Hun sad i auditoriet, da det hele væltede: "Jeg ville gøre noget vildt"

For 42-årige Maiken Svendsen er 21. november 2007 en dag, hun aldrig nogensinde glemmer.

Indtil den dag havde hun et helt almindeligt liv: Hun studerede på pædagogseminariet og boede på Lolland sammen med sin kæreste og deres lille datter på tre år. Men den dag væltede det hele.

– Jeg kan stadig huske det fuldstændig, som var det i går. Jeg sad i auditoriet på pædagogseminariet til undervisning. Pludselig blev jeg ramt af en følelse af, at jeg bare skulle ud derfra, og det skulle være nu, fortæller Maiken.

En studiekammerat så, at Maiken var i panik, og hjalp hende hen til studievejlederen. I ugerne forinden havde Maiken flere gange været hos studievejlederen, fordi hun trivedes dårligt i sin praktik, og hun havde også været i behandling for en let depression. Men det, hun følte den dag, var på et andet niveau.

– Jeg var meget ked af det, frustreret og helt opgivende. Det er svært at forklare, men jeg følte en trang til at gøre noget vildt for at komme væk fra det hele. Studievejlederen mente ikke, at det var forsvarligt at sende mig hjem, men kørte mig i stedet til den psykiatriske akutmodtagelse, fortæller Maiken.

Her konstaterede man, at hun havde fået en psykose, og hun blev indlagt syv dage. Det blev indledningen til et langt forløb, hvor Maiken blev diagnosticeret med skizofreni og var indlagt flere gange.

Fra lukket til åben

Maikens indlæggelse i 2007 var det hendes første møde med en psykiatrisk afdeling. Der er ingen i hendes familie, som har lidt af psykisk sygdom, og hun havde aldrig haft den slags inde på livet tidligere.

"Da jeg skulle gennem døren til den psykiatriske akutmodtagelse, føltes det, som om dørtrinnet var 10 meter højt. Jeg havde alle mulige fordomme om, hvordan det ville være, men jeg blev mødt af de sødeste mennesker og lyse lokaler med billeder på væggene. Det var skræmmende at blive indlagt, men det var også en kæmpe lettelse og befrielse. Der var folk, som tog sig af mig, og jeg skulle ikke tage stilling til noget," siger Maiken.

I begyndelsen holdt hun det hemmeligt for alle, at hun havde psykiske problemer. Ikke engang hendes forældre kendte årsagen til, at hun var sygemeldt fra sit studie, før længere henne i forløbet, hvor hun ikke længere kunne holde det skjult.

"Jeg var bange for, hvad folk ville tænke om mig, når de hørte, at jeg havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Ville de tage afstand fra mig? Ville de være bange for mig, når jeg kom ud? Kunne det skade min familie, hvis folk fik at vide, at jeg var psykisk syg?," fortæller hun.

Angst gør sit indtog

Det lykkedes Maiken at vende tilbage til seminariet oven på et års sygemelding og gennemføre sin uddannelse med hjælp fra et psykiatrisk støtteteam. I 2009 begyndte hun i job som pædagog. Det viste sig dog hurtigt, at en uforudsigelig hverdag i en børnehave langt fra var det optimale for hende. En dag på vej hjem fra job fik Maiken sit første angstanfald.

"Det kommer ud af det blå, mens jeg sidder i bilen på vej hen for at hente min datter i børnehaven. Jeg fryser, jeg ryster, og mit hjerte føles, som om det er ved at springe i luften. Jeg tænker: ”Wow, hvad sker der? Jeg kan ikke køre bil sådan her”, og jeg holder ind til siden af landevejen. Jeg tror, at jeg er ved at dø, og at jeg har fået en blodprop. Jeg har aldrig haft et angstanfald før og vidste ikke, hvad det var. Jeg sidder i bilen og stirrer i en halv time eller en time, før jeg kan køre videre," husker Maiken.

I 2011 flyttede hun tilbage til fødeøen Bornholm sammen med sin datter. Men hun havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og bliver med jævne mellemrum indlagt på psykiatrisk afdeling.

"Min datter vidste godt, at når mormor kom og hentede hende fra skole, var det, fordi jeg var blevet indlagt. Jeg var typisk indlagt i to-tre måneder, fik det bedre, blev udskrevet – og så ramlede det hele igen efter en måned, og der kom en ny, lang indlæggelse," fortæller Maiken.

Til sidst vurderede kommunen, at Maiken ikke kunne bo alene sammen med sin datter, når hun var indlagt så meget af tiden.

