Hun fik en besked fra lægen, der ændrede alt. Nu er hun på en mission

- Hvis man som kvinde fejler noget i underlivet, nærmest lige meget, hvad det er, så aner lægerne ikke, hvad de skal gøre. De aner ikke, hvordan det ser ud, og man bliver kastet rundt i systemet, lyder det fra den 28-årige forskerspire Isabella Jarsmer.

Men det er tid til, at vi tager kvinder og deres underliv alvorligt, og menstruationsblod kan være en del af løsningen, mener Isabella, som tror på, at det har potentiale til alt fra at diagnosticere æggestokkræft til at forstå infertilitet.

Hun er på en mission, og det har hun en helt særlig grund til at være.

Det hele begyndte tilbage i 2017, hvor Isabella som 22-årig fik en livsændrende besked fra lægen.

Gennem tiden har der været mange dødsfald og kræfttilfælde i hendes familie, og hun var derfor blevet undersøgt for, om hun havde en mutation i BRCA-genet.

BRCA er en samlebetegnelse for generne BRCA1 og BRCA2, som alle mennesker har, men nogle har en mutation i genet, og et af de mennesker viste sig at være Isabella.

Det betyder, at hun har en øget risiko for at få brystkræft og æggestokkræft.

- Mange af mine venner og familie blev rigtig kede af det. Selv fik jeg mere løsningsbriller på, fortæller hun.

Men hurtigt gik det op for hende, at der ikke eksisterer nogen god løsning, når det kommer til æggestokkræft.

Brystkræft derimod kan man screene for, og det giver gode muligheder for at opdage kræften i et tidligt stadium, men det samme gør sig ikke gældende med æggestokkræft.

Den type kræft er vanskelig at påvise, og der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke nogle gode muligheder for at screene for udvikling af æggestokkræft. Læg dertil, at symptomerne ofte opstår sent, og derfor opdages kræften tit på et sent stadium.

Meldingen til Isabella i 2017 lød derfor på, at hun skulle have fjernet sit underliv før eller siden, og det var en besked, der i den grad chokerede hende.

- Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at de ikke kunne måle på mig, om jeg er syg. Deres løsning er at fjerne mit underliv, og det synes jeg er virkelig voldsomt, siger hun.

At få fjernet sit underliv betyder i Isabellas tilfælde, at lægerne vil fjerne livmoderen og æggestokkene.

Det skulle dog ikke ske med det samme - og hun har heller ikke fået det fjernet, endnu. Men det skal ske en dag og helst, når hun er i midten af 30’erne, lød opfordringen fra lægen i første omgang.

Det skal nemlig helst fjernes to år inden, at en i hendes familie tidligst er død af det, og det gjorde hendes oldemor, da hun var i slutningen af 30’erne.

Det betød, at Isabella pludselig blev udsat for et stort pres, ikke mindst fordi hun gerne ville have børn, og nu havde hun en stram deadline hængende over hovedet i forhold til, hvornår hun senest skulle have fået de børn, som hun godt kunne tænke sig.

Men anbefalingen om at få underlivet fjernet i midten af 30'erne ændrede sig, for hvis hun får fjernet sit underliv i en så tidlig alder, risikerer hun at blive ramt af andre sygdomme.

Når man får fjernet sit underliv, går man nemlig i overgangsalder, og en for tidlig overgangsalder kan øge risikoen for blandt andet knogleskørhed, hjertekarsygdomme, depression og demens.

På nuværende tidspunkt er det derfor uvist, præcis hvornår Isabella skal have fjernet sit underliv, men det er i hvert fald senere end først antaget.

Menstruationsblodets uopdagede potentiale

Da den hårde dom havde bundfældet sig, begyndte vreden og frustrationen at vokse, alt imens hendes dagligdag kørte videre, hvor hun brugte en stor del af sin tid på at gå på universitet og studere fødevarevidenskab.

På studiet lærte hun en masse om analytisk kemi, og hun undersøgte alt fra jord til vitaminpiller og urin, og en dag, da hun tømmer sin menstruationskop, som hun har gjort så mange gange før, får hun en idé: Det her, hvad kan man egentlig se i det? Hvordan vil det se ud med de metoder, jeg har lært? Og kan man måske bruge det til at diagnosticere æggestokkræft på sigt?

- Og så eksploderer det inde i mit hoved, og så går jeg i gang med at undersøge, hvad man ved, og så ved man jo ingenting, siger hun.

