Det har givet mig et sprog til at sige: “Hey, det der synes jeg faktisk ikke er sjovt. Du skal ikke tale om min numse,”

Når Birgitte Hjort Sørensen denne måned spiller Madame de Tourvel i den klassiske fortælling “Farlige forbindelser” på Det Kongelige Teater, er det ikke første gang, hun spiller den rolle.

Det gjorde hun nemlig også i 2016 på Broadway i New York. Dengang var hun til gengæld den første dansker nogensinde, der fik en hovedrolle i et Broadway-stykke.

Hun var også en af de første danske skuespillerinder, der landede hele to markante roller i HBO-serierne “Game of Thrones” og Martin Scorsese-serien “Vinyl”, efter DR-dramaserien “Borgen” havde skabt international opmærksomhed omkring hende.

Dermed er hun måske en af de eneste danske skuespillere, der har opnået en så gennemgribende international karriere, inden hun fyldte 40 år.

Men selv om rollen i Det Kongelige Teaters opsætning af “Farlige forbindelser” ikke er ny for hende, er det alligevel endnu en “første gang” for Birgitte Hjort Sørensen.

Hun har nemlig aldrig optrådt på Det Kongelige Teater før.

– Jeg kan mærke, at jeg føler, jeg er kommet hjem. Jeg er uddannet i en tid, hvor der ikke var ret meget film- og tv-undervisning på Den Danske Scenekunstskole, så jeg føler mig mest teateruddannet.

– Det er helt klart i teaterprocessen, at jeg føler mig mest modig og udvikler mig mest som skuespiller, siger hun.

Birgitte Hjort Sørensen fremhæver bl.a., at man kan arbejde mere ekspressivt med udtryk på teatret, fordi formatet, rent fysisk, er større end en lille tv-skærm, og også, at der er en anden fordybelse og indflydelse på sin rolle.

– Jeg oplever en anden magt på teatret, fordi man spiller rollen fra start til slut, hvor ens rolle på film og tv ofte kan blive klippet anderledes, end man selv havde tænkt det. I et “fødekædeperspektiv” føler jeg mig højere oppe, når jeg spiller teater.

Magt, sex og manipulation

Forestillingen, som bygger på den franske forfatter Choderlos de Laclos’ brevroman fra 1782, blev til en teaterforestilling i 1985, og i 1988 bev den fortolket i den berømte filmversion “Farlige forbindelser” med Michelle Pfeiffer, Glenn Close og John Malkovich i hovedrollerne.

Men hvor Broadway-versionen, som Birgitte Hjort Sørensen medvirkede i som den dydige, stærkt religiøse Madame de Tourvel, var en klassisk fortolkning med rokokokjoler, korsetter og parykker, foregår den aktuelle forestilling i nutiden.

For dramaet om erotik, magt og intriger er i høj grad stadig relevant, mener Birgitte Hjort Sørensen.

– Der er et stort fokus på overflade og materielle goder både i den oprindelige forestilling og i teater- og filmversionen, som begge blev til i 1980’ernes yuppie-tid.

– Her ser jeg klart en parallel til i dag, hvor vi jo alle lever med en eller anden form for selviscenesættelse konstant på de sociale medier. Vi tager hele tiden stilling til os selv udefra.

– Jeg tror ikke, at vi er færdige med at finde ud af, hvad det betyder for os, endnu, siger Birgitte Hjort Sørensen.

Den moderne fortolkning har sat tanker i gang hos hende om, hvem Madame de Tourvel ville have været i dag.

– Der er selvfølgelig religiøse mennesker som hende i dag, men måske ikke så udtalt i vores del af verden.

– Jeg forestiller mig til gengæld, at hun er en af dem, der i hvert fald ikke er på sociale medier. Hun har afskåret sig selv fra det og finder ro og fordybelse andre steder.

– På den måde er hun også en smule naiv, ikke fordi hun er dum eller ubegavet, men fordi det er så langt fra hendes tankegang af være så manipulerende og udspekuleret, som de to andre er.

