Hele sit liv har Jeanette levet i et fængsel. Endelig er hun fri

"Hej Siri

Ved ikke, om det bliver for virkeligt!?

Overvejer seriøst hvad der er værd at leve videre for.”

Det er onsdag aften, og jeg sidder på en proppet fortovscafé, da Jeanettes mail tikker ind.

Det er som om, hele verden forstummer, mens jeg læser.

Er det alvor? Hvem er Jeanette?

I et opslag på Facebook har jeg et par dage forinden søgt efter transkønnede personer, som har lyst til at fortælle om deres liv, deres tanker og deres vej gennem tilværelsen.

Det har jeg gjort, fordi et omfattende, nyt, dansk studie viser, at selvmordsforsøg blandt transkønnede er over syv gange så udbredt som blandt resten af befolkningen, og risikoen for at dø til selvmord 3,5 gange så høj.

Jeanette Anne-Lisa Hansen indgår heldigvis ikke i sidstnævnte statistik.

Men hun har overvejet at tage sit eget liv. Flere gange.

Overvejet, hvad der er værd at leve for, når det skal være så svært at få lov til at leve som sig selv.

Øget selvmordsrisiko og mental mistrivsel er et kendt fænomen blandt minoritetsgrupper, da de ofte er udsat for stigmatisering og diskrimination, fortæller Annette Erlangsen, der er seniorforsker på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse og ledende forsker bag det nye, danske studie.

– Det skyldes blandt andet det, vi kalder minoritetsstresshypotesen, der beskriver den stress og belastning, man oplever, når man føler sig anderledes end resten af samfundet, forklarer hun.

"Jeg er kvinde – længere burde den vel ikke være?"

Jeg møder Jeanette første gang en oktoberkold mandag eftermiddag. Hun er nydeligt klædt og bestiller en kop varm kakao.

Lige da vi har sat os, trækker hun et eksemplar af Eurowoman op af tasken. Det har kronprinsesse Mary på forsiden med en tekst henover: “Min mor sagde altid: Du kan kun være dig selv.”

Jeanette banker let på teksten med pegefingeren.

– Kronprinsessens mor sagde altid, at man kun kan være sig selv. Men min mor sagde altid, at jeg ikke kunne være mig selv. Og det er egentlig der, hele kernen ligger. Jeg kan ikke få lov til at være mig selv, fordi samfundet ikke kan rumme det. Men hvad betyder det for andre, om jeg er mig?

Jeanette kigger nøje på kronprinsessen. Læser teksten højt igen.

– Hvorfor skal andre bestemme, hvem man er? Vi er jo bare mennesker alle sammen, og vi vil bare gerne være dem, vi er.

Hvorfor tror du, at det betyder noget for andre mennesker?

– Jamen, det er jo lidt et puslespil – hvorfor betyder det noget for andre, hvis folk er rødhårede? Det er jo ikke biologien, som definerer os, så hvorfor har folk behov for at sætte andre i kasser? Sætte mig i en kasse? Jeg er kvinde, og længere burde den vel ikke være?

Gør det ondt, når den falder af?

57-årige Jeanette Anne-Lisa Hansen har altid vidst, at noget ikke helt var, som det skulle være. At hun var født med en fejl, som hun kalder det.

– Nogle mener ikke, at man kan sige, at man er født i den forkerte krop, men i mit tilfælde har min krop ikke været tilstrækkelig. Jeg føler, at jeg er født med en genetisk defekt, som har givet mig de forkerte hormoner og dermed den forkerte krop.

Som lille stod hun en dag i badet med sin mor og pegede ned mellem benene.

– Gør det ondt, når den falder af? spurgte hun moren, der svarede, at den ikke kom til at falde af, fordi Jeanette var en dreng ligesom sin storebror.

Det kunne Jeanette ikke rumme. Hun blev rasende og løb grædende sin vej.

Men selv om moren ikke lod Jeanette udleve sit indre, anerkendte hun faktisk – på sin egen måde – at Jeanette var en pige, og hun lod hende få neglelak og kjoler på, når faren ikke var hjemme.

Det blev deres fælles hemmelighed.

