Ingers job er at tale med spædbørn om deres traumer: "De forstår alt"

“Goddag Lille My, mit navn er Inger Thormann, jeg er psykolog og mit arbejde er at tale med børn om deres historier.”

Inger er blevet kaldt ud til sygehuset. I en kuvøse, tilkoblet alverdens maskiner, ligger Lille My med en rød hue på. Hun er kun en dag gammel, ingen har set hendes øjne, hendes ene lunge er klappet sammen, og hun har blandt andet vejrtrækningsproblemer.

Det er endnu ikke til at sige, om hun vil overleve, lyder beskeden fra lægerne.

Lille My’s mor har valgt, at hun skal bortadopteres. Hun blev taget fra sin mor, lige efter fødslen, inden de to nåede at se hinanden.

På den mørke hospitalsstue mærker Inger straks den spændte atmosfære. Sygeplejerskerne står langs væggen, og det virker som om, de holder vejret.

“Vi ved, at du alt for hurtigt blev adskilt fra din mors varme krop. Lægerne har fortalt, at du endnu ikke har besluttet, om du vil leve eller dø. Det må tiden vise. De fortæller, at du har svært ved at trække vejret, og dit hjerte slår ikke så godt. Her på hospitalet hjælper de dig. Og du har en far og mor, der venter på dig.”

Mens Inger taler, åbner Lille My øjnene for første gang.

Siden Inger Thormann var 17 år, har hun arbejdet med børn, der af den ene eller anden årsag har lidt omsorgssvigt. I dag er hun 82, og gør det stadig.

I 1998 stiftede hun og hendes kompagnon Inger Poulsen, psykoterapeut (MFP), Dansk Institut for Spædbarnsterapi. De to har udviklet den metode af spædbarnsterapi, som i dag praktiseres i Danmark.

Oprindeligt har spædbarnsterapien rødder i Frankrig, hvor den franske psykoanalytiker og børnelæge Françoise Dolto grundlagde børnepsykoanalysen sammen med sin elev Caroline Eliacheff. Metoden bygger på hypotesen om, at børn - også spædbørn - fødes med et sprog og en bevidsthed, der gør, at de både opfatter og bliver påvirket af sproget.

“Vi fortryder lidt, vi kaldte det spædbarnsterapi, for alle kan have glæde af det. Når vi har med ældre børn og voksne at gøre, kalder vi det ‘tidlig traumeterapi’,” forklarer Inger Thormann.

Nogen vil nok sidde derude og tænke, at spædbarnsterapeuter lukrerer på sårbare og desperate forældre. Hvad tænker du om det?

“De børn, der behandles og har brug for spædbarnsterapi, har oplevet voldsomme traumer i deres liv. Det kan være børn, der har siddet fast i fødselskanalen, været udsat for seksuelle overgreb eller tab af forældre eller søskende,” siger Inger Thormann.

Nogen vil nok være kritiske over for din tilgang og påpege, at spædbørn ikke forstår, hvad du siger til dem. Hvad tænker du om det?

“Jeg skal ikke overbevise nogen om noget. Jeg vil gerne udbrede spædbarnsterapien som metode, som en mulighed blandt andre muligheder,” siger Inger og fortsætter:

“Man tager metoden til sig, hvis man er klar til det. Hvis man har hjerte og forstand til det. Når man først har prøvet det, oplever jeg, at man bliver betaget af det. Spædbørn forstår alt, ikke kun ordene alene, men den samlede kommunikation.”

Inger forklarer, at hun også bliver opsøgt af forældre med dårlig samvittighed over for eksempel at have sat deres barn et sted, hvor de ikke kunne høre barnet græde, så de selv kunne sove igennem.

“Men det er forældrenes problem, det er ikke barnets traume. Der opfordrer jeg dem til at tale med en “almindelig” psykolog, så de kan få repareret deres dårlige samvittighed. Men det har ikke noget med spædbarnsterapi at gøre.”

Inger Thormann får henvendelser fra forældre, der søger spædbarnsterapi til deres barn, men størstedelen af hendes henvendelser kommer fra de danske kommuner, der henviser børnene til hende.

Det kan være i tilfælde af, at de skal flytte fra deres plejeforældres hjem til deres biologiske forældre eller har oplevet tab af søskende. Spædbarnsterapien bruges også på hospitaler og døgninstitutioner.

Når man udfører terapi, er man terapeut og ikke omsorgsgiver, forklarer Inger Thormann.

“Man skal ikke trøste. Når man er terapeut, skal man sige tingene, som de er. Der er andre, der trøster barnet - det gør omsorgsgiverne,” siger Inger.

Et forløb med spædbarnsterapi starter hos forældrene. Inger Thormann mødes med dem et par gange, får fortalt barnets historie og finder frem til, hvor problemet kan ligge.

Karls forældre kommer til hende, da han er seks måneder gammel.

Han vågner én gang i timen hver eneste nat. De sover alle tre i en dobbeltseng, Karl ligger i midten. Den afbrudte søvn frustrerer forældrene, og de føler sig magtesløse.

Han er født med en hjertefejl. Det betyder, han allerede er opereret i hjertet tre gange og har været i narkose fire gange, fortæller forældrene.

Inger skal se historien fra Karls perspektiv. Hver eneste gang han har skullet opereres, har forældrene givet ham til en sygeplejerske. De har forladt ham, givet ham til en fremmed.

Efter at have snakket med forældrene, udarbejder Inger Thormann tre terapier til ham, som alle starter på samme måde.

Karls forældre sidder i en sofa, han sidder på en trip trap-stol halvanden meter fra Inger. Hun præsenterer sig, som hun gjorde det til Lille My. Forklarer ham, at det er hans forældre, der har bedt hende tale med ham.

Alt hun skal sige, er skrevet ned på et stykke papir, der ligger ved siden af hende. Terapien tager ikke mere end seks-syv minutter, når han er så lille.

Efter præsentationen fortæller hun Karl en del af hans historie. I historien fletter hun medoplevelser ind, noget der er essentielt for spædbarnsterapien, siger hun.

Hun siger blandt andet: “Du har været sammen med mor og far, lå i mors mave fra du blev undfanget, og pludselig var de væk, da du skulle opereres. Jeg tænker, det må have været svært for dig. Jeg tænker, du følte dig forladt og alene.”

Det er vigtigt, at ordet ‘tænker’ indgår, forklarer hun, fordi det ikke sætter lighedstegn til sandheden. Og det er et krav at tale sandt i spædbarnsterapien.

Efter præsentationen og hans historie med medoplevelser, kommer håbet, som er det afsluttende i terapien.

Inger fortæller ham, at hans mor og far ikke vil forsvinde fra ham. Han behøver ikke vågne om natten og tjekke, om de er der. De vil aldrig forlade ham.

Karl ænser ikke sine forældre i sofaen, han er helt opslugt af Inger og hendes ord, fortæller hun.

“Efter første terapi sov han to timer, efter anden tre timer, efter tredje fire timer. Det er noget af det tætteste, vi kommer på evidens,” siger Thormann.

Lille My og Karl er opdigtede navne af hensyn til børnenes anonymitet. Beskrivelserne af behandlingsforløbene er baseret på Inger Thormanns beretninger.