Opskrift - sådan laver du mexicansk pande med æg og søde kartofler
Pil løg og hvidløg. Hak løg, pres hvidløg, og steg begge dele i olivenolie på en pande med høje kanter. Skrub eller skræl de søde kartofler, skær dem i tern, og lad dem stege med på panden. Drys spidskommen, koriander og paprika over. Vend rundt, og lad de søde kartofler stege i 5-10 minutter, til de begynder at tage farve. Tilsæt drænede sorte bønner og bouillon, og bring panden i kog. Lad panden simre i 15 minutter, til de søde kartofler er møre. Tilsæt friskpresset limesaft og tomatsalsa, og mos bønnerne let med en grydeske, til det får en cremet konsistens. Smag til med salt og peber. Skub lidt af bønnemosen til side, så du kan slå æggene ud i panden. Riv cheddar over panden, og lad det hele simre i cirka 5 minutter, til hviderne er faste og æggeblommerne stadig flydende. Pynt med avocado skåret i både, tynde skiver forårsløg og frisk koriander, og servér med tortillachips.