Skrab kornene ud af vaniljebælgen, gem bælgen. Bland fløde, sukker, vaniljekorn og -bælg i en gryde, og lad det småkoge ved svag varme i 12 minutter. Tag det fra varmen, og fjern vaniljebælgen. Udblød husblasbladene i koldt vand i 5 minutter. Vrid dem let, og pisk dem i den varme fløde. Hæld cremen i skyllede portionsglas (så er den nemmere at få ud af glasset), og stil dem på køl i minimum 2 timer.
Kog sukkeret op med vand og rosmarin, til sukkeret er smeltet. Skræl ananassen, og del den på langs. Fjern den hårde kerne, og skær kødet i små trekanter. Kom alle dine små stykker ananasse i sukkerlagen, og kog op. Afkøl ananassen i lagen; tag den op, og kog lagen helt tyk som sirup. Fordel ananasstykkerne på toppen af din panna cotta, hæld lidt lage ved, og servér dine dejlige og lækre panna cotta kolde.
TIP: Du kan faktisk godt tilberede selve cremen 4-5 dage før brug, når bare du opbevarer den i køleskabet.