Mørbradbøffer med svampesauce og hasselbackkartofler
1. november 2018
Af: Emma Martiny
Foto: Winnie Methmann
Forkæl dig selv med et rigtigt smovsemåltid, hvor mør bøf, sprøde kartofler og cremet sauce er midtpunktet på tallerkenen. Her får du opskriften på mørbradbøffer med svampesauce og hasselbackkartofler
40 min4 personer
Tid i alt 1 t og 25 min
Det skal du bruge
4 bøffer af oksemørbrad
salt og friskkværnet peber
smør til stegning
Hasselbackkartofler
1 kg kartofler
2 spsk. olivenolie
salt
1 håndfuld frisk rosmarin
50 g parmesan
Svampesauce
1 løg
2 fed hvidløg
500 g blandede svampe
smør til stegning
2½ dl piskefløde
1 dl hønsebouillon
salt og friskkværnet peber
Til severing
50 g rucola
Mørbradbøffer med svampesauce og hasselbackkartofler
Hasselbackkartofler: Tænd ovnen på 220°. Skræl kartofler, og skær et lille stykke af hver, så de ligger stabilt. Skær tynde riller halvvejs igennem kartoflerne, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med olie, og krydr med salt. Bag dem i ovnen i 30 minutter. Hak rosmarin fint, og riv parmesan fint. Drys rosmarin og parmesan over kartoflerne, og bag dem i ovnen i yderligere ca. 10 minutter, til de er møre og gyldne.
Svampesauce: Pil og hak løg fint. Pil og pres hvidløg. Rens svampe, og skær i skiver. Steg løg, hvidløg og svampe i smør i en gryde, til svampene er gyldne. Tilsæt fløde og bouillon, og smag til med salt og peber. Lad saucen simre svagt, mens du steger bøfferne.
Mørbradbøffer: Krydr bøfferne godt med salt og peber, og steg dem i smør på en pande i 3-5 minutter på hver side, alt efter hvor røde du ønsker dem.
Severing: Anret tallerkener med bøf, hasselbackkartofler, svampesauce og skyllet rucola.