Da jeg cyklede på arbejde, åndede jeg lettede op. Jeg havde overlevet skuffelsens årti

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

- Hvad koster de sko, du ønsker dig? Så kan jeg lige overføre pengene på MobilePay.

Ordene kom fra min far på min 20-års fødselsdag, og med de ord smeltede mine forventninger som en softice i en hedebølge.

Vi sad i sofaen i mit barndomshjem, nyhederne kørte på tv'et og min første “store” runde fødselsdag uden legetøj på ønskelisten og bamseboller på menuen lakkede mod enden. Jeg havde endnu ikke modtaget en gave af mine forældre, og forventningerne boblede derfor rundt i mig.

Jeg var helt overbevist om, at det var fordi, jeg havde en kæmpe overraskelse i vente. Måske et surprise-party, den perfekte skrotbil eller noget helt tredje?

Men ak nej. De havde bare glemt at købe en gave.

Følelsen af skuffelse skulle vise sig at blive symptomatisk for mine tyvere. Mine forventninger til dette nye, dugfriske årti var, at det ville blive sjovt, vildt og spændende.

Men nu, hvor jeg netop er fyldt 30 år, må jeg bare konkludere, at det samlet set var et lorte-årti.

Jovist, det var da sjovt til tider, men mest af alt var det hårdt mentalt arbejde. Og her mener jeg ikke hårdt på den der trivselskomité-agtige måde, hvor jeg har haft brug for eksperter til at fortælle mig, at skærmtid er dårligt for mig, og at jeg skal lade vær med at sammenligne mig med andre. Det ved jeg godt, ligesom jeg ved, at der er en fare for at komme til at lyde forkælet nu.

Men det var mere hårdt på den der måde, hvor jeg frem til midten af tyverne var plaget af en tiltagende trang til at stille mig ind på Rådhuspladsen og skrige af mine lungers fulde kraft: HVORFOR ER DER INGEN VOKSNE, DER HAR FORBEREDT MIG PÅ DET HER?

Lad os et øjeblik spole tiden tilbage til 2015. ‘Bitch better have my money’ af Rihanna bragede ud af højtalerne, men hvis der var én ting, jeg ikke havde, så var det penge.

Alligevel havde jeg en drøm om både at skulle på interrail ned gennem Europa, på en flere måneder lang grupperejse til Latinamerika, et halvt år på højskole og selvfølgelig flytte hjemmefra - alt sammen i løbet af maks to sabbatår (jeg havde matematik på c-niveau i gymnasiet).

Jeg endte med at have tre sabbatår. Min første rejse var til Norge, hvor jeg boede og arbejdede ti uger i en provinsby lidt større end Herning. Her solgte jeg Summerbird-chokolade i et storcenter svarende til Herning-Centret. Den lille sum penge, jeg tjente deroppe, brugte jeg på en tandlægeregning, da jeg kom hjem. Det er ikke forkert at sige, at jeg spiste mere chokolade, end jeg solgte.

Efter det ophold fulgte yderligere 2,5 års sabbatår med flere forfejlede forsøg på at blive rig nok til at realisere alle mine rejser og højskoleophold. Det lykkedes mig faktisk at skrabe nok gysser sammen til en grupperejse på to måneder i Sydafrika (hvis man altså medregner den kredit, som banken gav mig, da jeg var halvvejs på rejsen).

Året efter blev jeg optaget på mit drømmestudie og flyttede til Århus for at studere.

Men den frihed, jeg havde længtes så meget efter at føle, var overrumplende, og mødet med virkeligheden og voksenlivet var mildest talt voldsomt. Endelig havde jeg friheden til at vælge. Så hvem ville jeg overhovedet være? Og hvem havde jeg været indtil da?

Jeg havde det i forvejen ikke godt, da jeg trådte ind i tyverne, og hurtigt fik jeg det værre. Min læge sagde på det tidspunkt, at jeg havde en depression, så hver måned brugte jeg hele min SU på øl og psykologtimer. Selvom jeg var fysisk til stede i de ting, jeg foretog mig, så var jeg aldrig helt mentalt.

Da jeg var 24 år, flyttede jeg til København, og som knap 26 årig blev jeg færdiguddannet under coronakrisens anden vinter. Jeg var så hyped på at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg var færdig med at være på SU og bo på latterligt små kvadratmeter, der koster det samme som et hus i Skjern.

Det “rigtige” voksenliv var lige om hjørnet. Troede jeg. Men jobbet kom ikke. I stedet fulgte en fire-år lang periode som jobsøgende, hvor jeg kæmpede for at få enderne til at mødes, samtidig med at jeg var villig til at gøre alt for få et job.

Hvad angik mine relationer op gennem tyverne, så gik det heller ikke helt med dem, som jeg forventede. De veninder, som jeg troede, jeg skulle være viklet ind i på sofaen hver søndag i ‘Friends’-lignende lejligheder, flyttede væk eller begyndte at falde fra, ligesom de stormende forelskelser og seriøse parforhold helt udeblev.

