Sundhed
1. oktober 2021

Har du problemer med maven? Måske har du IBS - Irritabel tyktarm?

Har du IBS - irritabel tyktarm? Måske døjer du med uforklarlige mavesmerter, oppustethed, luftafgang eller uregelmæssige toiletbesøg. Bliv klogere på hvad IBS er, kend symptomerne og behandling af irritabel tyktarm.
Af: redaktionen
irritabel tyktarm

Foto: Colourbox

Lejlighedsvise mavegener er noget de fleste kan nikke genkendende til - især efter større mængder mad eller mad, vi ikke spiser ofte.

Der kan være mange årsager til, at du i perioder har urolig mave. Men når ubehag, gener, og eventuelle mavesmerter er tilbagevendende, kan det være et tegn på irritabel tyktarm.

Hvad er irritabel tyktarm (IBS)?

Irritabel tyktarm er en tilstand, hvor man i perioder oplever tilbagevendende mavegener og ændrede afføringsvaner. Det skyldes forstyrrelser af tarmes motorik, altså dens funktion til at transportere den mad, man spiser.

Når tarmens motorik forstyrres, kan det medføre at gas og indholdet i tarmen enten føres for hurtigt eller for langsomt igennem tarmen.

Derudover medfører irritabel tyktarm også sammentrækninger i tarmen, samt nedsættelse af tarmens smertetærskel som kan give smerter og kramper i maven.

Det vides ikke med sikkerhed hvorfor tilstanden opstår. Dog kan der hos nogle mennesker ses sammenhæng mellem bestemte fødevarer og forværrede symptomer.

Hvad er IBS?

IBS står for irritable bowel syndrome og oversættes til irritabel tyktarm på dansk.

Hvad er symptomerne på irritabel tyktarm?

Et typisk symptom på IBS, er ondt i maven og oppustethed. Et følgende symptom på irritabel tyktarm kan være, at man i perioder oplever ændringer og forstyrrelser i sit afføringsmønster.

Det kan opleves som hård mave og forstoppelse, hvilket sker, når tarmindholdet føres for langsomt igennem tarmene. Det kan også opleves som diarre, når indholdet af tarmen føres for hurtigt igennem. IBS kan ligeledes opleves som skiftende mellem diarre og forstoppelse.

Alle tre tilstande kan medføre ubehag og smerter i maven. Smerterne kan sidde forskellige steder i maven, og kan variere fra svage til kraftige. Mange med irritabel tyktarm oplever desuden en overdreven oppustethed af maven, larm og rumlen fra maven samt luft i maven i en højere grad end hvad man normalt kan opleve.

Udover mavesmerter, kan symptomer på irritabel tyktarm også være smerter i bækkenet, ryggen, ude mod siderne, eller som jag ved endetarmen. Symptomer på irritabel tyktarm kan også være gener andre steder i kroppen, som spændingshovedpine, muskel- og ledsmerter, søvnforstyrrelser, kvalme, og nedsat appetit.

Andre mavetilstande kan give samme symptomer som IBS. Blandt andet laktoseintolerance og glutenallergi. Derfor er det vigtigt at gå til lægen, hvis du oplever tilbagevendende symptomer.

Husk, at det altid er vigtigt at kontakte egen læge, hvis du pludseligt oplever ændringer i dit afføringsmønster, pludseligt opståede mavesmerter, uforklarligt vægttab.

Hvem får irritabel tyktarm?

Der er ikke nogen direkte årsag til eller forklaring på, hvorfor nogen får irritabel tyktarm. Nogle har en mere følsom mave og tarm overfor fødevarer, som kan føre til irritabel tyktarm, men det er ikke arveligt eller forbundet direkte med andre årsager.

Psykiske gener som stress, angst, spændinger og problemer i hverdagen, der kan forårsage dette kan være med til at give mavegener, som symptomer på IBS, men det anses ikke som den primære årsag til den irritable tyktarm og lignende mavegener.

Blandt dem der får irritabel tyktarm, opstår det som regel i barndommen eller den tidlige voksenalder, og det er en gene, der kan fortsætte hele livet. Det skønnes, at ca. 16% af den danske befolkning har irritabel tyktarm, hvor graden af symptomerne dog varierer. Der er generelt flere kvinder end mænd, der oplever irritabel tyktarm.

Hvordan ved man, om man har irritabel tyktarm?

Symptomerne på irritabel tyktarm er relativt genkendelige, og ud fra disse kan en læge som regel stille diagnosen. Man kan opleve at få taget blodprøver eller undersøgelse af maven, men det vil ofte være for at udelukke andre sygdomme.

Lægen kan foretage en kikkertundersøgelse for at undersøge den nederste del af tyktarmen som en del af diagnosticeringen for irritabel tyktarm.

Behandling af IBS - irritabel tyktarm

Der findes i skrivende stund ingen medicinsk behandling af IBS, som vil fjerne alle symptomer helt. I stedet behandles hvert enkelt symptom enten medicinsk, med livstilsændringer, eller en kombination af begge. Behandlingen af irritabel tyktarm vil som regel ske ved at ændre i kosten.

Det kan tage lang tid af finde den behandling, som virker bedst for hver enkel, og det er derfor vigtigt at alliere sig med en god mængde tålmodighed. Selvom der ikke findes meget medicinsk behandling, findes der mange gode husråd mod irritabel tyktarm, som kan hjælpe.

