Hun taler om en særlig myte: "Det handler meget om kunstneren som en mand"

Der er roligt i Cathrine Raben Davidsens atelier i Sølvgade. Også en smule tomt, selv om malergrej, rammer og ruller af lærreder ikke kan camouflere, at dette er en arbejdsplads for en kunstner.

Men hun har lige afleveret værker til en kommende udstilling, en af flere, og derfor er der både rummeligt i værkstedet, men også for en gangs skyld tid til at tale.

Tid er ellers en mangelvare for Cathrine Raben Davidsen.

– Det har nok været mit mest travle år til dato, siger hun om 2022, da vi sætter os til rette ved det vakkelvorne bord, som ikke er blevet fikset. Måske fordi hun så sjældent sidder ved det.

Hun har den seneste tid arbejdet på at forberede tre kommende udstillinger, hun har udgivet bogen “Above Below Beyond”, en mastodont på 300 sider med malerier, tegninger og collager fra de sidste tre år, og hun er i gang med at bygge et hus fra grunden med sin familie i Sverige.

Derudover har hun travlt med at producere sine håndlavede unikalamper til butikker i bl.a. Shanghai og Barcelona, og så har hun sin butik, som ligger skråt over for hendes atelier.

Selv om Cathrine Raben Davidsen har malet i 30 år og har været udøvende kunstner i to årtier, bliver hun altid overrasket, når folk siger, at hun “stadig” har godt gang i karrieren i en alder af 50 år.

– Jeg føler først, at det er nu, jeg for alvor er kommet i gang med min karriere. Sådan har jeg altid været.

– Jeg skal aflevere værker til en udstilling i morgen, men jeg er allerede i gang med værker til de udstillinger, der kommer efter den. Det er nok noget, der kendetegner mig rigtig meget.

– Jeg dvæler ikke ved ting. Jeg er hele tiden på vej videre og har en ny plan.

En særlig aura

Når hun ikke forbereder udstillinger, maler lampeskærme, står i sin butik eller i sit værksted, lærer hun nyt.

For nylig var hun på kursus med en gruppe internationale kunstnere, hvor hun stod op klokken fem hver morgen for at lave 30 værker på fem dage.

– Jeg har en kæmpestor drivkraft og har altid været enormt passioneret og dedikeret til mit arbejde.

– Mine venner synes nogle gange, at mit arbejde fylder utrolig meget, så selv om det er et privilegium, kan det også være en forbandelse. Men jeg synes jo bare, det er så spændende, det jeg laver.

– Jeg elsker det, og jeg har lyst til at arbejde hele tiden, siger hun.

Den passion og dedikation er der også andre, der har kunne se gennem årene.

Cathrine Raben Davidsen er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, har lavet kostumer og scenografi for Den Kongelige Danske Ballet, er tildelt en række prestigefulde legater og blev i 2015 udnævnt til Ridder af Dannebrog af dronning Margrethe.

I november 2022 blev hun endnu en gang hædret. Denne gang med den nystiftede kunstpris, som er stiftet af Beckett-Fonden i samarbejde med kunstcentret Copenhagen Contemporary.

– Det har været rigtig fantastisk at blive støttet og anerkendt på den måde. Jeg har ofte oplevet, at mange har forbundet mine værker med noget meget gammeldags og ikke rigtigt forstået, hvad mit ærinde er som kunstner.

– For ja, jeg henter rigtig meget inspiration i fortiden, men jeg har samtidig altid været ekstremt bevidst om samtidskunsten.

Cathrine Raben Davidsen er især inspireret af ældre maleres inspirationskilder, som hun henter sine egne ideeri. Bl.a. den græske filosof Platon og den romerske digter Ovid.

– Platons grundtanker handler om vores forbundethed som mennesker, vores forhold til naturen og til dyr og til noget, der er større end os selv.

