Sundhed
26. februar 2024

Hun var 13 år, da hun prøvede det første gang. Hun havde aldrig troet, hun kunne blive syg af det. Men så ringede lægen

Sabina begyndte at gå i solarie som 13-årig. Hun var en del af en populær skønhedstrend, som få kendte konsekvenserne af dengang. Da hun fik fjernet et modermærke, blev det pludselig alvor. Derfor har hun et opråb til de unge, der går i solarie i dag.
Af: Marie Møllegaard Andersson
Sabina Røhmer

Foto: Cecilie Bødker

Det var bare for en sikkerheds skyld, at hun blev testet for kræft. Men seks uger senere ringede lægen og sagde, at hun ikke måtte åbne sundhed.dk.

Der venter et rigtig kedeligt svar, siger han.

- Jeg har altid joket med det. Jeg har altid sagt, at det er garanteret mig, der bliver ramt af modermærkekræft med alt det solarie, jeg har taget. Men når det så rent faktisk rammer mig… Den faldt godt nok tungt.

Det fortæller 39-årige psykoterapeut Sabina Røhmer, der i 2022 blev diagnosticeret med modermærkekræft.

Sabina begyndte at gå i solarie, da hun var 13 år. Hun beskriver at have set den ultrapopulære og dengang aktuelle serie "Baywatch", hvor livredderne løb ned af stranden i deres røde badedragter og perfekte, solbrune kroppe.

Sabina ville også se sådan ud.

- Jeg kan huske, at alle, som var solariebrune, var flotte mennesker. Jeg forbandt i hvert fald solarie med, at det var lækkert, og man så godt ud… eller jeg så godt ud.

Sabina boede i Roskilde og hun husker, at næsten alle tog sol dengang i slutningen af 1990’erne, hvor mange ikke vidste, hvor farlige UV-stråler var.

Men tal fra Kræftens Bekæmpelses sol-rapport fra 2022 viser, at danskere nu til dags godt ved, hvad de går ind til, når de lægger sig ind i "boksen". Også de unge. Alligevel boomer solcentrene med teenagere. Det er knap hver fjerde teenager, der går i solarie i dag.

Men hvis du spørger Sabina, er der ingen, der har taget lige så meget sol som hende:

- Jeg var klart den, der var mest ekstrem med mit solarieforbrug, siger hun.

Sabina tog nemlig sol hver eneste dag.

Danskernes solariebrug

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er der 20 procent øget risiko for modermærkekræft, hvis man går i solarie. Denne risiko er 60 procent større, hvis man er under 35 år.

Danskernes forbrug af solarie har været faldende, siden World’s Health Organization i 2009 fastslog, at UV-stråler fra solarier er kræftfremkaldende. Antallet af personer, som går i solarie, er mere end halveret, og der har aldrig været færre danskere, som går i solarie.

Alligevel ringer alarmklokkerne hos Kræftens Bekæmpelse. For der er én aldersgruppe, som stikker i den helt forkerte retning. Og desværre er det den aldersgruppe, der er allermest sårbar overfor UV-stråler.

Der er nemlig sket en markant stigning i brug af solarie blandt 15-19-årige danskere fra 15 procent i 2020 til 23 procent i 2022. Det er altså knap hver fjerde i denne aldersgruppe, som går i solarie.

79 procent af de unge solariebrugere mener, at risikoen for kræft som følge af solariebrug er høj eller meget høj.

I 2014 var der tale om at indføre en aldersgrænse på 18 år, men lovforslaget blev droppet. Formand for Dansk Solarie Forening, Henrik Marx, forklarer, at en aldersgrænse ville være en dødsdom for samtlige solcentres forretning.

Kræftens Bekæmpelse kæmper stadig for at få indført en aldersgrænse på 18 år. Danmark er det eneste land i Norden, der ikke har indført en aldersgrænse for solariebrug.

Hun fik rigtig meget opmærksomhed på at være brun.

- Alle vidste ligesom, at Sabina, det er hende, der er totalt solariebrun. At det er hende den lækre brune.

Folk kommenterede på, hvor hvide hendes tænder var og ikke mindst, hvor meget det klædte hende.

- Jeg følte mig mere attraktiv. Jeg følte både, at mit selvværd og min selvtillid voksede enormt af at være så brun.

Hun opdagede også, at de urenheder i ansigtet, som hun slogedes med i teenage-årene, forsvandt, jo mere hun gik i solarie.

Og alt dette var et incitament for at gå endnu mere i solarie.

- Jeg følte jo, som man gør i den alder, at jeg var udødelig ved at se sådan ud.

https://imgix.femina.dk/2024-02-20/processed-2603f34f-b46b-4e85-8918-bf5156910849.jpeg

Privat foto af Sabina

Sabina var 14 år første gang, hun blev forbrændt. Hun var faldet i søvn i solariet. Dengang var der ikke samme tidsbegrænsning på, hvor længe man må tage sol, som der er i dag. Hun vågnede 40 minutter senere med andengradsforbrændinger over hele kroppen.

- Der måtte min mor og mormor pakke mig ind i kartoffelmel, og jeg lå i sengen i fire dage med sådan nogle kølige lagener. Altså jeg var helt rød-rød.

Det var første gang, men langt fra sidste gang, at Sabina skulle blive forbrændt.

- Det er jeg jo ikke stolt af, men det har jeg efterfølgende gjort på samtlige sommerferier, jeg har været på.

Hun beskriver, at hun er blevet så forbrændt og har haft så meget soleksem, at hun har fået et skud binyrebarkhormon på alle de ferier, hun har været på.

