cheesecake
Mad

Perfekt cheesecake med blåbær, kokos og hvid chokolade

14. december 2021
Af: Marie Melchior og vinderene af sommerkagekonkurrencen
Foto: Line Falck, Styling: Katrine Kaul
De fine lag tager sig flot ud, når du skærer af kagen, og den lækre cheesecake emmer af sommerstemning. Skær med en lun kniv hele vejen rundt langs med kanten, inden du løsner springformen, så er den nemmere at få af, og kanten står ekstra skarpt.
6 personer
Tid i alt 4 t og 0 min

Kiksebund

  • 400 g kiks, f.eks. Digestive
  • 200 g smør
  • 30 g kokosmel
  • 1 springform, 24 cm i diameter

Blåbærcreme

  • 8 blade husblas
  • 400 g flødeost, f.eks. Philadelphia
  • 1½ dl fromage frais
  • 125 g flormelis
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 5 dl piskefløde
  • 200 g blåbær fra frost, optøede
  • 200 g hvid chokolade
  • 50 g kokosmel

Blåbærgelé

  • 6 blade husblas
  • 100 g blåbær fra frost, optøede
  • 2 tsk. majsstivelse
  • 100 g sukker
  • ½ dl vand

Pynt

  • friske blåbær

Cheesecake med blåbær, kokos og hvid chokolade

  1. Kiksebund: Blend kiksene til fint mel i en food-processor. Smelt smørret, og vend det sammen med kiks og kokosmel.
  2. Beklæd springformens bund med bagepapir, og tryk kiksemassen godt sammen i bunden af formen. Stil bunden på køl.
  3. Blåbærcreme: Udblød husblassen i en skål med koldt vand i 10 minutter.
  4. Rør flødeost, fromage frais, flormelis og vaniljepulver sammen. Kram husblassen fri for vand, og smelt den ved svag varme i en kasserolle sammen med 1 spsk. af cremeblandingen. Rør den smeltede husblas i den resterende del af cremen.
  5. Pisk fløden til skum, og vend den i cremen. Del cremen i to lige store portioner. Blend blåbærrene i en foodprocessor til en lind puré, og vend den i den ene halvdel af cremen. Fordel blåbærcremen på kiksebunden, og stil formen i køleskabet i ca. 1 time.
  6. Smelt den hvide chokolade over vandbad, og vend den og kokosmelet i den anden halvdel af cremen. Fordel den hvide creme oven på blåbærcremen, og lad kagen hvile i køleskabet i yderligere ca. 1 time.
  7. Blåbærgelé: Udblød husblassen i koldt vand i 10 minutter. Blend blåbærrene i en blender til en lind puré. Kog majsstivelse, sukker, vand og blåbærpuré op i en lille gryde, til sukkeret er smeltet, og blandingen begynder at tykne.
  8. Si blandingen gennem en finmasket si over i en skål. Kram husblassen fri for vand, og smelt den i den varme blåbærgelé. Lad geléen køle af i et par minutter, og hæld den så forsigtigt over den stivnede, hvide creme på kagen.
  9. Drej kagen forsigtigt rundt, mens du hælder, så geléen bliver jævnt fordelt. Pynt med friske blåbær, inden geléen stivner. Køl kagen af, til geléen er stivnet, evt. natten over.

Læs også