For moren mente ikke, at verden ville kunne forstå Jeanette. Hun mente, at det var for farligt for Jeanette at vise, hvem hun var. Men at spille dreng duede heller ikke. Jeanette snublede i rollen. Hun følte sig “mast ind” i drengetøj og greb enhver anledning til at udtrykke sig feminint.

I skolen ville hun helst være sammen med de andre piger, men også her havde hun en fornemmelse af at stå udenfor.

– Hvis jeg havde fået lov til at vokse op og leve som pige og kvinde, er det ikke sikkert, at jeg havde haft behovet, siger Jeanette tænksomt.

– Men når jeg ikke har fået lov til at være mig selv, ja, så har jeg ofte tænkt, at det ville være nemmere at lave en restart. Tage mit eget liv og håbe på et nyt.

Vil du smadre dit liv?!

Da Jeanette kommer i puberteten begynder hendes bryster at vokse. Der kommer også mælk ud. Tynde stråler af råhvidt sekret løber ned over Jeanettes brystkasse.

Jeanette er henrykt. Hun er sikker på, at det er Gud, der endelig har hørt hendes bøn.

Lægen konstaterer, at det er heksemælk, der kommer ud af Jeanettes bryster. Et sekret, der dannes i brystkirtlerne hos både drenge og piger lige efter fødslen og som kan give hævelser i brystkirtlerne hos spædbørn og teenagere.

Jeanette har det ikke godt. Hun bliver misundelig, når de andre piger får menstruation og truer sin mor med at skære “den” af.

En dag beslutter hun sig for, at hun vil være forsker. Hun vil være den, der sætter et ekstra ben på det mandlige kønskromosom. Hun vil gøre Y til X.

Som 18-årig opsøger Jeanette sin læge. Hun er myndig nu. Moren kan ikke længere bestemme over hende.

– Vil du smadre dit liv?! råber lægen, ifølge Jeanette, da hun fortæller, hvordan hun har det: At hun er kvinde og altid har været det. Så hun flygter fra lægen, flygter fra hans dom.

Senere søger hun ind på sygeplejerskeuddannelsen, men endnu engang får hendes mor sat en stopper for projektet.

– Du ved jo godt, at du får lyst til at være som dem, hvis du kommer til at gå sammen med en masse kvinder, siger hendes mor, og så kommer du aldrig til at få en familie.

Så Jeanette giver op.

Hun kan ikke leve i sin forkerte krop, men hun kan heller ikke leve med modstanden. Hun beslutter sig for, at det er en kamp, hun ikke kan vinde, at verden ikke vil det sådan.

Hun må affinde sig med sin situation, så da hun bliver indkaldt til session, takker hun ja.

Det bliver til 16 år i militæret og to år i forsvaret som sikkerhedsofficer og seniorsergent for Danmarks største regiment.

– Jeg blev nødt til at kæmpe for at vise, at jeg var en mand, fortæller Jeanette.

Efter de første tre år som professionel soldat og sergent, har hun ellers taget en beslutning. Hun har ni ugers sommerferie og i dem vil hun være sig selv. Men så sker der noget, som vender op og ned på det hele.

Jeanette bliver forelsket.

Der er afslutning på kasernen i Holstebro, og de andre vil i byen. Egentlig gider Jeanette ikke. Hun orker ikke sådan noget “drengerøvsnoget”, men bliver alligevel overtalt til at tage med.

Sidst på natten får hun øje på en kvinde i baren. Der er noget over hende, tænker Jeanette.

Det er som om, en aura skinner rundt om hende, og da deres øjne mødes, er der ingen vej tilbage.

– Jeg kigger på min kammerat og siger: Nu vil jeg gå over og sige hej til min kone, fortæller Jeanette.

Og ganske rigtigt. To år senere bliver de gift, på præcis den samme dato som de mødte hinanden.

Den eneste i verden

Årene går. Jeanette spiller rollen som mand. Sammen med sin kone skaber hun en base, og i 1998 bliver de forældre for første gang.

