Kanelbrød smager fantastisk, og så er det sådan lidt gammeldags og mormoragtigt. Det minder lidt om kanelsnegle, bare meget mere snasket og blødt.
20 min8 personer
Tid i alt 1 t og 40 min
Det skal du bruge
1 dl sødmælk
50 g smør
25 g gær
1 æg
1 tsk. kanel
1 spsk. rørsukker
1 tsk. salt
ca. 250 g hvedemel
Fyld
80 g blødt smør
40 g farin
1 spsk. kanel
Glasur
150 g flormelis
¼ dl kogende vand
Endvidere
1 stk. 1-liters brødform
Opskrift - sådan laver du old school kanelbrød
Varm forsigtigt mælk og smør op i en gryde, til smørret er smeltet. Afkøl det til håndvarmt.
Smuldr gæren ud i en stor skål, hæld mælkeblandingen på, og rør godt, til gæren er opløst. Tilsæt ægget, og sigt krydderierne og ¾ af hvedemelet i dejen.
Rør det til en ensartet dej, og ælt dejen igennem med det sidste mel på et meldrysset bord. Lad dejen hæve et lunt sted med et klæde over i 30 minutter. Rør imens fyldet sammen.
Rul dejen ud med en kagerulle til en firkant på 20 x 30 cm, og fordel fyldet på dejen. Rul det til et brød, og kom det i en form foret med bagepapir. Klip hak ned i brødet, og lad det efterhæve et lunt sted i 30 minutter.
Bag brødet midt i en 200° varm ovn i 14 minutter. Tag det ud af formen (pas på, det er varmt), og bag det i yderligere 5 minutter.
Afkøl det varme kanelbrød, rør flormelis med lidt vand til en let tyktflydende glasur, og hæld den over brødet. Servér evt. brødet med lidt koldt smør.