Samtidig har “Farlige forbindelser” også en indbygget kønsdynamik i sig, som sagtens kan skrives frem til nutiden.

“Kvinder er nødt til at være langt dygtigere end mænd. I kan ødelægge os, når som helst I får lyst til det,” siger den kvindelige hovedperson, Markise de Merteuil, i stykket. For “Farlige forbindelser” er skrevet i en tid, hvor kvinder ikke havde nogen magt.

Merteuil skulle gå på klosterskole, indtil hun blev gift med en mand, og måtte selv finde ud af, hvordan hun kunne tage magten.

Det blev på en måde, som ikke var lykkelig for hende. Hun måtte undertrykke sine følelser og blev kynisk og kold.

– For kvinder har ry og renommé alle dage været på spil. Kvinderne i stykket frygter at blive udstillet som skøger.

– De må gå i seng med dem, de vil, men det skal foregå i det skjulte. Det synes jeg stadig er til stede i dag. Der er stadig en forskel i den måde, vi bliver opfattet på i vores seksuelle gøren og laden, siger Birgitte Hjort Sørensen.

#MeToo har givet styrke

Netop forskellen mellem kønnene har som bekendt været til diskussion i #MeToo-debatten, der begyndte i filmbranchen med Harvey Weinstein.

Og mens kvinderne i “Farlige forbindelser” har haft ringe muligheder for at sige fra over for uønskede seksuelle tilnærmelser eller har oplevet, at netop deres seksualitet har været deres eneste middel til at opnå magt, har #MeToo givet kvinder i dag et helt nyt sprog, mener Birgitte Hjort Sørensen.

– Den store åbenbaring for mig i #MeToo var, at jeg blev givet muligheden for at sige fra. Det var noget, jeg simpelthen ikke rigtigt havde tænkt over før, siger hun.

Birgitte Hjort Sørensen understreger, at hun ikke selv har være udsat for noget, der så meget som ligner et overgreb, men at hun gentagne gange har oplevet små kommentarer, som hun i situationen har grint ad eller tænkt, at hun nok ikke skulle lave noget ballade over.

– Jeg tænkte jo bare, at sådan var det. Det var sådan, omgangstonen var.

– Det er først retrospektivt, at jeg har tænkt, at jeg måske ikke synes, det var så fedt, og at jeg godt kunne tænke mig, at jeg havde sagt fra. Men det eksisterede bare ikke i min begrebsverden tidligere, siger hun.

I bagklogskabens lys ser hun det som nærmest surrealistisk, at det nogensinde har været anderledes.

– #MeToo har givet mig et sprog til at sige: “Hey, det der synes jeg faktisk ikke er sjovt. Du skal ikke tale om min numse, når vi står i en professionel sammenhæng.”

– Det har givet en stor styrke at have fået muligheden for at kunne sige fra, når det var nødvendigt.

Helt konkret kan Birgitte Hjort Sørensen også mærke forandringen ved, at der i dag typisk er ansat såkaldte “intimkoordinatorer” på filmsettet.

– De sørger for, at alle føler sig komfortable, når der skal laves intime scener. Før var der ofte en form for berøringsangst fra instruktører, som kunne finde på at sige: “Kan I ikke bare lige gøre noget?” Det gjorde situationen underligt personlig, for så skulle man pludselig tænke: Hvad ville jeg selv gøre, hvis jeg skulle kysse med dig nu?

I dag oplever hun, at sexscener er meget mere koreograferede.

– Jeg forstår godt, at det er et svært område at instruere, fordi man går ind i noget, som er meget intimt og privat.

– Men netop derfor synes jeg, at det er godt, at det i dag i højere grad er blevet sådan, at man behandler det, som var det en stuntscene: Den skal nøje koreograferes, så alle ved, hvad de skal gøre, siger hun.

Tog tøjlerne tilbage

Birgitte Hjort Sørensen kan godt se, at Martin Scorsese, Shakespeare, Broadway, “Game of Thrones” og “Borgen”, som er en af Danmarks måske mest populære dramaserier nogensinde, kombineret med det faktum, at hun kun lige har rundet de 40 år, ser ud af noget. Set udefra.

