Læs, hvad ni sygeplejersker siger efter strejken: "Jeg vil ikke længere behandles som skidt til en latterlig løn"

Marianne Buss Jensen, sygeplejerske i 15 år

Efter at have følt mig som en ludobrik i coronaland sidste år uden at tjene en krone ekstra på det, sagde jeg op, da de varslede en ny runde i pandemi-afsnit.

Os, der var de første på pandemi-afsnit, måtte være vidne til, at de løntillæg, der blev forhandlet med tilbagevirkende kraft, til dem, der var udsendt i pandemi-afsnit, sjovt nok først trådte i kraft fra maj, hvor vi alle var sendt retur til vores respektive afsnit.

Jeg er nu privat ansat og desuden i gang med at tage en anden uddannelse som sikkerhed.

Cia E. Hedenquist, sygeplejerske siden 2013

Jeg er en af dem, der giver op.

Jeg er 31 år gammel og har været igennem flere sygdomsperioder grundet mit arbejde og har fået bevilliget fleksjob efter overfald og stress. Men jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke længere behandles som skidt til en latterlig løn.

Jeg får kun min grundløn og ingen tillæg, da jeg arbejder i ambulatorie. Det betyder faktisk, at jeg tjener det samme som en veninde, der står på lager. En veninde, der er glad for sit job og sin tilværelse. To ting, jeg på ingen måde er.

Så jeg søger helt ud af faget. Et eller andet må jeg kunne finde. For jeg har også fortjent at være glad og glæde mig til at gå på job.

Jeg gemte faktisk det honninghjerte, jeg fik sidst år. Allerede dengang klingede ordene i baghovedet: “Du er mere værd end et honninghjerte. Og kan de ikke se det, har de ikke fortjent dig.”

Så det står i køkkenet som en reminder, og nu har politikerne endelig slået det fast, nemlig: “De fortjener mig ikke.”

Marianne Jensen, sygeplejerske siden 1984

Har bortset fra nogle få år, da mine tre børn var helt små, arbejdet fuldtid. Gik dog i april i år på 30 timer, da kroppen efter et par diskusprolapser ikke kan holde til arbejdspresset, der hele tiden øges.

Hovedet kan heller ikke. Er 63 år og kan egentlig få efterløn, men den kan jeg ikke overleve på, selv om det var det, jeg allerhelst ville og trænger til.

Har så ondt af de yngre sygeplejersker, der skal fortsætte sådan et arbejdsliv, til de er over 70 år. Jeg forstår godt, de forlader faget, selv om det er trist for sygeplejen. Har i mange år frarådet de unge at blive sygeplejerske.

Det er verdens mest meningsfyldte fag, men med arbejdsvilkår, der blot bliver ringere hele tiden.

Jeg føler efterhånden, at vi offentligt ansatte i basisstillinger er vore dages tyende og underklasse.

Jeg tror desværre, at politikerne vælger den lette løsning og regner med, at vi falder til patten, nu de har lovet en ligelønskommission - som i 2008.

Min sidste fuldtidsmånedsløn i april var med 37 års erfaring, ikke 42.800 kroner, som nogle medier skriver, men 32.000 kroner med alle tillæg og uden pension.

Da jeg er i et ambulatorium, er det udelukkende hverdage i dagtid. Min lærermand overhalede mig på lønnen, da han havde fem års erfaring og jeg femten.

Christina Galler Sørensen, sygeplejerske siden 2014

Efter mere end syv år som sygeplejerske stopper mit virke 1. september, hvor jeg overgår til en stilling i det private, fordi forholdende er langt bedre der.

Den danske model er for længst død i det offentlige og kan ikke bruges. I det offentlige er vi bundet op på finanslov og staten. Derfor har strejken på flere punkter bare været forgæves og nyttesløs.

Anita Fahlén, sygeplejerske siden 1987

Jeg har arbejdet over 30 år på sygehuset, men måtte sige stop - hjertebanken, svimmelhed og grådlabilitet blev simpelthen for meget.

Jeg søgte derefter ind til kommunen og blev hjemmesygeplejerske. Mistede alle mine tillæg, jeg havde knoklet for at få.

Ny arbejdsgiver betød start på grundløn igen. Nu er der fem et halvt år til, jeg går på efterløn. Jeg glæder mig så meget til at få et liv.

De 15.036 kroner, jeg får udbetalt hver måned nu, kan jeg hverken leve eller dø af.

Jeg arbejder kun 32 timer ugentligt, men jeg skal hele tiden passe på - ellers kommer mine stresssymptomer bare igen. De ligger og lurer hele tiden.

