Hjemmelavet agurkesuppe med rugbrødschips og fjordrejer
Mad

Agurkesuppe med fjordrejer og rugbrødschips

18. august 2023
Af: Camilla Zarah Lawes
Foto: Columbus Leth
Let og frisk suppe med masser af smag, severes med hjemmelavet rugbrødschips og fjordrejer.
30 min4 personer

Ingredienser

  • 1 skalotteløg
  • 2 spsk. olie til stegning
  • 1 dl hvidvin
  • 1 agurk
  • 1 dl friskbælgede ærter
  • ½ l hønsebouillon
  • salt og friskkværnet peber
  • 3 spsk. cremefraiche 18 %

Rugbrødschips

  • 1 stykke rugbrød på 4 cm
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt

Tilbehør

  • 25-50 g pillede fjordrejer pr. person
  • saft af ½ citron
  • lidt friskhakket dild
  • frisk kværnet peber
  • 1 citron

Agurkesuppe med fjordrejer og rugbrødschips

Suppen

  1. Pil løget, og skær det i fine tern. Steg løgternene i olie i en gryde. Tilsæt hvidvin, og kog ind, til der er ca. ¹⁄₃ væske tilbage i gryden.
  2. Skræl agurken, og skær den i tern. Kom agurk og ærter i gryden sammen med bouillon. Lad suppen småkoge i 10 minutter ved lav varme uden låg. Krydr godt med salt og peber.
  3. Tag suppen af varmen. Blend den med en stavblender, og si den.
  4. Rør cremefraiche i suppen, og stil den i køleskabet i 1 time.

Rugbrødschips

  1. Skær rugbrødet i meget tynde skiver, og fordel dem på en bageplade med bagepapir.
  2. Dryp med olie, og drys med salt. Steg rugbrødsskiverne sprøde i en 180° varm ovn i 8-10 minutter. Afkøl på en rist.

Tilbehør

  1. Vend rejerne i lidt citronsaft, og krydr med salt og peber.
  2. Top agurkesuppen med fjordrejer og dild, og servér med rugbrødschips og citronbåde.

Suppe, suppe og atter suppe

Supper smager dejligt og rummer gode sager til krop og hoved. Vi anbefaler at inkludere supper i madplanen, fordi de ofte er nemme at lave, kan laves i store portioner og fryses ned til senere. Suppe er en god måde at få forskellige grøntsager og proteiner på.

Bud på andre smagfulde supper, og hvorfor de er gode for dig:

Tomatsuppe er fyldig og har en skøn, sødlig smag fra modne tomater. Den kan laves cremet med fløde eller holdes vegansk. Den er også rig på vitaminer og antioxidanter fra tomaterne.

Linsesuppe er fyldig og nærende. Linser er en god kilde til protein, især for dem, der ikke spiser kød. De indeholder også masser af fiber, som er godt for fordøjelsen.

Fiskesuppe, især dem lavet med fed fisk som laks eller makrel, er rige på omega-3 fedtsyrer, som er gode for hjertet. Suppen kan også indeholde skaldyr, hvilket giver en dejlig havsmag.

Læs også