Har hun selv kunne følge med?

– Der var helt klart nogle år, hvor det gik rigtig stærkt. Jeg har ikke tænkt, at det gik for stærkt. Udefra ser man jo kun alle hovedpunkterne.

– Der er jo også en masse mellemregninger og ventetid og afslag, som folk ikke ser, siger hun med en god portion beskedenhed.

Men hun medgiver, at der var en periode efter de første par sæsoner af “Borgen”, som var intense.

– Der var helt klart en periode, hvor jeg rejste ud for at se, hvor langt det kunne bære. Hvor det ene job tog det andet, og jeg næsten aldrig var hjemme, men altid på vej i lufthavnen.

Da hun i 2014 kom tilbage til Danmark, oplevede hun for første gang længe at være arbejdsløs.

– Det sker tit, når man er freelancer, som de fleste skuespillere er. Men jeg følte, at jeg var på vej ned ad stigen igen.

– Jeg blev pludselig tilbudt nogle lidt småkedelige biroller, som jeg havde svært ved at forbinde med, at jeg lige havde arbejdet med Scorsese og lavet Shakespeare i London.

Det bragte Birgitte Hjort Sørensen frem til en erkendelse, som forandrede hendes tilgang til det at være skuespiller:

– Det gik op for mig, at jeg fuldstændig havde overladt til nogle andre at vurdere, hvad jeg var værd. Det er jo naturligt som skuespiller, for jeg er jo afhængig af, at nogen hyrer mig og beslutter, om jeg er rigtig til en rolle.

– Som skuespiller er man jo nærmest født med en form for tiggermentalitet, fordi udbud og efterspørgsel er så skævt i vores fag. Vi er så mange, der gerne vil, og der er så få job.

Derfor havde hun heller ikke tænkt over de mekanismer i samme grad tidligere: At det i høj grad var et skævt magtforhold, fordi hun var afhængig af, at producenter og instruktører så en stjerne i hende.

Men også nogle gange i forhold til hendes egne agenter.

– Jeg har ofte følt, at jeg stod lidt i en taknemmelighedsgæld til dem, eller at jeg skulle sørge for at være en god klient for dem.

– Det har været svært for mig at føle, at jeg havde magten over mit liv. Og pludselig kunne jeg mærke, at jeg ikke rigtig havde tøjlerne selv.

– Langt hen ad vejen havde jeg bare været glad, fordi jeg havde noget at lave.

I mange år følte hun sig derfor så benovet over ethvert nyt udenlandsk projekt, at hun slet ikke tog stilling til, hvad hun egentlig sagde ja til.

– Det var ikke sådan, at jeg havde følt mig tvunget til noget tidligere, men jeg havde helt klart en opfattelse af, at hvis jeg ville det med udlandet, skulle jeg altid stå klar til at rejse om tre dage.

– Jeg tror, jeg fik bildt mig selv ind, at jeg var nødt til at acceptere nogle vilkår, som ikke var helt o.k.

Der var ofte situationer, hvor “nej” ikke føltes som en mulighed, i de år.

– Jeg har ikke fortrudt noget af det, jeg har lavet, men jeg havde en periode, hvor jeg kunne mærke, at der var langt mellem de dage, hvor jeg følte mig superudfordret.

Det var begyndelsen til et opgør med den tanke, der tidligt havde plantet sig i Birgitte Hjort Sørensens karriere: Nemlig forestillingen om, at hun havde en udløbsdato.

– Jeg ville gerne slippe for den der angst over, hvad jeg nu missede.

– Jeg var startet ud med at tænkte: Nu vil jeg fandme se, hvor langt jeg kan komme, for jeg var 31 år, og jeg havde hørt, at skulle jeg som kvinde slå igennem i Hollywood, skulle det være, inden jeg blev 35 år.

– Jeg blev så ivrig, men også meget bange for at lukke nogle døre. Det var en stor lettelse at give slip på følelsen af, at jeg absolut skulle sige ja til alting, siger hun.

