'Vild med dans'-dommer undgår at se sin egen datter træne med dansepartner. Og det er der en helt særlig grund til

Hun har vundet både VM og EM, været danmarksmester flere gange og har drevet sin egen danseskole, mens hun har opfostret tvillinger stort set alene.

I dag rejser hun verden rundt som dansetræner, underviser og meget andet. Alligevel var navnet Lene James Mikkelsen ukendt for mange, da hun i september indtog en stol i det eftertragtede dommerpanel på et af de mest populære underholdnings­programmer i snart to årtier.

For trods en lang, succesfuld karriere, er det, som om danseverdenen lever i sit eget univers, hvor man ikke er på navn med de største dansestjerner, som man er det med Christian Eriksen eller Caroline Wozniacki. Medmindre man deltager i “Vild med dans”.

Lene var i Japan som dommer i en danseturnering, da hun blev ringet op af produktionsselskabet bag “Vild med dans” og blev spurgt, om hun ville være dommer i årets sæson. Hun tøvede ikke længe med at sige ja.

– Jeg rejser rigtig mange dage om året og tænkte, at det kunne være sjovt at prøve at være hjemme i tre måneder. Jeg er også altid glad for at kaste mig ud i noget, jeg ikke har prøvet før, siger hun.

Det har bestemt heller ikke gjort lysten til at være mere i Danmark mindre, at Lene for nylig er blevet mormor for første gang og derfor har mulighed for at være tættere på sit barnebarn, mens hun er i Danmark.

Sjæl og rytme

Karrieren, hvis man kan kalde den det så tidligt, startede allerede, da Lene var to år. Det var i hvert fald her, hun begyndte at danse på sin fars fætters danseskole, Ringgaards Dans i Aarhus. Dans fyldte ellers ikke meget i hendes barndomshjem i Brabrand, hvor hun voksede op som enebarn med sin far, der var mekaniker, og sin mor, der arbejdede som sekretær.

Men på danseskolen fandt hun hurtigt ud af, at hun blev virkelig glad af at danse og ovenikøbet også var god til det. Allerede som syvårig begyndte hun at danse turneringsdans og begyndte et par år senere at assistere danselærerne som “hjælpepige” for de mindste børn.

Det handlede også om det sociale, for mens andre børn fik venner i fodboldklubben eller på fritidsvenner, havde Lene hele sin sociale omgangskreds på danseskolen.

Inden for sportsdans er det naturligt at vælge mellem latin og standard relativt tidligt, men Lene udskød at vælge endeligt mellem de to danseretninger, til hun var i midten af 20’erne. Til sidst vandt latin.

– Jeg kan lide både latin og standard, men mest latin, fordi det har så meget rytme og sjæl. Det har også lidt med min højde at gøre. Jeg har korte ben, og her er latin lidt mere oplagt.

Mistede sin mor

Det var dog allerede latin, hun var mest optaget af, da hun som 20-årig flyttede til London med en dansepartner. Det betød, at hun måtte droppe ud af universitetet, hvilket hendes forældre bakkede hende op i.

– Jeg kunne kun tænke på dans.

Heldigt for Lene kendte hendes forældre en danselærerinde i Kolding, som var niece til ham, der bestyrede Georg Jensen-butikken på Bond Street i London. Her fik hun job, mens hun tog dansetimer hver aften. Samtidig hjalp tidligere danser og “Vild med dans”-dommer Anne Laxholms mor med at finde et sted, hvor hun kunne bo.

De første år i London var mildest talt turbulente. Allerede efter et år flyttede hendes dansepartner tilbage til Danmark, og da Lene var 21 år, døde hendes mor.

– Det var virkelig hårdt at miste min mor så tidligt, men det var især hårdt, fordi jeg var enebarn, så jeg havde ikke nogen at dele det med. Men det var samtidig nogle meget udviklende år, hvor jeg voksede virkelig meget og fik nogle lag på mig, siger hun.

Efter morens død var Lene klar til at flytte hjem, fordi hun var bekymret for, at hendes far skulle være alene.

– Men det ville han ikke have. Det måtte jeg ikke, siger hun.

I stedet sørgede hun for at få sorteret og ryddet op i alle morens ting, da hun døde, så hendes far ikke skulle stå med det selv. Efter tre uger flyttede hun tilbage til London.

– Jeg ved ikke, om det var bevidst, men i dag kan jeg se, at det var dér, jeg begyndte at kaste mig seriøst ind i dansen, siger hun.

Stærke følelser på spil

Lene mødte sin nye dansepartner til en turnering. Navnet var Colin James, og alle odds var imod, at de to skulle være dansepartnere. Lene er 158 centimeter. Han er 182. Hun havde danset professionelt i mange år og havde allerede været med til VM- og EM-mesterskaber og været danmarksmester. Han havde mest danset i weekenderne.

– Alle sagde til os, at vi var et dårligt match på alle måder. Men vi aftalte, at vi ville prøve det i et år eller to. Og hvis det ikke gik, måtte vi jo prøve noget andet. Det gjorde det heldigvis.

Den første tid boede de hos Colins forældre en time uden for London, hvor de hver morgen tog toget på arbejde. Her havde de en bil stående, som de efter fyr­aften klokken 17 satte sig i og kørte hen til træningsstedet. Der ventede danseparret i flere timer, indtil træningen startede, vel og mærke uden at få noget at spise, for det havde de ikke råd til.

– Vi var også altid de sidste, der gik. Det var meget intenst, husker hun.

Det skulle hurtigt vise sig, at Colin og Lene var mere end partnere på dansegulvet. Ikke længe efter begyndte de nemlig også at danne par privat. Det fungerede fint at være både dansepartnere og kærester, men kun fordi de overholdt én vigtig regel.

– Vi havde den meget klare regel, at når vi lukkede døren til danselokalet, talte vi ikke mere om dans. Overhovedet. Der blev lukket fuldstændigt ned. Også hvis vi havde haft et kæmpe skænderi om dansen lige inden.

Det sidste er en stor del af forklaringen på den regel, siger Lene.

– Når man danser, har man en lidt anden side, som ikke altid viser sig i andre sammenhænge. Det er, som om en anden person tager over, når man er så meget inde i dansen. Det er drive, der skal til, for at det kan blive intenst. Der kunne vi have nogle kæmpe diskussioner, siger hun.

Hun husker engang, hvor hendes forældre gerne ville se hende og Colin træne.

– Vi trænede, som vi plejede, men da vi satte os i bilen bagefter, sagde mine forældre, at jeg måtte love dem, at de aldrig skulle se os træne igen, fordi det var så ubehageligt at opleve. Dans er jo en kamp. Det er to mennesker, som skal få det til at fungere sammen, som begge har en passion, som ikke nødvendigvis følges ad. Det er ikke nødvendigvis sjovt for andre at overvære, siger Lene.

Hun har af samme grund heller ikke lyst til at se, når hendes ene datter, som også er professionel danser, træner med sin dansepartner.

Skilsmisse og ny karriere

Efter godt 10 år som kærester og dansepartnere blev Lene gravid, og i 1991 blev parret forældre til tvillingerne Tara og Zia. Det betød, at Lene James karrieren ned på lavt blus i en årrække.

– Jeg arbejdede meget lidt, mens pigerne var små, og Colin og jeg stoppede som dansepartnere, da de blev født. Han rejste meget ud i verden for at danse, så jeg var meget alene med pigerne, siger hun.

Det var dog helt frivilligt og sådan, som Lene helst ville have det.

– Han var den store stjerne i den periode, og jeg trak mig fra dansen og begyndte at undervise, så jeg bedre kunne være der for pigerne. Det har jeg aldrig fortrudt. Ens børn er kun små én gang, og den tid kan jeg aldrig få igen. Det passede mig fint, at han var ude i verden og tjene penge imens.

Ni år senere blev parret skilt, og Lene stod derefter helt alene med tvillingerne, og samtidig var hun i gang med at skabe en ny karriere. Hun blev cheftræner i Aarhus Sportsdanserforening og fik hurtigt succes.

– Det var en gylden periode i dansk dans, hvor vi fik skabt verdensmestre på stribe. Så jeg kunne fint leve af at arbejde i Danmark.

I 2006 startede hun familiedanseskolen VM Dans i Aarhus sammen med danser Mads Vad, kendt fra “Vild med dans”. Efterhånden som pigerne blev ældre, begyndte hun igen at arbejde i udlandet, men nu som dansetræner. Og netop i den funktion måtte hun bruge nye sider af sig selv.

– Som træner er du nødt til at være i stand til at vurdere, hvornår glasset er fuldt. Hvornår danserne simpelthen ikke kan klare flere informationer. Du skal også være mægler, hvis konflikterne er større, end danseparret kan håndtere. Og du skal sørge for, at danserne kommer ind i det rigtige mindset og er positive og fokuserede omkring dansen, siger hun.

Med en lang karriere bag sig har Lene dog set en udvikling blandt de unge dansere, fra da hun selv var ung og til i dag, som hun gerne ville have undværet.

– Jeg oplever, at alting skal gå meget hurtigt for de unge i dag. De er vant til, at de ikke behøver at gå i dybden med noget, men det er man nødt til med dans. Jeg plejer at sige til dem: ”Vil du have en McDonalds-cha-cha-cha eller en gourmet-cha-cha-cha? I kan sagtens lære en McDonalds virkelig hurtigt, men så bliver den bare ikke mere end det”.

Erfaring er en dyd

Mangel på dedikation er til gengæld ikke, hvad Lene har oplevet i de første uger af “Vild med dans”. Hun indrømmer, at hun, da programmet første gang blev lanceret, ikke havde de store forventninger til, hvad kendte kan lære om dans i løbet af få måneder. Men hun blev hurtigt positivt overrasket.

Dengang programmet startede, havde hun ikke lyst til at være dommer, fordi hun ikke ville være væk fra sine piger hver weekend, og derfor aftalte hun med Mads Vad, at han skulle byde ind som danser, mens hun passede deres fælles danseskole.

– Det er jo helt klart et underholdningsprogram, og selvfølgelig bliver de medvirkende ikke professionelle dansere, men de kan alligevel nå langt på kort tid. Dans er uendeligt og bliver aldrig perfekt, så det er spændende at se, hvor langt de kan nå med ihærdig indsats inden for den tidshorisont, der er, siger hun.

Der har, som trofaste seere af “Vild med dans” ved, været en række markante og – for flere af dem – mangeårige dommere på programmet, herunder ikke mindst Britt Bendixen, Anne Laxholm og Jens Werner, som hver især har haft forskellige roller. Men Lene går ikke ind i programmet med et ønske om at fylde nogens sko eller udfylde rollen som f.eks. den mest underholdende eller den hårde eller bløde dommer.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne være lige så underholdende som Britt, men det kan jeg ikke. Jeg kommer ind i billedet som en med erfaring og faglighed. Og med lidt alder, som nok er godt i dommermikset.

Bliver ved

Lene James Mikkelsen er glad for, at “Vild med dans” har været med til at udbrede glæden ved at danse til mange flere mennesker.

– De første år strømmede folk til danseskolerne. Det havde en kæmpe effekt og gjorde chancerne for danske vindere i topturneringer meget større, fordi der var mange flere at vælge imellem, siger hun.

Siden er interessen – til Lene ærgrelse – desværre dalet en del igen, og dansen som sportsgren er udfordret i dag, mener hun.

– Især standard-dansen i smoking eller kjole og hvidt er udfordret, for hvem har lyst til at tage sådan noget tøj på, når man er en dreng på 13 år? Omvendt er det jo sådan, at hvis de klarer skærene, indtil de er 16-17 år, hænger de ofte ved.

Siden Lene var barn, har de klassiske danse fået stor konkurrence af moderne dansearter som breakdance, hiphop, disco og showdans og ikke mindst via kanaler som MTV, Youtube og Tik Tok. Men hun synes alligevel, at det er værd at slå et slag for latin- og standarddans.

– Man vil altid finde glæde i at danse, men det særlige her er, at du har en partner. Du skal få det til at fungere med en partner, og det er der meget læring i. Man er to personer, som skal kommunikere og indgå kompromiser hele tiden.

Selv om Lenes karriere som danser har slidt på kroppen, regner hun ikke med at stoppe med at arbejde foreløbigt.

– Jeg har et virkelig dårligt knæ for tiden, men det er det. Når folk spørger, om jeg ikke snart skal pensioneres, siger jeg: ”Nej, overhovedet ikke”. Jeg tror, at hvis jeg bare stopper og sætter mig ned, så bliver jeg gammel. Jeg bliver ved, indtil jeg absolut ikke kan mere, fordi jeg stadig synes, det er virkelig sjovt.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 47/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.