mindst 30 minutter.

3. Kartoffelsalat: Kog kartoflerne møre i letsaltet vand, og afkøl dem, før de skæres i både. Rens radiserne, og skær dem i stave. Rist græskarkerner på en tør pande, til de begynder at hoppe, og drys med flagesalt. Skyl og tør spinaten, og hak den groft. Vend radiser, græskarkerner og spinat sammen med kartoflerne.

4. Dressing: Rør sennep med balsamico, og tilsæt olien lidt efter lidt. Rør dressingen sammen, til den er ensartet og cremet, og smag til med salt op peber. Vend dressingen i kartoffelsalaten.

5. Lammekoteletter: Steg lammekoteletterne på en pande i 3-4 minutter på hver side, til de er gyldne, og servér dem med kartoffelsalat pyntet med friske oreganoblade.

Læs også