– Den forbundethed tror jeg, at vi igen er blevet bevidste om i den tid, vi lever i, særligt efter pandemien: At det ikke er os som mennesker, der er i centrum.

Hun mener, at coronapandemien, men også den globale opvarmning og naturkatastrofer, har betydet, at vi har fundet ud af, at der kan være en højere dagsorden, som vi ikke selv kan bestemme og kontrollere.

– Det er ekstremt spændende, men det er også noget, jeg har arbejdet med i 30 år. Det er jo også de samme tænkere, som nutidens toneangivende filosoffer henter inspiration og undersøgelser fra og tager ind i vores tid.

Ifølge Cathrine Raben Davidsen er det også hendes valg af medie, som kan have været medvirkende til opfattelsen af, at det, hun laver, er af en anden tid. Men det er også et medie, som kan noget helt særligt, mener hun.

– Maleriet er jo et møjsommeligt medie og et meget langsomt medie i forhold til f.eks. videokunst. Et maleri kan du kun udstille ét sted ad gangen, hvor en videokunstner kan lave den samme udstilling 100 gange, i princippet.

– Maleriet har bare virkelig den her aura omkring sig, hvor når du står foran et mesterværk, gammelt eller nyt, så vil jeg vove at påstå, at der er en form for aura, som du ikke finder i andre medier.

Lidt yt

Inden Cathrine Raben Davidsen kom på Det Kongelige Danske Kunstakademi, studerede hun i Firenze og i Amsterdam.

Det var her, hun lærte om kunsthistorien og de forskellige malerteknikker, som ligger til grund for den måde, hun begyndte at male på.

Men det betød også, at hun stoppede med at male, da hun kom ind på akademiet og ikke malede i de seks år, hun gik der.

– Jeg er jo virkelig traditionelt uddannet og havde en kæmpe bagage og værktøjskasse, da jeg kom ind. Men det, jeg lavede, blev dengang anset som virkelig gammeldags, faktisk lidt yt.

– Jeg malede slet ikke, sådan som de andre gjorde, så jeg mistede nok lidt min inspiration til at male derinde. Men så lærte jeg en masse andet, siger hun.

I stedet brugte hun bl.a. tid på installationskunst, kunstteori og formidling.

Hun begyndte først at male, da hun efter sin afgang tog tilbage til Firenze på et legat fra Statens Kunstfond, hvor hun studerede den italienske renæssancemaler Sandro Botticelli.

Igen søgte hun tilbage til ældre værker for at finde mening i samtiden.

– Jeg har virkelig altid gået min egen vej og gjort tingene på min egen måde. Der var mange, der ikke forstod, da jeg forlod Galleri Martin Asbæk efter 10 år og dermed ikke længere var hos et dansk galleri.

– Men jeg ville hellere køre det selv, og i dag har jeg en butik med tre ansatte, hvilket nok også er lidt atypisk for en kunstner, siger Cathrine Raben Davidsen.

Med liv og sjæl

Der var engang, hvor Cathrine Raben Davidsen var bedre til at adskille sit arbejde fra sit privatliv. Hvor hun arbejdede kl. 8-16 og aldrig om aftenen eller i weekenden.

Dengang hun stod klar, når bussen fra udflytterbørnehaven kom retur med hendes to små børn. Men børnene er i dag 16 og 21 år, og grænserne mellem fritid og arbejde er temmelig flydende.

– Jeg forsøger stadig at have en vis struktur. Jeg synes heller ikke, at jeg er så stresset, som jeg har været tidligere.

– Jeg arbejder med en coach, som hjælper mig med at lave årshjul og prioriteringslister, så det ikke stikker af for mig. Som mange andre kreative mennesker går jeg meget op i detaljer, og alting har lige stor betydning for mig.

Det har hun også gjort i andre sammenhænge end med sin kunst.

F.eks. de seneste aftener, hvor hun har finkæmmet sin mands nylaunchede hjemmeside for hans øjenklinik for stavefejl eller et mellemrum for meget.

– Jeg går ind i tingene med liv og sjæl, ligegyldigt hvad det er. Det er lidt crazy, men jeg har bare virkelig meget energi, og jeg kan ikke lade være, siger hun.

Heldigvis for Cathrine Raben Davidsen går hjælpen også den anden vej.

Både hendes mand og hendes søn har nemlig fra tid til anden hjulpet til i butikken, og snart skal hendes datter også læres op til at betjene kunder i butikken i Sølvgade, fortæller Cathrine Raben Davidsen, mens hun tager den sidste mundfuld to go-havregrød fra bøtten på skrivebordet.

Mad er heller ikke noget, hun dvæler ved, når hun arbejder.

Der er bare ikke rigtigt tid til det i løbet af dagen, siger hun, men hun arbejder på at få nogle bedre vaner.

– Jeg øver i at blive bedre til at passe på mig selv. Hvis man ikke passer på, kan det godt smuldre lidt.

– Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg godt bare kan male i fem timer ad gangen. Det behøver ikke være otte.

– Jeg kunne sagtens blive ved, men jeg øver mig i at gå tidligere hjem og gå en tur med hunden om søerne indimellem eller se mine venner noget oftere.

Frit opdraget

Cathrine Raben Davidsen var 29 år, da hun blev gravid første gang. Men passioneret, som hun også dengang var, stod hun naturligvis op og malede til sidste sekund.

Bogstavelig talt.

Vandet gik nemlig, mens hun stod og færdiggjorde sin afhandling på Teori og Formidling.

Otte uger efter fødslen var hun tilbage på studiet, fordi det var indrettet efter et toårshjul, som gjorde, at hun ellers skulle have ventet to år på at kunne fortsætte, hvor hun slap.

– Men jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne holde ud at holde et års barsel. Det gik jo også fint.

– Jeg var kun af sted to gange om ugen i skole og kunne have min søn med. Der er jo heller ikke rigtig noget, der hedder barsel, når man er selvstændig. Man har bare aldrig rigtig fri.

Da børnene var små, var tiden til at male bundet af bringe-hente-tider, og Cathrine Raben Davidsen husker også, at huset ofte var fuld af andres børn, og at familien tit lagde hus til forskellige sociale arrangementer.

Men samtidig har det været vigtigt for hende, at hendes børn blev hurtigt selvstændige.

– Jeg synes virkelig at man er meget “på” sine børn i dag, i forhold til da jeg var barn. Jeg blev fulgt i skole en eller to gange, og så var det bare af sted alene.

– Jeg tror, det er sundt at give børn lidt mere selvstændighed, end vi giver dem i dag. Det har vi i hvert fald prøvet.

– Når de ikke kan finde ud af noget, så opfordrer vi dem til at prøve én gang til, siger hun.

Cathrine Raben Davidsen er selv opvokset i et frit 70’er-hjem med meget unge forældre.

– De havde travlt med at realisere sig selv, og børn blev ikke taget med fløjlshandsker dengang. Jeg var med i alle sammenhænge og til alle fester, husker hun.

Faren arbejdede i modebranchen, og forældrenes vennekreds talte bl.a. Ivan Grundahl og Gerda Lynggaard.

Oliver Grundahl, søn af Ivan Grundahl, og Cathrine Raben Davidsen var de eneste to børn.

Hun husker, hvordan de voksne hver lørdag, når de lukkede deres respektive butikker, tog på Ruths på Gråbrødre Torv og drak sig fulde, mens de stak børnene nogle penge og sendte dem alene i Tivoli.

– Vi passede bare os selv. Det gjorde mig selvstændig i en tidlig alder, og så gjorde det nok også, at jeg oplevede, at mange ting godt kunne lade sig gøre.

– Mine forældre havde heller ikke nogen særlige uddannelser bag sig, og de syntes, at alt, hvad jeg lavede, var fantastisk. Der har virkelig ikke været noget pres på mig overhovedet.

