Da hun flygtede ned ad vejen, tænkte hun på sin fire uger gamle søn, som stadig var i huset

Dette er 2. afsnit af artikelserien “De magtfulde få”. Her fortæller fem kvinder, hvordan mødet med én mand ændrede deres liv. Kvinderne retter en kritik af systemet for ikke at gribe ind.

I 2001 mødte Thomas Malene. Hendes historie kan du læse her:

Efter Malene kom Kristiane.

– Det, som er så utroligt ved det her er, at vi alle sammen har følt, at vi var noget specielt, fortæller Kristiane Østerberg.

– Det er jo det, han kan. Han er ekstremt god til at overbevise om, at man er the one and only.

Kristiane sidder i sin stue i det hus, hvor hun bor på hemmelig adresse. Langt fra hvor hendes familie og gamle omgangskreds bor. Rundt omkring i huset er der fyldt med alarmer og overvågning.

– Men han piller jo en i stykker, stille og roligt. Uden at man opdager det. Og selv om ens fornuft er fyldt med røde flag … Så får han simpelthen manipuleret en så voldsomt.

Kristiane mødte ham i 2008, mens hun gik igennem en hård skilsmisse. En aften var hun taget i byen, og hun genkendte ham, fordi han var far til et barn i den børnehave, hun arbejdede i.

Hun faldt pladask for ham.

Den første tid var helt fortryllende. Han gav hende smykker og blomster, tog hende med ud at spise og overøste hende med søde sms’er, når de ikke var sammen.

Kristiane havde aldrig følt sig så prinsesseagtig.

Hun tænkte ikke over, at det var meget, at han sendte op til 100 sms’er om dagen. Han virkede jo bare helt vild med hende.

Thomas var lyttende og hjælpsom i forbindelse med hendes skilsmisse, og da hun skulle sælge sit hus, tilbød han hende at flytte ind hos sig.

Det hele gik meget hurtigt, men Kristiane følte sig nyforelsket og lod sig rive med.

Et par måneder inde i forholdet fandt hun ud af, at hun var gravid.

Den dag står tydeligt i hendes erindring, for det var også den aften, hun blev slået for første gang. Hun kan ikke huske, hvad det var, Thomas blev sur over, men hun kan huske, at hun skammede sig bagefter. Hun var jo ikke sådan en, man slog på. Derfor sagde hun det ikke til nogen.

I tiden efter levede Kristiane i konstant frygt for at gøre noget, der gjorde ham vred.

– Hver gang, han havde slået mig, fik han det vendt til, at det var min egen skyld. ”Tænk, at du får mig til at gøre sådan,” sagde han. Og bagefter blev han ked af det og sagde undskyld, og så endte jeg med at have ondt af ham.

Kristiane mistede mere og mere af sin selvtillid, og med den røg også kontakten til hendes omgangskreds.

Hun brugte det meste af sin tid alene i deres fælles hjem. Hvis hun tog ud for at handle, anklagede han hende for at have været sammen med en anden, og når han kom hjem fra arbejde, tjekkede han kilometertælleren på bilen for at se, om hun havde været ude og køre.

– Der gik ikke særlig lang tid, før det var af frygt, jeg blev hos ham. Ikke af kærlighed. Jeg frygtede, at han slog mig ihjel.

Grensaksen

Der er særligt en episode, Kristiane husker. Kort efter, hun havde født deres søn, stod hun i haven og plukkede syrener, da Thomas kom hjem.

De blev uvenner over noget, som Kristiane ikke kan huske. Det var altid et eller andet meget småt eller ubetydeligt.

Men hun husker tydeligt, at hun klippede syrener af med en grensaks.

Episoden er baseret på Kristianes egen forklaring samt en afhøringsrapport hos Fyns Politi.

Få minutter senere jagtede han hende gennem stuen. Da hun væltede om på gulvet, sparkede han hende først i maven, og satte sig så over hende.

Med den ene hånd holdt han hende fast, og med den anden greb han efter grensaksen. Så bad han hende sprede fingrene, og Kristianes lillefinger kom mellem kæberne på grensaksen. Med al sin kraft lykkedes det hende at vriste sig fri.

Da hun rev hoveddøren op og løb ned ad vejen, var det eneste, hun kunne tænke på, at hendes fire uger gamle søn stadig var i huset.

”Hvis jeg løber tilbage efter ham, risikerer han at miste sin mor” tænkte hun, da hun febrilsk bankede på døren på et hus længere nede af vejen.

Hos det gamle ægtepar, der lukkede op, ringede hun til sin far, der kom og hentede hende.

Men da Kristiane og hendes far gik tilbage til huset for at få sin søn med, var Thomas kørt afsted og havde taget sønnen med sig.

– Jeg tror, jeg gik i panik. Jeg ammede jo stadig, så jeg kunne kun tænke på, hvordan min søn kunne få mad.

Kl. 15.00 kontaktede Kristiane politiet. De ringede til Thomas og opfordrede ham til at tage hjem og samarbejde med Kristiane, men så husker Kristiane, at der gik lang tid, hvor hun hverken hørte fra politiet eller Thomas.

Derfor skrev hun flere gange til Thomas, at hun ville opfylde alle hans krav, hvis han ville aflevere deres søn.

Omkring midnat kom han hjem til Kristianes forældre, og hun følte sig nødsaget til at tage hjem og være sammen med ham, indtil han tog på arbejde den næste dag.