Hvilket betyder, at når jeg i dag tænker tilbage på, hvordan jeg for ti år siden helt seriøst troede, at jeg (som minimum) ville have ét barn på nuværende tidspunkt - gerne også to, så er der ikke så meget andet at gøre end at bryde ud i latter. Jeg har ikke engang haft én kæreste.

Fordi som Lena Dunhams karakter Hannah Horvath siger i min yndlingsserie, Girls:

- I have work, then a dinner thing, and then I am busy trying to become who I am.

Jeg er (heldigvis) ikke den eneste, der synes, at overgangen fra ungdom til voksenlivet har været - og for mange stadig er - op ad bakke. Langt fra. Hele 39 procent af alle mænd og 49 procent af alle kvinder føler, at de på et eller andet tidspunkt i tyverne har en livskrise, viser en rapport fra International Journal of Behavioral Development.

I modsætning til den myteomspundne midtlivskrise, der ofte afslører sig selv med hurtige biler og meget unge kærester, så kan kvartlivskrisen være sværere at få øje på. Hvordan ved man, at man befinder sig midt i en kvartlivskrise, og at man ikke bare har en dårlig dag, uge eller måned?

Der vil være tegn, siger forskeren Ran Zilca i en artikel fra Harvard Business Review med overskriften “Why Your Late Twenties Is The Worst Time of Your Life” (suk).

Ifølge Ran Zilca består kvartlivskrisen helt konkret af fire stadier.

I den første fase er man fastlåst af en mere eller mindre bindende livsomstændighed - det kan være, at man er i et parforhold, stadig bor hos sine forældre eller er i en specifik jobsituation.

I den næste fase opløses den bindende omstændighed. Det kan være, at parforholdet slutter, man flytter hjemmefra eller opsiger sit job, og den skiftende omstændighed kan lede til følelsen af isolation og ensomhed. Spørgsmål som: “Hvorfor kan alle andre finde ud af livet, når jeg ikke kan?” melder sig måske.

I tredje fase er det tid til selvrefleksion. Hvad kan jeg egentlig godt lide at lave, og hvilke mennesker er gode at omgås?

I den fjerde og sidste fase bevæger man sig ud af krisen - endda endnu klogere og lykkeligere og med en større følelse af formål.

Jo mere jeg tænker over de fire faser, jo mindre giver de mening som nogle, der kun hører hjemme i tyvernes såkaldte kvartlivskrise. Jeg mener, der vil jo ske ændringer hele livet igennem. Er det ikke bare sådan, livet er?

Men der, hvor kvartlivskrisen adskiller sig fra andre kriser, er, at det for mange vil være første gang, en krise overhovedet rammer, siger psykolog Mette Bratlann i en artikel fra Kristeligt Dagblad.

Hvor midtvejskrisen psykologisk set er et brud med det, man er blevet, så rammer kvartlivskrisen nærmest inden, man er blevet noget.

- Det er jo ikke, fordi de her unge står i et grædekor nede på gaden og piber. Mange af dem knokler for at gøre alting rigtigt. Så måske skulle vi i stedet forsøge at fortælle dem, at de ikke behøver have så store forventninger, og at man faktisk aldrig rigtigt får styr på det, heller ikke selvom man kan sætte flueben ud for ægteskab, bolig, uddannelse, karriere og børn, siger hun i artiklen.

Ifølge Ran Zilca behøver vi heller ikke være så bange for kvartlivskrisen. Fordi selvom den kan føles forfærdelig i øjeblikket, så tyder forskning nemlig på, at det at gå igennem en krise tidligt i voksenlivet kan være ekstremt værdifuldt, fordi mestringsstrategierne, man udviklede, er til gavn resten af livet, siger han.

Med andre ord: Man bliver ældre og dermed klogere, ligesom man lærer at forstå sine egne behov og ikke mindst hvor de urealistiske forventninger kom fra i første omgang.

Vigtigst af alt lærer man også i tyverne, at der er ting, man kan styre, og så er der alle de andre ting, som man ikke kan styre. Det er i hvert fald min erfaring.

Og hvis jeg virkelig havde stillet mig op på Rådhuspladsen og råbt efter hjælp fra en voksen, ville jeg så have lyttet til, hvad den voksne ville have at sige? Næppe!

Det var først, da jeg cyklede på arbejde i ugen efter min 30-års fødselsdag, det slog mig, at jeg ikke havde fået en 30-års fødselsdagsgave fra mine forældre.

Denne gang blev jeg ikke skuffet. Jeg blev ikke engang skuffet over, at skuffelsen ikke kom.

I stedet mærkede jeg en lettelse.

En lettelse over at træde ind i et nyt, dugfriskt årti.

Hvis du har symptomer på depression, kan du ringe anonymt til Psykiatrifondens Telefonrådgivning på 39 25 25 25.