Malede sig gennem sorgen

Hverken pensler eller farveblyanter havde nogen særlig plads hos Cathrine Raben Davidsen som barn. Hun var til gengæld glad for at gå i skole.

Så glad, at hun på eget initiativ flyttede fra sin folkeskole til den tyske privatskole Sankt Petri, hvor halvdelen af fagene var på tysk, og hun lærte at skrive med ægte fyldepen med blæk.

– Jeg var meget videbegærlig. Jeg elskede at gøre mig umage. Det har altid ligget naturligt til mig.

Når hun ser tilbage på sin barndom, er hun grundlæggende glad for de værdier, hun har fået med, og føler ikke, at hun har lidt afsavn.

– Den frie opvækst, jeg havde, hvor der ikke var noget rigtigt og forkert, har virkelig hjulpet mig meget til at tage nogle valg, som har bragt mig videre i mit liv. Jeg har fået en positiv tilgang til livet.

Den ellers lykkelige barndom fik en brat afslutning, da Cathrine Raben Davidsens far døde af en aids-relateret lungesygdom, da hun var 13 år.

En historie, hun synes, hun har fortalt mange gange før, men som hun godt ved er vigtig, fordi farens pludselige død i høj grad var medvirkende til, at hun blev kunstner.

Dengang var der ikke noget, der hed sorggrupper for børn, Cathrine nægtede at gå til psykolog, og dagen efter begravelsen var hun tilbage i skole.

I flere år pakkede hun sorgen langt væk, men i gymnasiet begyndte hun at male. Først her bearbejdede hun sorgen i form af bl.a. familieportrætter, som hun i dag kalder “ret voldsomme”.

Hendes far havde holdt meget af Italien, hvor familien også havde rejst til en del gange. Derfor var for oplagt for hende at tage til Firenze og studere kunsthistorie.

Det var her, hun mødte to kvinder, som har været med til at forme hendes karriere.

Nemlig det sydafrikanske par Rose Shakinovsky og Claire Gavronsky, kendt som Rosenclaire, som i dag stadig er hendes mentorer.

– De har kendt mig i over 30 år, og det er virkelig en gave at have nogle sådan nogle mennesker i mit liv, siger Cathrine Raben Davidsen.

Opgør med en myte

Cathrine Raben Davidsen er de senere år blevet mere og mere bevidst om, at hun som kunstner ikke kun skiller sig ud med sit imponerende cv, men også med det faktum, at hun er kvinde.

Dem er der nemlig stadig ikke mange af.

En undersøgelse fra Organisationen af Danske Museer viste i 2019, at kvindelige kunstnere kun udgjorde 22% af de værker, som museerne havde købt melllem 2007 og 2019.

Samme år viste en amerikansk undersøgelse foretaget af organisationen In Other Words og Artnet News, at kun to procent af den kunst, der sælges på auktion globalt, er skabt af kvindelige kunstnere.

Udviklingen går ifølge Cathrine Raben Davidsen for langsomt, og hun tror, at kvoter er en god vej frem nu.

– Der er jo den her kunstnermyte, som handler meget om kunstneren som en mand. Det er bare stadig sådan, det er.

– Det er ofte kvinder, der er museumsdirektører og kuratorer, måske fordi de traditionelt er gode til at organisere, men de er stadig meget underrepræsenterede på museer og ikke mindst på gallerierne.

Den mandlige dominans i kunsten har hun senest bemærket i forberedelsen til hendes kommende udstilling på Rudolph Tegners Museum & Statuepark.

Udstillingen hedder “Orakel” og tager udgangspunkt i nogle af Tegners egne værker. Men i arbejdet med udstillingen kom Cathrine Raben Davidsen frem til en overraskende erkendelse:

– Jo mere jeg arbejder med hans værker og ser på dem, jo mere føler jeg mig fremmedgjort.