"Jeg skulle på et psykiatrisk bosted, og min datter skulle flytte ned til sin far i Næstved. Det føltes som et kæmpe nederlag for mig, men jeg kunne også godt se, at det var nødvendigt. Jeg har talt med min datter om det efterfølgende, nu hvor hun er voksen, og hun har heldigvis ikke følt det som et svigt eller traume, dét der skete dengang," fortæller Maiken.

Åbenhed er bedre

Da Maiken havde været syg i nogle år, besluttede hun, at hun var træt af at holde sin sygdom hemmelig. Hun ville fortælle åbent om sin situation. Under en indlæggelse skrev hun et Facebook-opslag om, at hun var indlagt på en lukket afdeling, og spurgte åbent, hvad folk tænker om det.

"Folk reagerede meget positivt på, at jeg fortalte det. Mange sagde, at de slet ikke var klar over, at jeg havde været så syg. De var overraskede over, at jeg havde skjult det så godt. Der var ikke nogen, der tog afstand fra mig, sådan som jeg havde frygtet. Og ingen så ned på min familie," siger Maiken.

Til gengæld opdagede hun, at mange andre havde de samme fordomme om psykiatrien, som hun selv havde haft.

"Der kunne jeg så fortælle, at der ikke var tremmer for vinduerne, og at vi ikke kun måtte spise med plastikbestik. Selvfølgelig er man indlagt af en grund, men når man for eksempel sidder i gårdhaven og drikker en kold cola, kan det faktisk være meget hyggeligt på en psykiatrisk afdeling," fortæller hun.

Det inspirerede hende til at skrive bogen ”Den forkerte side af bordet”, som udkom i 2015.

"Der kunne jeg sige: ”Hvis der er noget, du vil vide, så læs min bog!”. Det var faktisk en stor lettelse, at alle vidste det. Du bruger utrolig meget energi på at gå og skjule, hvordan du har det, og på at være bange for, at nogen skal opdage det. Det er meget bedre at være åben omkring det," siger Maiken.

På baggrund af bogen og hendes øvrige arbejde med at nedbryde fordomme om psykisk sygdom fik Maiken socialpsykiatriens pris på Bornholm i 2015.

"Jeg er taknemmelig for, at jeg bor i Danmark, hvor der er så mange kompetente mennesker i systemet, og jeg har fået hjælp, når jeg har haft brug for det. Jeg ved godt, at det ikke er alle, som har den oplevelse. Men jeg synes, det er vigtigt at fortælle, at en lukket afdeling også kan være et godt sted, hvor du kan få den hjælp, du har brug for. Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst," siger Maiken.

Et ændret perspektiv

I dag bor hun i sin egen lejlighed. Hun flyttede fra botilbuddet for psykisk syge i 2018 efter en ændring i hendes diagnose og dermed behandling.

"Jeg har haft forskellige diagnoser igennem tiden og prøvet mange forskellige slags medicin, for de vidste ikke rigtig, hvad de skulle stille op med mig. I 2017 blev jeg henvist til en ny psykiater på psykiatrisk center her på Bornholm. Jeg tror ikke, jeg havde været der i to minutter, før hun sagde: ”De diagnoser, du har, passer slet ikke til dig. Du har ikke skizofreni, du er en helt normal autist”. Det kom meget bag på mig, men efterfølgende er der mange, som har sagt, at det havde de da tænkt på," siger Maiken.

I dag er hun diagnosticeret med autisme samt generaliseret angst. Den hjælp, hun får, går ud på at skabe forudsigelighed i hverdagen og styre angsten.

"Jeg kender min angst så godt nu, at jeg kan mærke i kroppen, når den er på vej. Så ved jeg, at jeg lige skal sætte tempoet lidt ned. Jeg har nogle mentale billeder og teknikker, jeg kan bruge, og jeg har også noget medicin, jeg kan tage, hvis jeg får brug for det, eller hvis jeg ved, at jeg står foran en særlig spidsbelastning. Man kan forestille sig min hjerne lidt som en tresporet motorvej, hvor bilerne, der drøner forbi, er mine tanker. Når jeg tager medicinen, er det, som om to af sporene bliver lukket af, og farten bliver sat ned til 30 kilometer i timen," forklarer Maiken.

Hun har stadig svære dage, men glæder sig over, at hun har den nødvendige støtte og et godt forhold til sin datter, som klarer sig godt.

"Jeg ser sådan på det, at mit arbejde er at tage mig af mig selv 24-7, 365 dage om året. Mit drømmescenarie er at leve et normalt liv, der giver mening og er godt på min måde med et minimalt behov for støtte," siger hun.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 51/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.