Birgitte Hjort Sørensen kan godt indimellem tænke, at hendes agenter i udlandet må være trætte af hende, fordi de ikke tjener så mange penge på hende i dag, og hun kan også godt mærke, at de arbejder mindre intenst for at skaffe jobtilbud til hende.

Men hun er ikke bange for at skuffe dem, som hun var tidligere, fortæller hun.

– Jeg har ikke opgivet at forfølge noget i udlandet, men jeg har givet slip på det. Der er faktisk en forskel, synes jeg.

Da hun i 2020 blev tilbudt at medvirke i fjerde sæson af “Borgen”, var det derfor også en tiltrængt tryghed i hendes beslutning om at vælge Danmark til i en periode.

– Det var virkelig en velsignelse, da den mulighed kom. Den serie har jo givet mig nærmest alt, og jeg har været så glad for den.

– Og så kom den lige der, hvor jeg var færdig med min barsel, så det kunne ikke blive mere perfekt.

Savnet til Danmark

Hen mod slutningen af Birgitte Hjort Sørensens udlands-eventyr begyndte der at være længere mellem de dage, hvor det var sjovt, mens savnet til venner og familie blev større.

– Mange dage var jeg jo meget alene, fordi jeg var så langt væk fra alle, jeg kendte.

– Og selv om det var spændende at møde en masse fantastiske mennesker, var det også hårdt hele tiden at skulle opstarte nye relationer. Jeg følte mig konstant på udebane.

Netop den tid i Birgitte Hjort Sørensens liv kalder hun et vendepunkt og i så høj grad, at hun i dag holder foredrag om det.

Men det var ikke kun ensomheden, der gjorde, at hun følte behov for at “vende hjem”. Det var også lysten til at stifte familie.

– Jeg havde ikke lyst til at få børn i udlandet.

– Jeg synes, at vi har nogle rigtig gode vilkår i Danmark, og jeg kan også mærke, at jeg er vokset op i en kultur, hvor vi har mere fokus på, at der også skal være plads til at have en familie ved siden af.

– Mange andre steder, bl.a. i New York, er der så ekstremt meget fokus på ens arbejdsliv, at det bliver hele ens identitet.

Birgitte Hjort Sørensen havde ikke lyst til, at en barnepige skulle passe hendes små børn, så hun selv kunne være væk i alle deres vågne timer.

– De år, hvor børnene har været små, har det slet ikke givet mening.

– Når mine agenter i udlandet har sendt mig nogle muligheder, har jeg langt de fleste gange sagt nej de senere år, fordi det ofte er sådan noget med, at du skal forpligte dig til at være i Arizona i otte måneder. Det hang bare ikke sammen for mig.

Hendes kæreste, Kristian, har ellers bakket op og være villig til at tage med, så han kunne passe børnene, men Birgitte Hjort Sørensen havde stadig ikke lyst til at være væk fra dem 12-16 timer om dagen på optagelser.

– Jeg vil ikke sige, at det har været skamfuldt for mig, men jeg har da været bevidst om, at når jeg taler om at ville etablere et familieliv, så taler jeg også ind i noget ekstremt stereotypt kvindeligt.

– Kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal opgive det ene for at få det andet?

Hun har ofte slet ikke haft lyst til at fortælle om de overvejelser, fordi hun mener, at det tager fokus fra hendes arbejde.

Men hun erkender, at det fylder meget, både hos hende selv, men også hun mange andre, kvinder såvel som mænd, som går med overvejelser om, hvordan man kan kombinere en ambitiøs karriere med et familieliv.

Derfor synes hun også, at det er godt, at der er kommet øremærket barsel til mænd.

– Jeg tror, det vil rette op på en del af den ubalance, der har været.

– Jeg kan sagtens forstå argumentet om, at hver familie selv må bestemme, men der er jo ingen, der taler om al den øremærkede barsel, der har været til moren. Det er ligesom accepteret.

– Jeg synes, det er helt rigtigt, at man begynder at “nudge”, til det bliver mere balanceret.

At muligheden for at balancere karrieren med et familieliv er lettere herhjemme, er Birgitte Hjort Sørensen dog ikke i tvivl om.

Det oplevede hun bl.a., da hun i medvirkede i en teaterforestilling, kort efter hendes ældste barn var begyndt i vuggestue.

– De er jo syge hele tiden i den alder, og hver gang tænkte jeg: “Fuck, hun er syg igen”, og min kæreste kunne jo ikke altid tage hende. Da lavede instruktøren bare en prøveplan uden mig.

– Den form for hensyn var fuldstændig lifesaving for mig og slet ikke noget, jeg kunne kræve eller forvente, men virkelig dejligt.

– Jeg synes, det er et meget stort gode i Danmark, at vi oftest tænker hele livet med, når der er mulighed for det.

Når hun har arbejdet i udlandet, har hierarkiet været mere udtalt, og der har været større afstand mellem faggrupperne.

Birgitte Hjort Sørensen har oplevet, at kolleger måtte droppe ferier eller tid med familien, fordi de når som helst kunne blive skrevet ud af en ferie eller en film, hvis de stillede krav overhovedet.

Men hun ser også fordele ved den disciplin, hun har oplevet i udlandet.

– Jeg synes, det giver den fordel, at alle tager det ret alvorligt. Alle strammer sig meget an. Vilkårene er hårdere og mere brutale i udlandet, men det betyder også, at folk giver den gas.

– De kommer til tiden, og hvis de skal synge en sang til læseprøven, har de forberedt sig, og dem, der skal tale med accent har oprigtigt øvet sig. Barren er sat virkelig højt, siger hun.

Ulempen ved den flade og mere demokratiske struktur i den danske film- og teaterverden er, at det også kan blive lidt for mageligt det hele.

– Nogle gange synes jeg, det kunne være fint, hvis vi kunne skrue lidt op for disciplinen.

– I Danmark er der mange, der lidt kører den der kliché om, at de bare “spiller igennem til premieren”. Den går bare ikke i udlandet. Det kan vi godt lære noget af.

Et liv, der hænger sammen

Birgitte Hjort Sørensen lægger ikke skjul på, at det var svært i den første tid som mor i en branche, der ikke ligefrem er kendt for korte arbejdsdage, men nærmere for lange aftener, ikke mindst på teateret.

– Det første års tid, efter min første barsel, havde jeg en fornemmelse af, at mit liv kørte i to helt forskellige spor.

– Når jeg var på arbejde, føltes det som de gamle dage, før jeg fik familie. Og så var der familielivet, som bare var noget helt andet.

– Jeg synes, det har taget noget tid at få det flettet sammen, så det føles som det samme liv.

Det går bedre i dag, og hun mener, at det, at hun har fået børn, også har gjort, at hun tager nogle andre valg, hvor hun i højere grad lytter til sig selv og sine behov.

– Før jeg fik børn, var jeg nærmest på arbejde hele tiden i mit hovede. Jeg kunne holde fri en weekend, men alligevel tænkte jeg på min kommende casting eller kiggede lidt på en tekst om aftenen.

–Nu er den mulighed der ikke. De der timer om aftenen, hvor børnene sover, vil jeg hellere tilbringe med min kæreste eller bare slappe af eller ordne vasketøj.

Og den prioritering har ført positive ting med sig, fortæller hun.

– Det har fritaget mig fra den ængstelighed, jeg har haft omkring mit arbejde. Jeg går ikke rundt og er sovset ind i mit arbejde på samme måde.

Det har også haft indflydelse på karrierevalgene.

– Jeg siger meget mere fra i dag. Især i forhold til udlandet. Før kunne jeg godt tænke: Nå ja, det kunne da godt være, at man kunne få noget interessant ud af den her virkelige underlige birolle i en vampyrfilm … I dag tænker jeg, at hvis det betyder seks uger væk hjemmefra, så nej tak.

– Jeg er blevet bedre til at lytte til den der berømte mavefornemmelse.