Man husker bedre med bukser på, siger lægen. Men jeg glemmer ikke, hvad hun så sagde

Dette er en kommentar af Nanna Lindegård Jensen. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Får jeg svært ved at få børn?”, spørger jeg undrende.

Jeg står med bar røv, kun iført en sweatshirt og tykke striksokker, da gynækologen svarer:

”Når du har fået bukser på igen, går vi lige herud og snakker. Jeg har erfaret, at man husker bedre med bukser på.”

Et år uden menstruation. De første måneder var ren panik. Kan jeg være gravid?

De næste, rimeligt ubesværede. Den er nok bare uregelmæssig.

Nu er der gået et år. Bekymringen rammer mig.

Min toogtyveårige lillebror spørger mig, om det kan betyde, at jeg er gravid i 12. måned.

Jeg håber, man er stoppet med at kønsopdele seksualundervisning i folkeskolen.

Mine blodprøver er fine, så nu skal jeg have ultralydsscannet mine æggestokke, for at se om det er dem, den er gal med.

”Måske har du PCO”, siger min læge og henviser mig til en gynækolog i Silkeborg.

’Ding dong’ brager det ud i rummet, da jeg går ind i venteværelset. Alle øjne hviler på mig, imens jeg overvejer, om jeg skal sætte mig til højre eller venstre for indgangen.

Jeg går til venstre og sætter mig på en stol ved siden af en dør med skiltet ’Konsultation 1’. Jeg scanner de andre kvinder i rummet, og først da sænkes deres stirrende øjne ned i skødet igen.

Der sidder fem kvinder i rummet. Fem ud over mig.

To af dem har kort, gråstænket hår. En anden er pageklippet, snorlige. Lyset fra vinduet giver genskær i hendes hvide hårstrå.

Pindene knitrer lavt, hver gang hun fører garnet ind i en maske. Hun må være i 70’erne, og de rolige bevægelser med fingrene og den opadvendte mundvig indikerer, at hun ikke har en bekymring i livet over situationen, som vi alle venter. Hun må have prøvet det nogle gange før. Jeg tror, jeg misunder hende.

“Alle skuffer over tid”, synger Niels Brandt i radioen.

Simon Kvamms ‘To timer i træk’ kommer på efter. Man er vel i Silkeborg.

’Ding dong’ brager det igen ud i lokalet. Ind kommer en kvinde på min egen alder.

De kortklippede, gråstænkte frisurer og en snorlige page drejer synkront fra skødet mod indgangen. Kvinden styrer lige hen til en metalstander med parkeringsregistrering. Hun holder sin telefon og bilnøgle i den ene hånd og en taske i den anden.

Kun lillefingeren har greb om telefonen, der glider ud og rammer metalstanderen. En skinger rungen sendes ud i ventelokalet. Hendes våde hår følger med i bukket efter telefonen, og knap nok har den ramt gulvet, før hun står oprejst igen og scanner rummet for tomme stole.

Hun sætter sig ved siden af mig, og en velkendt duft bryder den sterile atmosfære. Head & Shoulders. Har hun også overvejet, om badet i morges skulle inkludere både balsam og intimsæbe. Måske en barbering?

”Du må i hvert fald ikke være bange”, kan jeg høre gynækologen sige på den anden side af døren. Det giver et sæt i mig, da den går op.

Før kvinden har forladt lokalet, råber gynækologen mit navn op og kigger undersøgende ud i lokalet. Vi fniser begge lavmælt, da jeg rejser mig op lige for snuden af hende. Hun er atletisk bygget og næsten et hoved lavere end mig.

Hun taler i en kort, hakkende rytme.

”Hvilke symptomer har du på PCO?”. Jeg svarer efter en tænkepause.

Hun gentager mit svar, ladet med væsentligt flere decibel.

Selvom personen, der har overtaget min plads i venteværelset, nu kender hver detalje i min sygehistorik, finder jeg en overraskende ro i gynækologens høje stemme. Stilheden overdøves, og min anspændthed slipper langsomt.

Hendes pegefingre hopper fra bogstav til bogstav, mens hun fører journal på computeren.

Gynækologen viser mig ind i et tilstødende rum. Stigbøjlerne står vidt fra hinanden.

I et øjebliks forvirring er jeg ved at hoppe op i stolen med alt mit tøj på. Synet af mig med benene oppe i luften, fuldt påklædt, må uden tvivl være mere uvant for hende.

”Du tager bare dine bukser og trusser af og lægger dem på stolen”. Hun peger på en stol, som er gemt bag en rumdeler.

Om få minutter får hun fuldt udsyn til mine ædlere dele, men privatlivet må man ikke gå på kompromis med.

Jeg har taget tykke striksokker på, og jeg overvejer, om jeg også bør tage dem af.

Jeg beholder dem på.

”Ja, du har PCO. Mega PCO”, siger hun og trækker på a’et i ‘mega’, før jeg overhovedet registrerer, at hun er gået i gang med at inspicere mit underliv med den aflange kikkert.

”Se alle de æg”, udbryder hun. Det lyder positivt, og hun smiler, mens hun siger det.

Hun tørrer kikkerten, der, med et svuptag, har set mere af mig, end jeg nogensinde kommer til.

”Du er en klassisk PCO-pige”.

Hun virker ubekymret og forklarer, at det i mit tilfælde er et overflødigt problem.

”Hvis du gerne vil have børn nu, skal du have hjælp”

Jeg vil ikke have børn nu. Måske heller ikke i fremtiden, men jeg vil gerne, at min krop er i stand til at få nogle, hvis lysten skulle melde sig.

”Jette!”, råber gynækologen, før jeg forlader konsultationsrummet. Pagehåret vugger i takt med det bekræftende nik. Kvinden pakker striktøjet sammen. Kun buksebenet mangler på den lyserøde sparkedragt, hun er ved at strikke.

Vi får øjenkontakt, da vi passerer hinanden, og de opadvendte mundvige breder sig endnu mere ud og danner linjer på kinderne.

Jeg forlader klinikken, igen omsluttet af Niels Brandt der synger:

”Der er nogen, der går og siger, du har en hemmelighed, men hva’ ved de da om det.”

Jeg tilhører de 20 procent af kvinderne i den fødedygtige alder i Danmark, der har PCO.

Jeg husker også uden bukser på.