De føler, de bærer på en stor hemmelighed om dem selv. Hvis de deler den, kan det få fatale konsekvenser

Selvmordsforsøg er over syv gange så udbredt blandt transkønnede personer som blandt resten af befolkningen.

Det viser et omfattende, nyt dansk studie, der har kortlagt hyppigheden af selvmordshandlinger blandt transkønnede i Danmark siden 1980.

Studiet viser også, at 3,5 gange så mange transkønnede dør ved selvmord sammenlignet med resten af befolkningen.

For seniorforsker på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, Annette Erlangsen, der er ledende forsker bag studiet, kommer resultaterne ikke som en overraskelse.

– Det er almenkendt, at personer, der tilhører seksuelle minoriteter eller kønsidentitetsgrupper, har en øget risiko for selvmord. Det bekræfter flere studier.

Det danske studie er dog det første af sin slags, hvor kortlægningen omfatter et helt land i en periode på over 40 år.

– I Danmark har vi registerdata, der dækker hele befolkningen, hvilket vil sige, at det bliver registreret hver gang, en person har kontakt til sundhedsvæsenet, og det har vi så kunne bruge til at identificere, hvornår transkønnede personer har været i kontakt med sundhedssystemet.

I alt har forskerne bag studiet analyseret på sundhedsdata fra over 6,6 millioner danskere, hvoraf 3.759 var transkønnede.

Minoritetsstress

Øget selvmordsrisiko og mental mistrivsel er, som Annette Erlangsen påpeger, et kendt fænomen blandt mange minoritetsgrupper.

Det bekræftes både i en rapport om LGBT-sundhed fra Statens Institut for Folkesundhed og i det storstilede danske studie Projekt Sexus, hvor det blandt andet ses, at forekomsten af psykisk mistrivsel såsom ensomhed, angst, selvskade og selvmordstanker er markant højere blandt kønsnonkonforme.

Her fremgår det også, at hele 78 procent af transmænd og 66 procent af transkvinder har haft selvmordstanker, og at knap en fjerdedel har forsøgt selvmord.

Det skyldes blandt andet det begreb, der kaldes minoritetsstress, mener Annette Erlangsen.

– Minoritetsstress peger på, at man som minoritetsgruppe føler sig anderledes end resten af samfundet, hvilket kan opleves som en stor stressfaktor. Når man så tilmed tilhører en gruppe som transkønnede, der er omgærdet af stigmatisering og diskrimination, øges den stressbelastning.

Minoritetsstress er også kodeordet, når Christian Graugaard, læge, sexologiprofessor ved Aalborg Universitet og medstifter af befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, skal forklare den udbredte mistrivsel blandt transkønnede.

Christian Graugaard forklarer, at vi i samfundet har en række vedtagne normer og koder, som vi forstår, bedømmer og gør køn og seksualitet ud fra. Hvis man ikke lever op til disse normer, øges sandsynligheden for, at man kommer på kollissionskurs med samfundet.

– De forestillinger og normer er ofte usynlige, men udgør ikke desto mindre noget meget fundamentalt i vores kultur. Så jo mere du støder imod dem, jo mere modstand vil du møde.

Og ofte vil modstanden komme i en meget subtil form, påpeger Christian Graugaard.

– Det sociale narrativ om køn er meget, meget stærkt, og derfor får transkønnede og nonbinære mange kulturelle bank, fordi de hele tiden skal forhandle deres position med det omgivne samfund.

Typisk starter ‘forhandlingen’ allerede fra en tidlig alder, hvilket betyder, at transkønnede ofte lever med en stor belastningsgrad, allerede fra de er helt små, forklarer Christian Graugaard.

– Hvis du allerede som barn udviser kønsatypisk adfærd, er sandsynligheden for, at dine omgivelser vil reagere negativt stor, og derfor er sandsynligheden for, at du får tæsk eller bliver omsorgssvigtet også stor. Og den negative spiral fortsætter op gennem dit voksne liv.

– Vi kan se i Projekt SEXUS, at rigtig mange transpersoner har været udsat for mobning, chikane og vold. Omkring halvdelen har oplevet at blive råbt ad på gaden, en tredjedel har oplevet fysiske forulempelser, og alt det sætter sig. Det ville det gøre uanset kønsidentitet.

Den udlægning bekræfter Sølve Storm Falkenberg, der arbejder som normkritisk psykolog og har mange transkønnede klienter.

Samfundets manglende accept er det, Sølve Storm Falkenberg først peger på, når de skal forklare, hvorfor mange transkønnede mistrives. Hertil kommer frygten for social eksklusion.

– Transkroppen bliver ofte afbilledet som noget aparte eller ulækkert, og det er selvfølgelig med til at forme de her menneskers liv, hvilket ofte begynder allerede i skolegården.

– Mange transpersoner fortæller, at de allerede fra en meget tidlig alder bliver klar over, at de er i risiko for at blive socialt udstødte, hvis de vælger at udleve den del af dem selv, og at de også frygter, at deres egne familier vil slå hånden af dem, hvilket desværre også er tilfældet for en betydelig andel af transpersoner.

Det er i den frygt og usikkerhed, at minoritetsstress for alvor kommer til udtryk, mener Sølve Storm Falkenberg.