- Jeg lå i 45 graders varme i tre uger uden solcreme. Fra ni om morgenen til seks om aftenen. Det har været så ekstremt for mig, inde i mit hoved, fortæller hun.

På trods af smertefulde forbrændinger og voldsomme solskader i ansigtet, blev hun ved med at tage sol hver dag.

Der har aldrig været den store moral-prædiken fra Sabinas forældre, som altid selv har været meget brune og heller aldrig har brugt solcreme.

- Jeg var slet ikke bevidst om, at der var en risiko.

Det var først, da hun fødte sin søn i 2007, at hun forstod, hvor farligt det faktisk var.

- Så får du sådan en lille hvid klump. Altså et helt uskyldigt barn, som ikke skal have sol på nogen måde.

Sabina gjorde alt, hvad hun kunne for at holde sin søn væk fra UV-strålerne og prøvede også selv at holde sig væk.

- Jeg tænkte, nu er jeg nødt til at stoppe med det her. Så var jeg så dum, at jeg stadig sneg mig i solariet. Ikke hver dag, men to gange om ugen, fordi det går nok lige. Eller det er koldt og det er vinter, jeg vil gerne ind og varme mig i solen.

https://imgix.femina.dk/2024-02-20/sabina_solarie_2.jpg

Sabina stoppede med at gå i solarie, da hun var 30 år. Men hun tog stadig på ferie sydpå for at få sit sol-fix.

Det var nemlig op til en ferie, hvor hun skulle til Tyrkiet med familien i tre uger, at hun opdagede et lille modermærke på sin højre balle. Hun ringede til sin læge for at få det fjernet.

- Så siger jeg, at jeg først lige skal tre uger til Tyrkiet og ligge i 45 grader. Og jeg skal jo ikke have et nyt ar, når jeg er i Tyrkiet, fordi så må man jo ikke få sol på det.

Hun kom hjem fra ferie, tog til lægen og fik det fjernet. Hendes læge så ikke noget bekymrende ved modermærket, men Sabina sagde til ham, at hun alligevel gerne vil have det testet for kræft.

- Fordi det klør, og det kradser, og det er ujævnt. Jeg er ikke stolt af at sige det. Men jeg har jo haft det i tre år, inden jeg tog til lægen med det. Jeg tænkte, at det ikke var noget.

Og så sendte de modermærket til test, men ingen af dem tænkte mere over det, indtil Sabinas læge ringer seks uger senere og siger, at hun ikke må åbne sin sundhed.dk.

- Så siger jeg, hvorfor ikke det? Og han siger, at det er fordi, der ligger et rigtig kedeligt svar, og det vil han ikke have, at jeg læser, uden at vi taler sammen først.

Men Sabina vidste godt, hvad der ventede hende.

- Og så sagde han så også, at det var modermærkekræft. Og nu skulle jeg ikke gå i panik. Han prøvede at berolige mig, fortæller Sabina.

Sabina og hendes mand var hos lægen kl. 8 næste morgen, og inden for 14 dage var hun blevet opereret for modermærkekræft. Hun troede, at det ville være en lille operation. Modermærket var jo kun på størrelse med en lillefingernegl.

Men da Sabina vågnede på hospitalsstuen, var modermærket blevet til et 16 centimeters ar. Hun var også blevet opereret i lysken for at undersøge, om kræften havde spredt sig til lymferne. Det havde den ikke.

Men den sygeperiode, som skulle have varet 14 dage, endte med at vare to måneder. Det var i 2022, at Sabina blev behandlet for modermærkekræft, men hun kommer aldrig til at føle sig helt rask.

- Der er jo også uvisheden i det for mig. Kommer det her igen? Og det ved jeg jo ikke.

Sabina går til kontrol en gang om året og fortæller, at hospitalerne lige nu er lagt ned af dem, de kalder solarie-generationen. Hun fortæller, at det er dem, som gik i solarie, før man fandt ud af, hvor farligt det er.

- De nedlægger sygehusene med solarie-kræft. Ligesom jeg havde. Modermærkekræft.

Selv om lægerne og sygeplejerskerne minder hende om, at der ikke er nogen, der vælger kræft, står Sabina tilbage med en følelse af skyld.

https://imgix.femina.dk/2024-02-20/kopi-sabina_solarie_3.jpg

- Det giver da eftertænksomhed. At der skulle så meget til. Før jeg blev klogere.

13-årige Sabina havde aldrig troet, at hun ville få kræft. Derfor ønsker Sabina, at der kommer en aldersgrænse for solariebrug.

- Når du er så ung, tænker du ikke over dagen i morgen. Det er for nemt. Du kan få modermærkekræft på abonnement.

Derudover håber hun, at de unge bliver oplyst endnu mere om konsekvenserne.

- Hver gang jeg går forbi et solarie, har jeg lyst til at flå alle de unge mennesker ud og hive bukserne ned og sige, du ender ligesom mig, og det er ikke sjovt mere!

I dag har Sabina smerter i benet, hver gang hun går, og det gør ondt at sidde ned på grund af hendes operationsar. Hun må sjældent opholde sig i solen, og når hun gør det, er hun ledsaget af frygten for at få kræft igen.

Og så savner hun den kvinde, som hun så i spejlet, dengang hun var brun.

- Nu er jeg bleg som et lagen. Jeg savner det hver dag, jeg står og kigger mig selv i spejlet. Men jeg fortryder af hele mit hjerte, at jeg har gjort det med den konsekvens, som jeg sidder med nu.

Læs mere om:

Læs også