Hun gik i gang med at samle sit menstruationsblod i de små plastikbøtter, som man typisk opbevarer for eksempel dressing i, og gemte dem i fryseren derhjemme. Måske det kunne blive hendes kandidatspeciale, tænkte hun.

Og så begyndte hun at overtale nogle professorer til at lade hende bruge deres maskiner.

Helt konkret var planen at lave en biokemisk analyse af stofferne i blodet ved hjælp af en metode kaldet NMR-spektroskopi. Metoden har tidligere været benyttet til at udforme databaser over hvilke stoffer, der findes i for eksempel urin, i ‘almindeligt blod’ og andre såkaldte biovæsker, men endnu ikke menstruationsblod.

Selv om området er tabubelagt, fyldt med fordomme og ekstremt uudforsket, endte hun med at få lov til at lave det som kandidatspeciale. Hun fik fat på 20 kvinders menstruationsblod, som hun undersøgte i sit speciale, og det viste sig, at menstruationsblodet har en række ligheder med ‘almindeligt blod’, men der er også nogle punkter, hvor det adskiller sig.

- Det er meget grundlæggende grundforskning, men det er et stort skridt i sig selv at vide, at det kan lade sig gøre, fortæller hun og fremhæver det fremtidige potentiale.

- At kigge på menstruationsblod er en helt ny måde at undersøge en krop på, og på sigt kan det muligvis gøre os klogere på infertilitet og virkeligheden alt, hvad der har med underlivet at gøre, og måske endda hele kroppen, fortæller hun begejstret.

Men der er særligt én ting, som hun håber, at det kan bruges til på sigt:

- Jeg håber meget, at det vil kunne føre til diagnosticering af sygdomme i underlivet, særligt æggestokkræft, siger hun.

Selv kan hendes underliv formentlig ikke nå at blive reddet, da det potentielt vil tage mange, mange år, før man har udviklet en metode, alt afhængig af hvor mange økonomiske midler, der tilføres området, forklarer hun.

Men drømmen lever stadig, for så skal andre kvinder som hende ikke per automatik have fjernet deres underliv, men kan i stedet gå til kontrol og kun få fjernet det i tilfælde af, at kræften bryder ud.

Og den drøm ligger hendes hjerte nær, særligt fordi det vil gavne to mennesker, som hun holder meget af: Nemlig hendes to små døtre.

I dag er Isabella 28 år, men som 23-årig besluttede hun sig sammen med sin kæreste for at få børn naturligt, og dermed uden at kunne sortere fostre fra, som var bærere af BRCA-mutationen. Lykkes hendes mission, vil hendes forskning kunne resultere i, at hendes døtre ikke behøver at få fjernet underlivet ligesom hende, hvis de altså har mutationen.

Se frygten i øjnene

Specialet blev afleveret i sommer, og på nuværende tidspunkt er Isabella på barsel med sit andet barn, men hun håber meget på at kunne fortsætte som ph.d.-studerende, når barslen er slut.

Om det lykkes at få penge til at lave en ph.d., hvor hun kan forske videre i menstruationsblodets muligheder, er usikkert, men sikkert er det, at hvis hun ikke lykkes med det nu, så vil hun forsøge at rejse penge til projektet på et senere tidspunkt.

Men hvilken retning hun skal tage projektet i, er en svær beslutning. Skal det være infertilitet, æggestokkræft eller noget helt tredje?

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har den her barsel til at tænke over tingene, fordi det, at beskæftige sig med kræft, når jeg har en høj risiko for at udvikle det, er jo enormt angstprovokerende, siger hun.

Men pilen peger efterhånden mere og mere i én bestemt retning, særligt efter hun har drøftet det med en af sine vejledere.

- Han har mildt, men meget seriøst fortalt mig, at hvis jeg vil gøre en forskel, så bliver jeg nødt til at kigge på det, så hjælper det ikke noget at kigge væk.

- Han har fået mig til at tro på mig selv, så jeg tror godt, at jeg kunne finde på at gå cancervejen - selv om det er uhyggeligt, så er det jo også den, der driver mig mest på en eller anden måde, siger hun.

At det skulle blive hendes mission var langt fra, hvad hun regnede med, da hun som intetanende 22-årig blev diagnosticeret med genmutationen.

- Det har været livsomvæltende, men ikke udelukkende på en dårlig måde, fordi det har også givet mig en masse perspektiv på, hvordan tingene hænger sammen, hvad jeg egentlig har lyst til at lave, og hvad der driver mig, fortæller hun.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: