“Julen skal være kompromisets kunst, men mange af os bliver barnlige og kompromisløse”

Den søde juletid. Fyldt med drømme og forventninger om sprøde flæskesvær, perfekt udvalgte gaver, knitrende lys og familiær hygge.

Det er dagene, hvor duften af julebag hænger tungt i barndomshjemmet, og udflugten til det nærliggende skovområde første juledag afføder lange, dybe snakke med din onkel, som du kun ser den ene gang om året.

Alt emmer af tryghed, fred og ro.

Eller hvad?

I mange hjem er virkeligheden en helt anden og langt fra den disneyficerede forestilling.

Sværene knaser knap så sprødt, anden er tør, og samtalen omkring bordet juleaften drukner i akavet stilhed eller diskussioner om den forkerte flaske vin. Eller værre - om din mors mental load i forbindelse med indpakningen af 48 gaver, indkøb af samtlige råvarer og udregning af andens stegetid.

Julen er en tid fyldt med både magi og familiekonflikter, nostalgiske traditioner og utilstrækkelighedsfølelser.

Den er særlig svær for dem, der har smertelige minder forbundet med den eller bærer sorg med sig. Men det er samtidig vores eget ansvar at skabe den jul, vi gerne vil have.

Sådan siger podcast-duoen fra ‘Fries Before Guys’, Nanna Hovgaard og Josephine Kuhn, som er aktuelle med en satirisk julekalender, der sætter spot på de konfliktfyldte familiedynamikker, der kan punktere det glansbillede, som julen repræsenterer.

Karaktererne fra ‘Familien Nissen’, som de to spiller i julekalenderen, er inspireret af dem selv og deres egne, nordjyske familier, og de håber, at serien kan vække genklang hos andre.

Vi møder blandt andre den feministiske Grinch, Stina, gastromanden fra helvede, Jens Malthe, og den nordjyske familiefar, Jakob.

For når vi kan grine af os selv, er det nemmere at komme igennem noget, der kan føles meget tungt, siger de.

- Julen er en tid, hvor vi stræber efter barndommens magi. Den er samtidig fyldt med idealer for alt muligt, og så er det en tid i familiens skød, som sætter pres på alle dem, der har dårlige eller ikke-eksisterende familierelationer, siger Josephine Kuhn og fortsætter:

- Den lægger også pres på børnefamilierne, fordi der er idealer for, hvordan man giver sine børn den jul, man selv har haft - eller ikke havde.

De fleste af os har nok mange forskellige minder og traditioner forbundet med julen.

Nogen pynter træet 1. december, andre først om morgenen den 24. I de fleste danske stuer står der and eller flæskesteg på bordet - nogle steder begge dele.

Vi bager vaniljekranse, fletter julehjerter, går i kirke og snakker helst længe med vores kære i stearinlysenes skær. Og så sender vi ønskelister til julemanden på Nordpolen og stiller guf frem til nissen, der kommer på besøg om natten, mens vi sover.

Sidstnævnte ritualer har for nylig været til voldsom debat, da en lærer på Gungehusskolen i Hvidovre kom til at fortælle børnene i 1. klasse, at julemanden ikke findes. Det faldt både forældre og flere politikere for brystet - for man skal ikke røre ved vores gamle jul, forstås.

Vi skal fastholde magien. Det mener Nanna og Josephine også.

- Jeg er meget nostalgisk og har mange minder forbundet med julen, også mange smertelige af slagsen, fordi jeg er skilsmissebarn. Mindet om at se ‘Alene hjemme 2’ med min mor rører mig meget at tænke på, forklarer Nanna Hovgaard.

- Den følelse af at sidde med juleknas i sofaen og se filmen sammen, det var noget helt særligt. Jeg vil som voksen gerne genskabe nogle af de der små øjeblikke på trods af, at vi lever i en affortryllet verden i dag.

Begge husker de julen som en stor begivenhed. Men det er langt fra hvert år, at den har kunnet stå mål med deres forventninger til den.

Josephine Kuhn husker flere juleaftener fra sin ungdom, hvor hun er udvandret fra aftensbordet i raseri, fordi bølgerne i familien gik for højt.

For Nanna Hovgaard er det afgørende at nå dybe samtaler med sine familiemedlemmer og ikke bare kradse i overfladen. Men det sker sjældent, for det er svært at føre intime samtaler, når man sidder 15 personer om et meget lille bord.

- Jeg tror, problemet er, at vi ser hinanden for lidt resten af året, og så bliver julen pludselig en kæmpestor raket, der skal fyres af. Det er der, konflikterne opstår, siger Josephine Kuhn.

Hun tror også, at mange går ind til julen med en negativ forventning til deres familiemedlemmer. I virkeligheden kender man dem måske bare ikke, hvis vi kun ser vores udvidede familie en eller to gange om året, påpeger hun.

Men hvordan kan vi så lære at navigere i de familiedynamikker og konflikter, der spolerer julehyggen? Ifølge Nanna og Josephine skal vi først og fremmest se indad.

Det er også en af grundene til, at de har skabt karaktererne fra ‘Familien Nissen’. For vi kan alle sammen være pisseirriterende, siger de.

- Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle være inde i alles hoveder, og at jeg skulle kunne regne alles behov ud og tage ansvar for det. Nu har jeg fundet ud af, at det hverken kan eller skal jeg. Jeg skal prøve at tage ansvar for mig selv og min trivsel. Det er faktisk også det, der skaber god stemning, siger Josephine Kuhn.

I julen sidste år praktiserede Nanna Hovgaard netop det samme. Faktisk lavede hun en helt tidsplan for juledagene og skrev ned, hvad hun havde brug for at gøre: Eksempelvis at træne og få sovet lure.

- Man kan ikke kun give, give og give, for så har man ikke mere til sidst. Julen er også en øvelse i at tænke og passe på sig selv, siger hun.

De ting, de forventer af julen har ændret sig. Og generelt er vi alt for forkælede, mener Josephine og Nanna.

Hvorfor forventer vi egentlig, at andre skal kunne opfylde det, vi drømmer om, siger de.

Vi må selv tage ansvar og hanke op i os selv.

- Det er okay, at det er svært. Men så må vi spørge os selv, hvad vi kan gøre for at gøre det lettere i stedet for bare at trække os fra fællesskabet.

- Julen skal være kompromisets kunst, men mange af os bliver barnlige og kompromisløse. Og fordømmende. Det er også den fordømmelse, vi tager pis på, for nogle gange kan man blive blind for, at man selv er irriterende, siger Josephine Kuhn.

Og så må december også gerne være en mørk tid, som vi tager sorgen med ind i. Vi må gerne græde, svælge i minder og tænke på dem, vi har mistet.

- Det sværeste ved den her jul er, at jeg aborterede ufrivilligt i foråret, og den graviditet skulle have været en decemberbaby. Jeg mærker virkelig en tomhed nu, og det føles mærkeligt og tungt, at jeg ikke skal have en lille baby med rundt til julearrangementerne, fortæller Josephine.

Nanna mistede sin mormor i juni, og hendes død gør også julen ekstra svær i år.

- Min mormor var den, der holdt sammen på hele vores familie. Hun var julen. Hun var traditionerne. Der er meget, der bliver anderledes i år.

Det er legitimt at have det tungt i julen. Det er ikke latterligt at være trist eller at savne. Vi skal give plads til sorgen og mindes dem, vi har mistet. Det er også det, julen kan, siger de.

Julen er for dem åndelig og med sig bringer den en mulighed for at dyrke det svære.

Og hvis tingene ikke er, som de plejer, øver Nanna og Josephine sig i at tillade tårerne.

- Når vi lever i et samfund, hvor det hele tiden går hurtigere og hurtigere, er det faktisk vildt rart med noget, der er det samme. Vi lytter til den samme julemusik, spiser det samme og er sammen med de samme mennesker hvert år, forklarer de.

Jo, nok har vi også de samme, gamle skænderier om risalamanden og julevinen, og selv om det kan være anstrengende at samles, så er det også som at tage en tryghedskåbe på hvert år.

Det er det, ‘Familien Nissen’ repræsenterer. Vi skal ikke nødvendigvis gøre oprør mod den ældgamle jul, men i stedet prøve at finde vores plads i den, siger Nanna og Josephine.

Nogle år opstår magien bare ikke. Men så er det rart at tænke på, at der er en chance igen næste år.