– Derfor glæder jeg mig helt vildt til at skulle lave værker, der kan gøre op med hans kvindesyn, konstaterer hun.

Ud fra et kunstnerisk synspunkt synes hun, at Tegners værker fantastiske, for han arbejdede, som hun selv gør, med fortidens myter og fortællinger.

– Men han var en meget bombastisk og meget maskulin kunstner, og jeg har svært ved at spejle mig i hans kvindesyn. Han har manden, ham selv, i centrum for sine værker – i nogle figurer bærer manden hele verden på sine skuldre.

– Omvendt fremstilles kvinderne som indadvendte, selv om han forguder dem. De har ikke rigtigt en stemme, siger Cathrine Raben Davidsen.

“Kunstnermyten” handler imidlertid ikke kun om, at de fleste har en opfattelse af kunstnere som værende en mand, mener hun.

Den handler også om, hvordan en “rigtig kunstner” arbejder og inspireres, siger hun:

– Der er en tanke om, at en kunstner skal være kreativ konstant, og at inspirationen kommer helt af sig selv. Sådan har jeg aldrig været.

– Det kreative kommer ikke let til mig, og jeg har aldrig bare kunne sætte mig ned og vente på, at inspirationen kom. Det er drønhårdt arbejde for mig og kræver virkelig meget af mig.

Kunstnermyter blev hun også præsenteret for, da hun i 2020 medvirkede i DR-programmet “Kunstnerkolonien”.

Her fremgik det allerede fra de første klip, at Cathrine Raben Davidsen som den eneste takkede nej til vin, og hun tog ikke med på bar om aftenen, men gik hjem tidligt.

– Der er ikke, fordi jeg aldrig drikker, men jeg kan ikke arbejde med tømmermænd. Jeg kan være meget udadvendt og festlig, men ikke når jeg arbejder. Og det program var arbejde for mig, siger hun.

Daglige nedture

Gennem hele sit liv har passionen og arbejdsomheden drevet hende frem, og det er også det, der er hendes bedste råd til dem, der er yngre end hende og forsøger at finde deres egen vej.

– Det vigtigste, jeg har lært, er, at man ikke kun skal hige mod et mål, men se, hvad der sker på vejen og være åben over for det.

– Find din passion. Det kan vitterligt være hvad som helst. Måske elsker du at lave “latte art”. Det betyder ikke noget, hvad det er, så længe du gør dig umage, siger hun.

Er der ét råd, Cathrine Raben Davidsen godt gad at give til sit yngre jeg, er det at tøjle usikkerheden.

– Jeg har været slem til at sammenligne mig med andre, og det gør jeg stadigvæk indimellem. Det kan være en drivkraft, men det er ikke altid sundt.

– Jeg har fundet en større ro i mig selv, men jeg kan stadig blive jaloux og tænke: “Ej, han er også nået dertil, og hun har gjort dét og dét.” Det kan virkelig slukke mig, men det kan også tænde mig. Det er lidt en dobbelthed, fortæller hun.

Det, der udefra ser ud som én lang kunstnerisk succes, har ikke været uden nedture.

– Dem har jeg dagligt i arbejdet med mine værker. Jeg prøver at være lidt “skidt pyt”-agtig, men det lykkes ikke altid.

Det skete senest, da hun for nylig var nødt til at droppe et af sine værker til den kommende “Hybrid”-udstilling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Efter tre måneder, og med en deadline om hjørnet måtte hun erkende, at værket ikke kunne nå at blive godt nok til at komme med i udstillingen.

– Det var et irriterende nederlag, men tidsgrænser er også gode at have, for ellers kunne jeg bare blive ved.

Der er en sidste ting, Cathrine Raben Davidsen gerne vil fremhæve:

– Du skal huske at være ydmyg. Det er godt at være passioneret, men uden ydmyghed bliver du egocentrisk.