Hvis du har en portion kogt perlebyg (eller andre korn eller kerner) i overskud fra dagen før, kan du bruge dem i et velsmagende farsbrød med grove grøntsager, som rækker langt og sagtens mætter seks personer
Farsbrød er mormormad, når det er allerbedst. Saftigt, nemt og en favorit blandt alle i familien fra yngst til ældst. Smæk farsen sammen på ganske få minutter, form den i et ildfast fad, og lad brødet passe sig selv i ovnen, mens du smækker benene op.
I opskriften her er farsbrødet lavet med hakket oksekød, perlebyg, persille og rodfrugter, der giver retten en lækker smag – og så er det samtidig en super nem måde at snige grøntsager ind i maden på. Servér sammen med sprøde kartoffelbjælker og en frisk citronmayonaise, og du får et hverdagsmåltid, der smager som en festmiddag.
Farsbrød er den overordnede betegnelse for fars formet som et brød, der bliver bagt i ovnen. Forloren hare er dermed en afart af farsbrød, der typisk bliver lavet med samme smagsingredienser, som bruges i tilberedningen af vildt kød. En klassisk forloren hare vil derfor være svøbt i bacon eller flæsk og have elementer som enebær eller fløde på ingredienslisten.