Jeg har det svært med tanken om, at vi alle skal dø. Hvordan lærer jeg ikke at frygte døden?

Hej Anna

Jeg er en kvinde på 41 år. I min familie har vi aldrig rigtig talt om døden eller andre svære ting. Jeg har et svært forhold til det, at vi alle skal herfra en dag, og jeg er bange for at miste (flere …)

Vi har lige mistet min onkel, og jeg har desværre været til en del begravelser/bisættelser gennem tiden. Det er så hårdt, og sorgen gør ondt.

Jeg gad godt vide, hvordan de døde havde det, lige inden de døde, og hvor de er nu …. Håber sådan, de ved, at vi savner dem og tænker på dem.

Hvordan kommer man videre? Hvordan lærer jeg ikke at frygte døden og bekymre mig om at miste? Og hvordan kan jeg selv tale med mit barn om døden, så det ikke bliver det samme, svære emne fremover?

Hilsen fra den triste, som er bange for døden

Kære triste

Døden er på sin vis et af de sidste tabuer i vores samfund. Jeg er derfor sikker på, at mange kan genkende den berøringsangst, du fortæller, at du selv er vokset op med.

De tanker og den angst, vi står alene med, er altid sværere at håndtere end den, vi kan dele med andre. For det mest sørgelige ved en altoverskyggende dødsangst er, at vi allerede nu, mens vi er i live, lader den fylde. Så har vi på en måde kvalt glæden over livet og de mennesker, vi elsker – allerede i dag.

At slutte fred med det faktum, at vi skal dø, er svært. Men hvis vi forestiller os det helt modsatte scenarie: Nemlig at vores liv her på jorden varer ved i al uendelighed. Hvorfor så overhovedet stå ud af sengen? Hvad var der for os at nå her i livet, og ville vi overhovedet kunne se nogen idé i at gøre os umage?

”Vandret målt er livet kort, men lodret målt – uendeligt,” skrev digteren Benny Andersen i digtet ”Livet er smalt og højt”.

Jeg tror, at det lige præcis er denne konstruktion, der gør livet så betydningsfuldt. For det, vi alligevel aldrig kan miste, vil vi ikke passe helt så godt på, som det, vi kan. Sorg og kærlighed vil derfor altid have armene omkring hinanden. Det ene fås ganske enkelt ikke uden det andet.

Nogle mennesker slutter fred med døden gennem troen på, at der findes noget større end os, og at døden dermed aldrig får det sidste ord.

Kærligheden i sig selv har jo evnen til at gå på tværs af tid og rum, liv og død. De mennesker, vi har mistet, fortsætter jo med at være en del af os. Jeg kan varmt anbefale dig at læse hospitalpræst Lotte Mørks bog ”På en måde skal vi dø”.

Jeg ved, det kan lyde mærkeligt, men den er virkelig livsbekræftende læsning. Når det handler om at tale med dit barn om døden, så er bogen ”Farvel Olde,” måske en mulighed. Det er en varm og fin historie, fortalt i børnehøjde, af psykolog Ina Victoria Haller.

Enkelt bliver det nok aldrig at tale om døden. Men gør vi det ud fra den kendsgerning, at det netop er svært, fordi vi elsker livet – og de mennesker vi er her sammen med – så tror jeg, at vi kan.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.