Valget skal ikke handle om, at statsministeren er kvinde. Det skal handle om alle de kvinder, der ikke kan mærke det

Så fik vi en valgdato. Valgkampen har været i gang længe, og de seneste to uger har både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann været gæster i ”Det sidste måltid”.

Et smukt interviewformat på Radio4 hvor vært Lærke Kløvedal vender døden, livet og de store eksistentielle spørgsmål derimellem med en gæst, der får lov til at vælge menuen.

Faktisk kan jeg ikke anbefale konceptet nok, og samtidig fornærmer jeg nok ikke nogen ved at påpege, at det ikke er den mest magtkritiske form for journalistik. 

Som statsministerkandidat er det derfor også et temmelig oplagt format at medvirke i som optakt til et valg.

Der er mulighed for at sænke paraderne, vise sig som et almindeligt menneske, der døjer med livet og samtidig smugle slet skjulte politiske budskaber ud mellem hovedretten (noget med kød og kartofler) og desserten (noget med bær eller fløde).

Som nu i denne uge, hvor Ellemann afslørede over bøf og pavlova (fordi danske jordbær trods alt ikke er i sæson), at han fik en del buksevand som barn og stadig bøvler med at blive opfattet som arrogant.

Og som i sidste uge, hvor Mette Frederiksen valgte lam og pandekager til at sige sådan her: 

”Jeg har ikke sagt det her før, men jeg tror, noget af den magtkritik har at gøre med, at jeg er kvinde.”

Det Mette Frederiksen siger, er grundlæggende rigtigt. Der er forskel på at være kvinde og mand i toppolitik.

Det har vi efterhånden set så mange eksempler på, at man skal være forholdsvis faktaresistent for at benægte det.

Men tidspunktet og konteksten for Mette Frederiksens udmelding er forkert.

Med ”noget af den magtkritik” henviser hun med al sandsynlighed til dem, der eksempelvis har kritiseret statministeren for de sidste fire år at have koncentreret magten i Statsministeriet, tildelt og anvendt en ekstrem grad af magtbeføjelser under coronapandemien.

Som hun selv påpeger, er det første gang vi hører hende italesætte sit køn og sin oplevelse af at være i verden som kvinde.

Det er det, der gør det bemærkelsesværdigt. Og det er samtidig det, der gør det bemærkelsesværdigt skuffende.

Også set gennem ligestillingslinsen har de sidste tre år udgjort noget nær den vildeste valgperiode.

Corona kom og skreg os ind i hovedet, at kvindernes arbejde var mere værd og markerede samtidig startskuddet til en uundgåelig samtale om hele sundhedsvæsenets og omsorgsfagenes krise.

#MeToo fik endelig fat i Danmark og tvang os til at indse, hvordan sexisme stadig gennemsyrer samfundet - ikke mindst på Christiansborg og helt ind i regeringspartiets egne rækker. 

Sygeplejerskerne strejkede, men fik ikke andet ud af det end en tom strejkekasse og en lønstrukturkomité.

Adskillige undersøgelser viste os, det vi godt ved – nemlig at vi i Danmark ikke er i nærheden af de lande vi normalt sammenligner os med, når det gælder om at sikre bedre repræsentation i toppen af erhvervslivet og politik.

Det er godt, at vi endelig har fået en ligestillingsminister, der i det mindste erkender det.

Men hvor er den politiske vilje til at gøre noget ved det? Det er godt, at vi nu har fået en national handleplan mod partnervold og kvindedrab. Men hvor er de varige midler til at finansiere den? Det er godt, at vi langt om længe har fået en samtykkelov. Men hvor er de konkrete planer for, hvordan vi får skabt en samtykkekultur?

Det er den slags, en kommende statsminister skal vurderes på. Det er det, valget bør handle om. Ikke at Mette Frederiksen er en kvinde.

Men klokken to minutter i valg vil Mette Frederiksen gerne være kvindernes statsminister. Baggrunden for det synes om muligt mere spinkel, end dengang hun udnævnte sig selv til børnenes statsminister.

I virkeligheden har vi muligvis aldrig haft mere brug for en børnenes og kvindernes statsminister end lige netop nu.

Ikke fordi kvinder og børns problemer er vigtigere end andres, men fordi deres problemer er hele samfundets. Har vi råd til at løse dem, spørger nogen.

Er det ikke for dyrt at sikre ligeløn, ambitiøse ligestillingsmål for erhvervslivet og værdige vilkår for de fødende? Sandheden er, at det koster en formue at lade være. Og det bliver bare dyrere.

For det er i sidste ende et samfundsøkonomisk problem, når vi svigter ligestillingen.

Det er patienternes problem, når vi svigter sygeplejerskerne. Det er de ældres problem, når vi svigter sosu’erne.

Det er de fødendes problem når vi svigter jordemødrene. Det et børnenes problem, når vi svigter pædagogerne. Og det er alles problem, når vi svigter børnene. 

Og det gør vi lige nu.

De seneste år har været så mange anledninger til at markere sig som børnenes og kvindernes statsminister og gå foran frem for hele tiden at halte tre skridt bagefter EU og resten af Norden.

Du kunne have taget et opgør med Tjenestemandsreformen fra 1969. Du kunne have hentet de sidste danske børn hjem fra Syrien.

Ja, Mette Frederiksen, der har været corona og krig. Og ja, det er på mange måder mere op ad bakke at være en Mette end en Lars i Statsministeriet, for sådan er også i resten i samfundet.

Men som landets statsminister har man faktisk magten til at gøre noget ved det og til at sige det højt.

Dengang tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i 2020 stod frem og fortalte om sine erfaringer med sexisme i toppolitik, blev hun spurgt, hvorfor hun først gjorde det nu.

Og til Weekendavisen svarede hun: ”Jeg kunne ikke gøre det til min største mærkesag med et feministisk opgør mod patriarkatet. Så var jeg aldrig blevet statsminister.”

Tiden er en anden nu, og det er den kun takket være alle de modige kvinder der de seneste år har gået forrest og insisteret på det. De har gjort det muligt at tale højt om manglende ligestilling. Hvor var du?

Der har været så mange oplagte tidspunkter undervejs, hvor det havde været rigtigt og rettidigt for en statsminister at italesætte sit køn og bruge det til at sætte fokus på den manglende ligestilling i samfundet.

Men lige netop nu er ikke det rigtige tidspunkt at sole sig i mainstreamfeminismens succes. Netop nu er det for sent.

Og derfor må vi også godt forvente meget mere af en statsminister i dag, end hvad der leveres lige nu.

En ukonkret melding lidt i lukketid om at nogle offentlige ansatte måske skal have mere i løn.

En symbolsk gidseltagning af minoritetsetniske kvinder på baggrund af en komisk ukvalificeret Kommissions forslag om at aftvinge folkeskolepiger tørklædet er ikke ligestillingspolitik.

Et forsøg på at trække sit køn som et kort henover en gang pandekager med is efterfulgt af et facebook-opslag om, at det er hårdt arbejde at være statsminister, så ”håret har tabt fylde og glans”, men jo da, Mette Frederiksen vil gerne både gå med løst hår og smile mere igen.

Mette Frederiksen, gid du i stedet ville stå fast på, at ingen kvinde skylder nogen at smile mere. Men som statsminister skylder du en hel del andet.

Det vi ser nu, er ikke feminisme. Det er en politisk performance. Det er en udnyttelse af magtens maskinrum til egen vinding.

At låne kvindekampens paroler i et strategisk forsøg på at fastholde sin egen magt, gør ingen ligestillingsforkæmper – uanset køn. 

Og valget skal ikke handle om, at statsministeren er kvinde. Det skal handle om alle de kvinder, der ikke kan mærke det

Ligestilling er grundlæggende en solidarisk disciplin.

Det handler om at kaste rebstigen ned til den næste, når man er lykkedes med at kravle op og står på toppen. Ikke forsøge at gribe desperat fat i den, når man er ved at miste fodfæstet.

I værste fald er det direkte skadeligt for ligestillingsagendaen, når kvinder så skamløst spænder den for egen kampagnevogn, at det giver reaktionære kræfter en gylden mulighed for at tilbagevise den hovedpåstand, som er sand. For Mette Frederiksen har ret.

Der er forskel på at være mand og kvinde i magtens øjemed. 

Det er bare ikke det, det skal handle om nu.

Det skal handle om, at vi rent faktisk får et folketing med en statsminister i spidsen, der vil kæmpe kampen for os alle og ikke kun for sig selv, når klokken slår to minutter i valg.

Men 1. november er valget heldigvis vores, og ja, jeg synes som udgangspunkt, man skal stemme på en kvinde.

Repræsentation er godt. Det betyder noget, at vi nu to gange har haft en kvindelig statsminister i Danmark.

Men repræsentation er ikke i sig selv nok, for ambitionen om at opnå ligestilling giver kun mening, hvis den gælder for alle.

Og det får vi kun, hvis de kvinder vi stemmer ind vedkender sig, at de har både potentialet of pligten til at gøre verden til er bedre sted for andre kvinder. 

Der er tre statsministerkandidater og fjorten partier at vælge mellem, når vi skal sætte vores kryds.

Det her valg skal handle om, hvem vi rent faktisk tror på tør bruge deres indflydelse til at flytte noget for os andre, så vi kan mærke det. 

Det er ikke nok at ville magten, du skal ville noget med den. 

Ellers kan vi lige så godt stemme på en mand.