Jeanette taler meget. Hun springer frem og tilbage i sin fortælling, men finder altid tilbage til udgangspunktet, den røde tråd. Hun har en skarp hukommelse, kan huske hvilken farve flæser, den bikini, hun lånte af sin bedsteveninde som barn, havde, og gengive eksakte sætninger fra 30 år tilbage. Men da snakken falder på hendes børn, forstummer hun.

– Mit højeste ønske har altid været at kunne bære mine børn, siger hun efterfulgt af en lang pause.

Hun finder et lommetørklæde frem og dupper øjnene.

– Men ønsket om at få børn var stærkere.

– Det har virkelig været hårdt ikke at kunne amme mine børn, ikke at kunne føde mine børn, men jeg har stadig været mor, siger hun, om de tre børn, hun har fået sammen med sin kone.

Og med et vender stemningen. Jeanette fortæller om ture med børnene i Legoland. Om at lave madpakker, pakke bleer og give god råd til andre mødre. Hendes moderinstinkt har altid været stærkt, siger hun, og fortæller, hvordan hun også tog sig af sin lillebror som barn.

Det er altid kommet naturligt til hende at udøve omsorg, at være en moderfigur, og derfor er det også prellet af, når børnene kaldte hende far – for hun vidste godt, inderst inde, at hun var mor.

– Det har varmet mit hjerte, når mine børn er kommet til at kalde mig mor.

Selv om Jeanette altid har vidst, at hun var kvinde, er det meget sent, hun får et sprog for sine følelser.

Det er en abstrakt fornemmelse, hun har, og da hun ikke har nogen at spejle sig i, tror hun, at hun er den eneste i verden.

På et tidspunkt hører hun ordet transvestit, som hun slår op på Google. Hun lukker dog hurtigt ned for søgningen igen.

En transvestit er en person, der i påklædning og udtryk ligner det andet køn, står der, men Jeanette er jo en kvinde.

Jeg lever i et fængsel

I 2017 flyttede Danmark, som det første land i verden, WHO’s diagnosekode for transkønnede fra kapitlet om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser til et neutralt afsnit, hvilket betyder, at det hverken opfattes som en sygdom, lidelse eller seksuel tilstand.

I den forbindelse blev det at være transkønnet diskuteret meget i medierne, hvilket Jeanette bed mærke i. Og da først hun havde fået et begreb, gik det stærkt.

– For første gang begyndte jeg at tro på, at jeg måske alligevel godt kunne få lov til at være mig selv i det her liv.

I samme periode arbejdede Jeanette som sælger, hvilket gjorde, at hun havde mange aftener alene rundt om i Danmark. En af dem var hun i København.

Hun havde indlogeret sig på et hotel og op af sin taske trak hun en brystprotese frem.

Hun havde brugt lang tid på at undersøge, hvilken der ville være den bedste. Med brystprotesen på, begav hun sig ud i de københavnske gader.

Hun følte sig ængstelig og kiggede ekstra opmærksomt på dem, hun passerede. Det hele føltes så umuligt, og midt på Langebro brød hun sammen.

– Det hele blev for virkeligt, og samtidig føltes det så forkert, for brysterne skulle jo være mine egne, ikke en protese, fortæller hun.

– Da overvejede jeg, om jeg bare skulle hoppe ud fra broen og få fred.

Jeanette får sværere og sværere ved at fortsætte sit liv som før. Hun opsøger mere viden om det at være transkønnet og begynder at eksperimentere mere med sit udtryk, når hun er alene.

Hun køber nyt undertøj, ser Youtubevideoer om makeup og begynder at spise store mængder af hørfrø og edamamebønner, fordi de indeholder planteøstrogen. Hun får også nys om en amerikansk forfatter, Scottie Jeannette Madden, der har skrevet en bog om sin egen transition, og efter at have læst den, kontakter Jeanette hende.

– Jeg er så fanget, skriver hun.

– Jeg føler, at jeg lever i et fængsel.

Men selv om Jeanette mistrives, kan hun ikke få sig selv til at dele sine tanker med sin kone. Hun vil vente til børnene er blevet voksne, for hun er bange for, hvilke konsekvenser det vil få, hvis hun fortæller, hvem hun i virkeligheden er.