Nej, jeg vil aldrig anbefale nogen at blive sygeplejerske.

Pia Rasmussen, sygeplejerske siden 1994

Jeg blev uddannet som sygeplejerske i 1994, og vi har siden da kæmpet for ligeløn og mere i løn.

Der har været mange kampe: Strejke og kollektiv opsigelse og ingen veje er vi kommet. Jeg er efter en behandlingsskade ansat i fleksjob. Jeg kan af den grund hverken videreuddanne mig eller sige op.

Men strejken har ikke været forgæves. Der er fokus nu på ligeløn og arbejdsmiljø. Sygeplejerskerne har banet vejen for næste overenskomst for samtlige grupper i den offentlige sektor.

Manglen på sygeplejersker bliver desværre kun større efter dette indgreb i den danske model. Min niece er under uddannelse til sygeplejerske. Har anbefalet hende at søge anden uddannelse. Mit næste job bliver uden for sygeplejen.

Gitte Banner-Voigt, sygeplejerske siden 1987

Jeg er 60 år gammel og har en specialuddannelse som intensivsygeplejerske og har altid været glad for god normering og dygtige kolleger i eget afsnit, samtidig med at jeg har været bevidst om håbløse forhold på akutmodtagelse og sengeafsnit.

Nu begynder også intensivafdelingerne at have rekrutterings- og fastholdelsesproblemer. Jeg føler, der bliver lagt et tungt låg på alle forsøg på at italesætte uhensigtsmæssigheder i sundhedsvæsenet.

Over de seneste 15 år er 6.000 ud af knap 20.000 sengepladser lukket/rationaliseret væk. Små lokalsygehuse er lukket, og supersygehuse er på vej med evindelige forsinkelser og budgetoverskridelser i kølvandet.

HR-afdelingerne vokser og vokser tilsyneladende og hver gang, vi har svært ved at følge med i patientplejen, bliver vi afkrævet lange forklaringer, og der bliver indført nye koordineringsmøder igen-igen.

Denne strejke har været anderledes, fordi de sociale medier har hjulpet os med at italesætte problemerne indbyrdes. Men jeg er skuffet over, at åbenlyse problemer igen bare medfører nye møder og arbejdsgrupper.

Som 60-årig er det ikke nemt at skifte fag, så jeg forventer at blive. Men hvem skal afløse mig og mine jævnaldrende om få år? Hvem skal bemande supersygehusene?

Kristina Schmeltz, sygeplejerske siden 2005

Jeg er 39 år, og de seneste ni år har jeg arbejdet på intensiv og har taget specialuddannelsen til intensivsygeplejerske oveni, altså har jeg 3,5 + 2 års uddannelse bag mig.

På intensiv dækker vi lige mange pladser både dag, aften og nat samt weekender og helligdage, hvorved vagtbyrden bliver meget stor for den enkelte.

Som sygeplejerske giver man derfor afkald på en masse tid med familien, som andre ofte tager for givet. Hvem vil ikke gerne holde jul, nytår og sommerferie med sine børn?

Det er et stort offer til en alt for ringe løn, og da vagttillæggene er udregnet procentvist ud fra grundlønnen, er det denne, der har behov for et løft op.

Jeg er så led og ked af, at politikerne har undladt at blande sig så længe, og at de tilsyneladende er bedøvende ligeglade med det faktum, at den danske model ikke fungerer i praksis, når man er i et fag, hvor man er uundværlig, fordi ens arbejdsnedlæggelse vil koste menneskeliv.

Jeg er nu blevet så bitter over politikernes tilgang, at jeg har besluttet mig for at forlade mit fag i løbet af det næste års tid og blive selvstændig.

Jeg synes simpelthen ikke, at den danske stat fortjener mig som sygeplejerske!

Pernille Ellegaard Jensen, sygeplejerske siden 2015

Jeg tog konsekvensen af regeringsindgrebet og pakkede mit håb om fair løn for vores uddannelsesniveau, ansvar og kompetencer væk. Det kommer ikke til at ske i de næste årtier.

I stedet tilmeldte jeg mig i går en ny uddannelse til motorikvejleder, som jeg har sparet op til siden OK18, hvor Venstres Sophie Løhdes horrible retorik gjorde mig harm og modfalden i forhold til min fremtid i sygeplejefaget. Nu fik en rød regering chancen, og de forpassede den.

Så jeg bruger nu min barsel på at tage en ny uddannelse og starter selvstændig virksomhed op så småt i løbet af det nye år. Jeg er 30 år og kan ikke se mig selv i faget til den løn og under de vilkår, indtil jeg muligvis kan få lov at gå på pension som 73,5-årig.