Brevkasse
11. marts 2025

Min bror er alkoholiker og bliver ubehagelig, når han drikker. Men jeg kan ikke kappe forbindelsen til ham

"Jeg har ikke lyst til at kappe forbindelsen til ham, da jeg elsker ham og ikke har andre søskende end ham. Vi har heller ingen forældre mere." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_

Foto: Betina Fleron

Kære Anna

Min bror og jeg ses ikke så tit, men han ønsker, at vi skal ses oftere. Problemet er, at han er alkoholiker. Han passer sit arbejde dagligt, men når han har fri, drikker han. Det har jeg sådan set ikke noget imod, det er jo hans sag, og jeg har været ude at rejse med ham for år tilbage, hvor han drak, men uden at det tog overhånd, og uden at jeg kunne mærke det på ham.

Så hvad er da problemet, kan man spørge? Jo, det er, at han er begyndt at skifte personlighed, når han har drukket meget. Han bliver manipulerende, anklagende og besiddende. Jeg har ikke set ham meget, siden jeg oplevede det sidst. Og hvis jeg skal se ham, så skal jeg have en ”bagdør” åben, så jeg kan forlade ham, hvis jeg føler mig utilpas i hans selskab.

Nu vil han gerne besøge mig. Vi bor langt fra hinanden. Og han vil også ud at rejse med mig. Men jeg tør ikke. Jeg har sagt, at jeg gerne vil mødes med ham i byen, men han bliver såret over, at jeg på denne måde sætter begrænsninger for ham. Hvad gør jeg?

Jeg har ikke lyst til at kappe forbindelsen til ham, da jeg elsker ham og ikke har andre søskende end ham. Vi har heller ingen forældre mere. Skal jeg bare invitere ham hjem – og håbe på det bedste? Jeg bor alene, så der er ingen andre at tage hensyn til.

Kærlig hilsen en søster

Kære søster

Jeg synes, at du skal indrette samværet med din bror, så du har mest mulig ro i maven. Det gavner ikke forbindelsen imellem jer, hvis du sidder på kanten af stolen, hver gang I er sammen. Hvad end din bror siger, når du foreslår et mødested, så beskytter du på sin vis også ham ved at holde jeres samvær inden for en ramme, du er tryg i. Hvis han får klemt dig verbalt op i et hjørne, og du ikke har mulighed for at slippe væk, så mister han dig jo helt til sidst.

Du kan nok ikke få din bror til at forstå, hvad det er, han gør ved dig, når han har drukket. Men du kan undvige situationer, der antænder den side af ham. Prøv ad, om du kan lægge en form for lethed ind over jeres måde at mødes på fremover. For eksempel ved at foretage jer noget sammen, der slet ikke lægger op til at drikke alkohol overhovedet. I kunne tage på udflugt og gå en tur ved havet. Se en film i biografen eller gå på museum.

At mødes på denne måde kan også ilte den måske lidt anspændte stemning. Hvis din bror ikke vil acceptere, hvad du kan give ham, så vær ærlig. Sig, at det her er den måde, du kan tilbyde dit selskab på. Selv om du elsker din bror og gerne vil ham, er der grænser for, hvor meget du kan tåle, at han slider på dig.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også