Fordi hun frygtede for sit eget og sin søns velbefindende.

Det øjeblik, han var kørt, kom hendes to veninder, som hjalp hende med at pakke og køre hende og hendes søn på krisecenter.

Der gik mange år, før Kristiane kunne have syrener i sin stue igen. Men der er andre ting, der ikke er kommet tilbage. Det ubekymrede, lette sind, hun plejede at have. En generel tillid til mænd. Og den tryghed, hun plejede at tage for givet. Hun fortæller, at hun i dag lever med PTSD.

– Jeg er bare altid på vagt. Det tror jeg aldrig, jeg slipper. Og jeg leder stadigvæk efter den jeg var engang, siger hun.

Hendes følelse af at være på vagt stammer især fra den tid, efter hun kom tilbage fra krisecenter og flyttede ind i en lille lejlighed tæt på Nyborg. Det fandt Thomas ud af, og begyndte at stalke og overvåge hende intenst.

Hun blev oversvømmet med mails, sms’er, opkald fra hemmelige numre, håndskrevne breve, blomsterbuketter, bamser, gaver og meget mere.

Og på en eller anden måde viste han altid, hvor hun var.

Derudover havde han stadig samvær med deres søn, for Kristiane kæmpede til det sidste for, at hendes søn ikke skulle vokse op helt uden kontakt til sin far.

Den 27. juli 2010 skrev hun et brev til Statsforvaltningen:

Jeg skal have lavet nye aftaler hurtigst muligt om, hvordan min søn skal have samvær med sin far. Han har været voldelig overfor mig og truet mig på livet. Jeg tør ikke se ham mere, da jeg ikke ved, hvad han kan finde på at gøre. Der kører to sager på ham for vold, hvor han gentagne gange har banket mig. Dette har også foregået foran min søn. Jeg vil ikke udsættes for mere nu, og heller ikke at min søn skal være til stede, når xxx bliver voldelig. xxx har også brudt vores aftale om at aflevere vores søn efter de tre timers samvær, hvor jeg var nødt til at kontakte politiet. Han opsøger mig både dag og nat og udspionerer mig. Jeg tør næsten ikke være alene i min lejlighed. Han har sparket på min dør og råbt ude foran lejligheden. Jeg føler mig magtesløs, og I bliver nødt til at hjælpe mig hurtigst muligt, så der kan komme nye regler for, hvordan det skal fungere bedst muligt fremover.

Kristiane bliver indkaldt til et møde, hvor det bliver aftalt, at hun skal forsøge at samarbejde med Thomas om samværet.

To måneder efter d. 21. September 2010 skriver Kristiane igen til Statsforvaltningen:

Jeg synes ikke, at xxx skal have samvær med vores søn. Jeg har nu prøvet at samarbejde med ham, men jeg har næsten opgivet det. Jeg håber, jeg snart hører fra jer, da jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre, og jeg magter ikke flere konflikter med xxx. Det tager alt min energi, og jeg føler også, det går ud over min søn.

– Der kæmpede jeg bare helt vildt. Der var ikke noget at gøre, fortæller Kristiane.

D. 6. oktober 2010 var Thomas på besøg hos hende for at have samvær med sønnen, der på det tidspunkt var seks måneder. Kristiane var ude i køkkenet, mens Thomas var i stuen for at skifte ble på deres søn.

Pludselig lagde hun mærke til, at der blev mærkeligt stille derindefra.

– Jeg havde bare en følelse af, at der var et eller andet galt, fortæller Kristiane.

Da hun gik derind, så hun, at hendes søn lå på puslebordet med en stofble proppet ind i munden og en mærkelig farve i ansigtet. Bøjet over ham stod Thomas. Senere fandt lægen blå mærker og rifter på sønnens arme.

To dage senere ansøgte Kristiane igen om, at samværet suspenderedes, og oplyste, at Thomas var blevet sigtet for at have været voldelig mod deres søn.

D. 11. oktober, tre uger efter hendes seneste brev, og fem måneder efter at Kristiane meldte Thomas for vold første gang, ånder hun lettet op, da hun modtager et brev om, at samværet er suspenderet.

I den periode fra hun kom hjem fra krisecenter, og til samværet blev suspenderet, oplevede Kristiane ifølge hende selv tre seksuelle overgreb fra Thomas i forbindelse med samværet og forsøget på at samarbejde med Thomas.

Kristiane fik et tilhold mod ham, men i Danmark skal et tilhold fornyes efter fem år, og det kan kun ske, hvis der er sket nye hændelser, der kan bevises.

Så selv om hun søgte om at få forlænget sit tilhold, blev hun nødt til at kunne bevise, at der havde været ny chikane fra Thomas.

Det havde hun ikke lyst til at vente på, og derfor flyttede hun til den anden ende af landet kort inden hendes tilhold ophørte.

Det var først der, at det værste af stalkingen stoppede.

Men det var først, da han mødte Christina, at Kristiane begyndte at få fred.

– Det hjalp. Så havde han jo hende at slå på i stedet.

Thomas blev i 2010 idømt tre måneders fængsel for flere episoder med vold mod Kristiane, hvoraf 30 dage blev ubetinget.

For at have puttet stofbleen i munden og været voldelig mod sin søn, blev Thomas i 2012 idømt otte måneders fængsel.

Læs de næste afsnit af artikelserien her: