5 opskrifter på julegodter, du kan lave på under en time
Foto: Colombus Leth
1. Havregrynscookies
30 minutter + Ovntid
30 STK.
Ingredienser:
- 200 g blødt smør
- 80 g sukker
- 80 g brun farin
- 1 æg
- 175 g hvedemel
- 80 g havregryn
- ½ tsk. bagepulver
- ½ tsk. salt
- 100 g rosiner
Tænd ovnen på 180° varmluft. Pisk smør, sukker og brun farin sammen med en elpisker i en skål. Tilsæt æg, og pisk igen. Bland mel, havregryn, bagepulver, salt og rosiner sammen i en skål, og vend det i smørblandingen. Tril dejen til ca. 30 kugler, og læg dem på bagepapir på flere bageplader. Tryk dem lidt flade. Bag småkagerne i ovnen i ca. 15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl dem helt på en bagerist.
2. Appelsinsmåkager med mørk chokolade
40 minutter + ovntid
16 stk.
Ingredienser:
- 200 g koldt smør
- 2 spsk. usprøjtet appelsinskal
- 2 spsk. flormelis
- 225 g hvedemel
- ½ tsk. salt
- Overtræk:
- 150 g mørk chokolade
Skær smørret i grove tern. Hæld smør, appelsinskal og sigtet flormelis i foodprocessoren, og blend ganske kort, til det næsten binder sammen. Bland mel og salt sammen i en skål, og sigt det i smørblandingen. Blend igen så kort som muligt, så du blot lige akkurat kan samle dejen. Rul dejen til 1 tyk pølse på ca. 18 cm. Pak den ind i bagepapir, og læg den i fryseren i mindst 30 minutter. Skær dejpølsen i ca. 16 stykker, og læg dem tilbage på frost i ca. 10 minutter. Tænd ovnen på 175° varmluft. Sæt småkagerne på en bageplade med bagepapir, og lad der være lidt mellemrum mellem kagerne. Bag småkagerne i ovnen 12-14 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle næsten af på bagepladen, og flyt dem derefter over på en bagerist, hvor de kan afkøle helt.
Overtræk: Hak chokoladen, og smelt den i en skål over vandbad. Dyp de afkølede kager halvt i chokolade, og læg dem på bagepapir, så de kan størkne (sæt dem evt. på køl, så det går hurtigere).
3. Kransekagekonfekt med kirsebær
20 minutter + ovntid
14 stk.
Ingredienser:
- 250 g marcipan
- ½ dl æggehvider
- 2½ spsk. flormelis
- 14 syltede kirsebær
Tænd ovnen på 175° varmluft. Pisk marcipan sammen med æggehvide og flormelis til ensartet og lind konsistens. Fyld massen i en sprøjtepose (evt. med stjernetylle), og sprøjt ca. 14 små, fine konfektstykker ud på en bageplade med bagepapir. Top med kirsebær, og bag kagerne i ovnen i 10-15 minutter, til de er gyldne, men stadig saftige indeni. Afkøl helt, og servér dem kolde eller ved stuetemperatur.
Her er 10 bud på en firkantet pakke under juletræet
4. Ingefærsmåkager med mørk chokolade
35 minutter + ovntid
35 stk.
Ingredienser:
- 150 g smør
- 100 g sukker
- 100 g brun farin
- 1 æg
- 50 g syltet ingefær (sukkersyltet)
- 100 g mørk chokolade
- 1 cm frisk ingefær
- 250 g hvedemel
- 1 spsk. stødt ingefær
- 1 tsk. stødt kanel
- 1 tsk. stødt kardemomme
- ½ tsk. stødt allehånde
- ½ tsk. stødt nellike
- ½ tsk. bagepulver
- ½ tsk. salt
- 2 dl flormelis (til udrulning)
Tænd ovnen på 175° varmluft. Pisk smør, sukker og farin sammen med en elpisker i en skål. Rør ægget i, men undlad at piske. Hak syltet ingefær og chokolade groft, og riv frisk ingefær fint. Vend det hele i dejen. Bland mel, stødt ingefær, kanel, kardemomme, allehånde, nelliker, bagepulver og salt sammen i en skål, og vend det i dejen. Tril dejen til ca. 25 kugler, og læg dem på bagepapir på 2 bageplader. Bag småkagerne i ovnen i 10-12 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Vend de varme småkager med flormelis i en skål, og afkøl dem helt på en bagerist. Opbevar kagerne i det resterende flormelis i en kagedåse.
Tine når kun lige at stige på flyet, så ringer hendes søn: "Den er helt gal"
5. Ingefærtrøfler
20 minutter
35 stk.
Ingredienser:
- 20 g frisk ingefær
- 1 dl piskefløde
- 100 g mørk chokolade
- 50 g blød nougat
- 30 g syltet ingefær
- 1 knsp. salt
- 2 dl rent kakaopulver
Skrub ingefæren, og skær den i tynde skiver. Læg dem i en kasserolle, tilsæt fløde, og kog op. Hak chokoladen fint, og skær nougaten i tern. Hæld begge dele i en skål. Sigt den varme ingefær-fløde over chokolade og nougat a 2-3 gange, og rør rundt, så chokolade og nougat smelter. Hak den syltede ingefær fint, og bland den i massen sammen med lidt salt. Fyld massen i en plasticbøtte, og sæt den på køl natten over.
Servering: Skær trøflerne i ca. 35 små stykker, vend dem i en skål med kakao, og nyd dem kolde.
Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 49/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.