– Det er meget belastende at leve i en tilstand, hvor du føler, at du bærer rundt på en stor og alvorlig hemmelighed om dig selv, som potentielt kan have fatale konsekvenser, hvis du deler den. Det betyder meget for, hvilke fremtidsmuligheder du kan forestille dig.

I krig med systemet

Den høje belastning betyder, at man som transkønnet har større sandsynlighed for at udvikle psykiske sygdomme, fortæller Annette Erlangsen, men alligevel tør mange transkønnede ikke at opsøge psykiatrisk hjælp, fordi de er bange for, hvad det kan betyde for deres mulighed for at få kønsbekræftende behandling.

– Når man gerne vil skifte køn, skal man igennem et evalueringsforløb, og der frygter mange, hvad det kan få af betydning, hvis der står i deres patientjournal, at de har været i kontakt med psykiatrien.

Sølve Storm Falkenberg bekræfter, at de har mange klienter, der ikke tør opsøge psykiatrien af netop den grund.

– Rigtig mange undlader at søge hjælp, fordi de af erfaring ved, at det kan risikere at påvirke deres mulighed for kønsbekræftende behandling, og den er vigtigere for dem end deres mentale helbred, eller hænger ofte sammen med deres mentale helbred.

Christian Graugaard påpeger også, at mange transkønnede generelt undgår at opsøge sundhedsvæsenet eller psykiatrien, fordi de er bange for, hvordan de bliver mødt og ofte føler, at de ender i en form for krigsrelation til systemet.

Men alligevel er der en kæmpe overrepræsentation af transkønnede i psykiatrien, hvilket blot understreger problemets omfang, fortæller han.

– 25 procent af transkvinder og 40 procent af transmænd har været i behandling for et psykisk problem inden for de seneste fem år. Det er virkelig mange.

Og hvad det skyldes, findes der ikke en simpel forklaring på.

– Altså, når vi taler om forbindelsen mellem transkønnethed og den ‘bløde’ mistrivsel som angst, depression, selvskade og selvmordstanker, så er den jo indlysende, siger Christian Graugaard og henviser til den minoritetsstress og høje belastningsgrad, mange transkønnede oplever.

– Når du udsættes for fjendtlighed og marginalisering igennem dit liv, så udvikler du mental mistrivsel – det ville alle gøre. Men hvad angår transpersoners øgede risiko for ‘hårde’ psykiatriske sygdomme som autisme og skizofreni, er det langt mere indviklet, og jeg har ikke nogen entydig forklaring på det.

To mulige forklaringer kommer Christian Graugaard dog alligevel med.

– En mulighed er, at der er en biologisk faktor på spil. Altså, at det at være transkønnet er en medfødt tilstand, der kan hænge sammen med en anden medfødt tilstand, som for eksempel en autismespektrumforstyrrelse. En anden mulighed er, at nogle af de voldsomme eksklusionsoplevelser, som mange transkønnede har tidligt i livet, kan medføre en sårbarhed, som kan udløse psykiske sygdomme.

Nærmere kan Christian Graugaard ikke komme det. Men det er tankevækkende, siger han, at for eksempel autismelidelser, som opstår tidligt i livet og derfor formentlig ikke kan siges at være et resultat af ens opvækst, øger sandsynligheden for at være transkønnet.

Et helt almindeligt liv

Der mangler fortsat meget viden, når det kommer til, hvorfor transkønnede personer oplever så stor psykisk mistrivsel, men heldigvis er det et område, der har fået større bevågenhed de senere år.

Det er også et fokus, Christian Graugaard skal kigge videre på i et kommende forskningsprojekt, hvor han sammen med kollegaen Morten Frisch fra Statens Serum Institut skal kortlægge den psykiske trivsel blandt LGBT-personer i Danmark.

Men indtil vi får bedre viden og mere data, er der stadig meget, vi som samfund kan gøre for at sikre, at transkønnede får en bedre trivsel, mener Christian Graugaard.

– Vi står over for et stort pædagogisk arbejde i vores samfund, hvor vi jo passende kunne tage udgangspunkt i skolernes obligatoriske seksualundervisning, som skal være meget bedre til at adressere alternative kønsidentiteter og give de unge en bedre fornemmelse for, at man kan udleve sit køn og sin seksualitet på mange forskellige måder.

– Og så har vi et kæmpe stykke arbejde foran os i sundhedsvæsenet, hvor vi skal opdrage hinanden til at udvikle en mere inkluderende og LGBT-venlig praksis, hvor også minoritetspersoner føler sig velkomne.

Både Annette Erlangsen og Sølve Storm Falkenberg mener også, at der er meget, vi som samfund kan gøre for at forebygge transkønnedes mistrivsel.

– Som samfund skal vi generelt blive bedre til at leve med diversitet og lære at acceptere diversitet ved at være mere inkluderende. Vi skal have normaliseret det at være transkønnet, siger Anette Erlangsen.

Sølve Storm Falkenberg er enig.

– Jeg ville ønske, at vi kunne lære at se på transpersoner som helt normale mennesker, der bare ønsker at leve et helt almindeligt liv.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: