Tid: 20 minutter. Hævetid: Natten over + 30 minutter. Bagetid: 12 minutter.
Ælt dejen sammen dagen i forvejen. Så er det meste af arbejdet gjort, og dejen får god tid til at hæve i køleskabet. Hvis du ikke er så meget til safransmagen, kan du udskifte de røde tråde med 1 tsk. gurkemeje – så får du samme gyldne farve, men undgår den parfumerede smag af safran.
Dag 1: Smelt smør, og bland det med kærnemælk i en skål. Opløs gæren i blandingen. Hæld få dråber kogende vand over safrantrådene i en kop, og lad det stå i 2 minutter. Rør safranvand, sukker og kardemomme i gærblandingen. Rør mel i, lidt ad gangen, og ælt, til dejen er glat og smidig. Lad dejen hæve tildækket natten over i køleskabet.
Dag 2: Ælt dejen let igennem på et meldrysset bord, og del den i 2 halvdele. Del den ene halvdel i 12 stykker, tril dem til pølser, og form dem som S’er. Rul den anden halvdel af dejen ud til en firkant på 30 x 30 cm, og drys 150 g rosiner på. Rul dejfirkanten sammen til en roulade, og skær den i 2 cm tykke skiver. Læg skiverne på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve tildækket i 30 minutter. Varm ovnen op til 200°. Pensl luciabrødene med sammenpisket æg, og pynt dem med rosiner. Bag brødene i ovnen i ca. 12 minutter, til de er flot gyldne.