Oplever man forstoppelse og hård afføring som symptom på irritabel tyktarm, kan dette enten behandles med fiberkosttilskud så som HUSK, eller med afføringsmidler. Det anbefales dog, at man holder brugen af afføringsmidler til et minimum.

Desuden bør væskeindtaget for en gennemsnitlig voksen ligge mellem 1,5 til 2 liter væske om dagen, hvilket er med til at forhindre forstoppelse. Lyt herudover til kroppens signaler, og gå på toilettet, når trangen melder sig.

For behandling af diarre kan fiberkosttilskud med kalk bruges. Hvis ikke dét fungerer, bruges lægemidler til behandling. Grov og fiberrig kost anbefales også for at få maven til at arbejde sig igennem maden. Læs mere om kost til irritabel tyktarm længere nede.

Selvom mavesmerter er et af de symptomer, som kan være sværest at behandle, kan det muligvis betale sig at prøve at pebermynteolie i kapselform. Ifølge sundhed.dk har pebermynteolie, i nogle tilfælde, vist sig at være effektiv mod mavesmerter, når den indtages i kapselform, og lindrende ved spændingshovedpine, når den smøres lokalt.

IBS - irritabel tyktarm - symptomer

Behandl irritabel tyktarm med kosten

Den mest typiske behandling af irritabel tyktarm er en omlægning af kosten. Mange med irritabel tyktarm oplever forværrede symptomer ved indtagelsen af bestemte fødevarer. Derfor kan første step i behandlingen være at finde ud af, hvilke madvarer forværrer ens egne symptomer.

Man skal dog være opmærksom på, at en enkelt dag med forværrede symptomer ikke nødvendigvis skyldes de bestemte fødevarer, man har indtaget den dag. Det skyldes, at symptomer på irritabel tyktarm kan variere meget, og det kan derfor tage lang tid at finde de madvarer, som forværrer ens symptomer.

Man kan forsøge, i en periode, ofte at spise de fødevarer, man mistænker for at forværre ens symptomer, og holde øje med, hvordan kroppen reagerer. Det kan være gavnligt at skrive ned, hvad man spiser, og hvordan maven efterfølgende opfører sig.

Generelt anbefales et, at kosten til irritabel tyktarm er grov og fedtfattig. Det vil sige masser af fuldkornsprodukter, grøntsager og magert kød og fisk. Det kan også være en ide at kigge på portionsstørrelser og spise flere men mindre måltider i løbet af dagen.

Er den irritable tyktarm forbundet med noget psykisk som stress eller angst kan psykoterapi og mindfulness i nogle tilfælde hjælpe.

Irritabel tyktarm: Undgå denne mad

Der er ikke en facitliste for, hvad man skal og ikke skal spise, hvis man har IBS, men fødevarer som giver øget luft og vandindhold i tarmen, kan forværre symptomerne hos mange personer med irritabel tyktarm. Disse fødevarer er, blandt andre, løg, kål, bønner, mælkeprodukter, kunstige sødemidler, og drikkevarer med kulsyre, som sodavand.

Udover ændringer i kosten, er det vist, at motion er effektiv behandling af IBS symptomer. Motion indebærer alt fra gå- og cykelture, sport, eller fitnesstræning.

Der er ikke lavet meget forskning om specifikke diæter som behandlingsform for IBS. Derfor er det vigtigt at stille sig kritisk overfor og sætte sig godt ind i en diæt, hvis du vælger at springe ud i den. Hvis en kosten er meget restriktiv, kan du risikere at blive fejlernæret.

Den diæt, som er bedst undersøgt som behandling for irritabel tyktarm, er Low FODMAP diæten. Blandt personer med IBS, specielt dem med luft i maven og oppustethed.

Hvad er Low FODMAP?

I en Low FODMAP-diæt forsøger man at minimere indtaget af en bestemt række kulhydrater, der kan være skyld i en større luftudvikling i maven, som resulterer i oppustethed.

Det er ikke alle, der er følsomme overfor de fødevarer, man vil undgå i low FODMAP-diæten, og derfor skal du selv finde de fødevarer, der skaber problemer for dig og skabe en balanceret kost med andre fødevarer.

Man starter low FODMAP-diæten med enten at udelukke alle de fødervarer, som denne indebærer i 2-6 uger eller udelukke en ad gangen og mærke, om det gør en forskel.

Listen over fødevarer i FODMAP, der kan give symptomer på irritabel tyktarm er lang, og den dækker over både frugter og grøntsager, brød og mælkeprodukter.

Generelt indebærer en low FODMAP-diæt, at man undgår hvidt brød, medmindre det er glutenfrit, og bløde mælkeprodukter, medmindre det er laktosefrit. Det ebtyder dog ikke, at du skal på fuld glutenfri og laktosefri diæt, da det er forskelligt, hvad man er sensitiv overfor, og den irritable tyktarm også kan generes af andre fødevarer.

Du kan læse mere om, hvad der kan være godt og mindre godt at spise i en low FODMAP-diæt, og hvordan man tester de forskellige fødevarer her.

Kilde: Sundhed.dk

Læs mere om:

Læs også