Rejser
28. februar 2025

Få pulsen ned i det "hemmelige hjørne" af populær danskerø

Calvìa byder sig til med slow-turisme året rundt, hvor du kan få pulsen ned i dette ”hemmelige” hjørne og nyde det enkle liv på fine strande og i charmerende småbyer, som før turismen slog igennem den populære ø.
Af: Elsebeth Mouritzen
mallorca_

Foto: Elsebeth Mouritzen

Mellem mondæne Andratx og kosmopolitiske Palma, afslappede Sollér og populære Alcudia ligger Mallorcas lidt oversete område med strande, bjerge, landsbyidyl og kulturskatte.

Selv om næsten halvdelen af Calvià kommunes indbyggere er fastboende udlændinge, er det historiske bagland i middelhavsøens sydvestlige hjørne ikke ligefrem overrendt.

Her kan du stadig opleve uberørt natur på 100 kilometer vandreruter gennem bl.a. de UNESCO-anerkendte Tramuntana-bjerge og det stille hverdagsliv, fra før turismen slog igennem ved kysterne i 1960’erne.

Har du ikke været i Calvià før, er byens lørdagsmarked en god introduktion.

Det samme er den ni kilometer vandrerute herfra til Es Capdellà med start fra rådhuset, forbi byens kirke og videre med smuk udsigt over mandelmarkerne, bjergene i Puig de Galatzò og La Mola de s’Esclop samt Galatzfloden, inden den maleriske bjerglandsby i Sierra de Tramuntana dukker op.

Du mærker også historiens vingesus med vandreskoene på i den arkæologiske park Puig de sa Morisca nær Santa Ponca med en 120 meter høj klippebakke og vild vegetation over 35 hektar.

Grave og huler på stedet bærer vidnesbyrd om liv, der går tilbage til bronzealderen, og som stoppede midlertidigt i 1229, da den spanske konge Jaume 1. gik i land for at drive de herskende maurere på flugt.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/14-1.jpg

Udsigt fra vest-­Mallorcas højtbeliggende småbyer.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/26-%281%29.jpg

De bedste souvenirs er de lokalt fremstillede hatte, kurve og tekstiler.

Fincaer og fine haver

Finca Galatzò er et kulturhistorisk must-see på disse kanter, og vandreturen derop fra parkeringspladsen i Es Capdellà er en belønning i sig selv.

Det går gennem et næsten uberørt landskab, og ender ved den spartanske landejendom fra 1600-tallet, som kommunen begyndte at restaurere for 15 år siden, så vi i dag kan se, hvordan skiftende olivenolie-grever levede.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/21.jpg

Finca Galatzò er en velbevaret oliven-­finca.

Der er lidt mere arkitektonisk schwung over fincaerne Raixa og Alfabia på hver side af den maleriske by Bunyola og ikke mindst deres parklignende haver, som er populære udflugtsmål, også i den spanske kongefamilie, når den besøger øen.

Begge ejendomme dateres til 1200-tallet, og der er mange velbevarede detaljer fra de lokale hertugers tid. De ligger ganske vist udenfor Calvia, men er den 40 minutters køretur værd.

Bad i en filmkulisse

Det er manges drøm at finde en hemmelig strand, og det kan lade sig gøre ved at gå væk fra alfarvej omkring Peguera. En vandretur gennem skov viser med tydelig skiltning ned til bugten ved Caló d’en Monjo.

Den er kendt for at være kulisse for Agatha Christie-thrilleren ”Mord I Solen” fra 1982 med bl.a. Jane Birkin, men på trods af filmens titel er bugten et idyllisk område.

Lige så øde ligger Cala Falcó, og selv om stranden kun er 50 meter lang, er der solsenge og let servering. En kort sejlads med turistbåd fra den livlige ferieby Santa Ponca ligger den ubeboede ø-gruppe Malgrat som havreservat, men du må godt svømme og dykke i vandet omkring dem og til det skibsvrag, kommunen med vilje har sænket ned for at gøre det sjovere at snorkle.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/7-1.jpg

Vestkystens mange småbyer har idylliske badesteder.

San Elm er ikke ligefrem hemmelig, men har en klassisk charmerende sandstrand parallelt med promenaden Avinguida de Jaume I, hvor der ligger en perlerække af små lokale restauranter. Herfra går også turbåde ud til Sa Dragonera-øen, som er et enestående naturreservat med sjældne fugle og sorte firben.

Velstand i vandkanten

Kan du ikke undvære en bred, hvid sandstrand og lidt af den glamour, som turismen har bragt med sig, er Portals Nous et godt alternativ.

Den kan prale af øens dyreste marina med sejlskibe og yachter samt en perlerække af internationale designerbutikker, fordi byen og baglandet er populært blandt udlændinge med fast ejendom hernede.

Men du kan også finde den afslappede sydlandske atmosfære på de mange strandklubber kaldet ”chiringuitos” med servering i vandkanten, hvor pladsen og prisen er ens for alle.

I det nærliggende velhaverkvarter Illetas ligger den mondæne Puro Beach Club indrettet hvidt-i-hvidt med drømmesenge, gourmet-frokostrestaurant og udendørs wellness-massage bag diskrete gardiner samt adgang til havet via badestiger.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/9-1.jpg

Restaurante Illeta ligger på en klippeø

Smagen af Mallorca

Du tager ikke til Camp de Mar for strandens skyld, som er omgivet af høje hoteller, men for at gå ad en lang træbro ud i vandet til det lille klippeskær med Restaurante Illeta.

Prøv at få bord med udsigt væk fra kysten, og nyd så din paella, salat eller grillstegte fisk under parasollen eller det skyggefulde træ.

Det er udenfor Calvìa og tager mange hårnålesving at nå ned til Port de Valldemossa, men det er den svimlende tur værd at sidde på fiskerlejets eneste restaurant, Es Port, og få pivfriske fisk og skaldyr, mens vandet slår ind på molen, og der i øvrigt ikke ellers sker en pind. Står den på selvforkælelse, ligger stjernehotellet Castell Son Claret lige i hjertet af Calvìa med to restauranter: Den afslappede Olivera med à la carte servering på terrassen og den indendørs Sa Clastra med Michelin-stjerne for sin tasting menu.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/12-2.jpg

Padron-pebre og knivmuslinger er ofte at finde på menukortene.

Mangler du lidt sødt til kaffen indimellem, er den populæreste snack ”coques de patata”, der er en svampet wienerbrødsbolle med bl.a. kogte kartofler i dejen og et drys flormelis på toppen.

Charmerende småbyer

Estellencs ligger på Tramuntana-bjergenes stedsegrønne side ud mod kysten, hvor den har sin egen 100 meter klippebugt til badning og små restaurerede fincaer til overnatning.

Puigpunyent ligger midt i bjergområdet som en søvnig middelalderperle, men som knudepunkt for mange amatørcyklister er der et pænt leben med gode restauranter og både hotel og privat villaudlejning, og så ligger byen tæt på et par vingårde, som gerne tager imod besøg.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/23.jpg

Landsbyromantik i Valldemossa.

https://imgix.femina.dk/2025-02-26/25.jpg

Temperaturen er behagelig det meste af året, og som forårsferie er Mallorca derfor dejlig.

Den højtbeliggende Banyalbufar kan prale med noget nær den bedste udsigt, især fra stenterrassernes kaldet ”marjades”, og det var også herfra, man holdt øje med pirater på havet.

Byen har mange smukt restaurerede huse, og i den gamle adelsbolig Sa Clastra de sa Baronia er der nu hotel. Længst væk fra Calvìa ligger Valldemossa, men som en af Mallorcas smukkeste landsbyer er den ikke til at komme udenom på en dagstur. Den er helt igennem velholdt, og de smalle, postkortlignende landsbygader emmer af stemning og turister på jagt efter den mallorcanske livsstil.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 6/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også