Og sådan går det næsten. De to ældste børn er over 18 år, da Jeanette og hendes kone en weekend i starten af 2019 er på spaophold. Jeanette har glemt sin deodorant, så hun låner sin kones, der siger, at hun nu dufter dejligt af kvinde.

I det samme eksploderer alting indeni Jeanette. Hun kan ikke længere holde det inde, ikke længere gemme sig selv væk.

– Det tror jeg også, at jeg er, fremstammer hun.

Det er livsgivende

I dag er Jeanette blevet skilt, og hun har sjældent kontakt til sine børn.

Hendes liv er vendt på hovedet. Hun er flyttet til København, har skiftet karriere, omgangskreds, navn og udseende.

Det er gået hurtigt.

– Jeg er en af dem, hvor det er gået allerhurtigst fra første kontakt med lægen til fuld transition.

Alligevel føler Jeanette stadig, at hun har svært ved at leve frit.

Hun bliver ofte miskønnet og har gentagne gange oplevet diskrimination.

– Jeg tror ikke, at ret mange mennesker kan sætte sig ind i, hvordan det er at få vide, at man er noget, man ikke er. Det gør så ondt hele tiden at blive undsagt, at blive fornægtet den, man er.

– En ting er, at vi slås med det indre, men derudover skal vi også forholde os til andres holdning. Til folk, som forsøger at tage det fra os, og det er i de situationer, at jeg får den tanke, at jeg skulle have været en abort.

Jeanette tager fat i Eurowoman igen.

– Hele mit liv har jeg levet som en kvinde, der spiller rollen som en mand, men selv nu kan jeg ikke få lov til at være mig.

Hun fortæller om en episode under World Pride 2021. Hun har haft en fantastisk dag, er opløftet af stemningen og de mange mennesker. På vej hjem får hun den indskydelse at gå forbi Rådhuspladsen. Som vestjyde kan hun stadig godt blive overrasket over storbyen, og hun vil gerne se, hvordan det hele tager sig ud i det mennesketomme mørke.

Pladsen er dækket af et gulvtæppe af knuste glas og dåser. Jeanette trækker vejret dybt, tager det hele ind. Pludselig får hun et hårdt slag i ryggen og falder sammen på jorden, idet en gruppe unge mennesker passerer hende.

– Nu er festen kraftedeme slut, din fucking trans, råber ham, der har slået hende.

Jeanette krøller sig sammen, forsvinder ind i sig selv. Hun tænker, at de vil sparke hende ihjel, men gruppen går videre, mens de råber flere skældsord.

En mand kommer løbende og hjælper Jeanette op. Hun melder det ikke, for hvem vil tro hende. Folk tror, hun er en mand i dametøj, at hun har fortjent den behandling.

I dag håber hun, at hun ville melde en lignende episode. Hun forsøger at sige fra, at råbe op, når mennesker igen og igen misforstår, hvem hun er. På arbejdet har flere af de andre kvinder for eksempel givet udtryk for, at de føler sig utrygge, når Jeanette klæder om sammen med dem. Hun prøver at forklare dem, at hun er kvinde, ligesom dem.

– Hvis en kvinde får fjernet brysterne, siger man jo heller ikke: ‘Nu er du ikke kvinde, nu skal du ind i herrernes omklædning’.

Men selv om Jeanette kæmper med sig selv og sine omgivelser, er hun glad for, hvor hun står. Hun føler sig stærkere, og når hun bliver accepteret for den, hun er, oplever hun en dyb sindsro, der ikke kan sammenlignes med noget, hun har prøvet tidligere.

– Det er livsgivende at være omkring folk, der accepterer mig, siger hun, og i virkeligheden behøver andre ikke at forstå mig, men blot acceptere, at jeg ønsker at være, den jeg er. Jeg har altid været kvinde, men jeg er bare en uheldig kvinde, der er født med misdannelser, lidt ligesom hvis jeg havde været født med hareskår eller krum ryg.

Jeanette holder en kort pause.

– Jeg forstår godt, at det er svært at forstå, det gør jeg virkelig. Men jeg håber alligevel, at folk vil prøve.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: