Opskrift - sådan laver du mexicansk tortillaskål med kylling og grønt
1. Kyllingefyld: Tænd ovnen på 180°. Skær kyllingekødet i strimler. Rens peberfrugter, og skær dem i strimler. Pil løg, og skær det i både. Bland kyllingestrimler, peberfrugter og løg med krydderier og olie i et ovnfad. Bag blandingen i 20 minutter, til kyllingen er gennemstegt og grøntsagerne møre. Pres limesaft over, og vend rundt. 2. Tortillaskåle: Læg tortillaerne i ovnen i blot 2 minutter, så de bliver lune og bløde. Læg de lune tortillaer i ovnfaste skåle eller forme, så de formes som skåle. Bag dem i ca. 10 minutter (samtidig med kyllingefyldet), til de er gyldne og sprøde. Lad dem køle lidt af, og tag dem ud af formene. 3. Servering: Dræn de sorte bønner, og skyl dem i en sigte. Skyl og snit icebergsalat fint. Flæk avocadoen, fjern stenen, og skær avocadokødet i både. Anret tortillaskålene med kyllingefyld, bønner, salat, avocado, salsa, cremefraiche og plukket koriander.
Få indkøbslisten til hele ugen her