Først døde hendes mor. Så hendes far. Det har givet hende roen til at være der, hvor bomberne brager. Bogstaveligt talt

Kufferten er kun halvt pakket ud. Det er første gang, siden Louise Brodthagen flyttede til Ukraine, at hun er hjemme i flere sammenhængende uger. Alligevel er det ikke meget tid, hun har nået at tilbringe i København.

– Lige nu er min lejlighed mest et sted, hvor mine ting er. Når jeg er hjemme, kan jeg lige kyle noget tøj i vaskemaskinen, inden jeg er videre igen.

–Det føles ikke så personligt. Men sådan er det. Det er en del af pendlerlivet, fortæller Louise Brodthagen.

Normalt har Louise fast base i Kyiv, hvor hun som udlandsreporter for Danmarks Radio dækker krigen i Ukraine på nærmeste hold og laver både tv-indslag, liveudsendelser, radiointerviews og artikler.

Men nu er hun her i Danmark. Et kursus og et par arbejdsmøder har trukket hende til København.

Om et par dage skal Louise videre til en bryllupsfest hos nogle venner, og derudover er det også tanken, at hun skal nå at arbejde lidt.

– Der er meget forskel på at arbejde i Kyiv i forhold til, når jeg arbejder her. I Kyiv sker der konstant noget, som er vigtigt at berette om.

– Derfor starter min morgen ofte med, at jeg bliver interviewet til P1 Morgen - og nogle gange også til radioavisen og den tidlige tv-avis. Sådan er det ikke her. Der starter arbejdsdagen lidt mere roligt.

Det er halvandet år siden, at Louise pakkede sit liv ned i en kuffert og skiftede sit liv som nyhedsjournalist i DR-byen ud med en hverdag midt i et af verdens pt. største brændpunkter.

Dengang havde hun aldrig før været i Ukraine og havde heller ikke aldrig prøvet at befinde sig i en krigszone.

Alligevel tøvede Louise ikke med at sige ja, da hendes chef ringede og spurgte, om hun kunne tænke sig at flytte til Kyiv for at bemande DR’s nye kontor i den ukrainske hovedstad.

– På det tidspunkt havde Ukraine været invaderet af Rusland i knapt fire måneder. Det påvirkede alt og havde fuldstændig uoverskuelige konsekvenser. Både globalt og for ukrainerne.

– Det påvirkede hele den internationale sikkerhedspolitik og økonomi. Og det påvirkede en hel befolkning på det menneskelige plan.

–Jeg har svært ved at forstå, hvis man som nyhedsjournalist tænker, at det skal man overhovedet ikke være i nærheden af.

Louise tager en tår af sin kaffe.

– Selvfølgelig kan der være omstændigheder som mand og børn, der gør, at man som journalist ikke har lyst til at bosætte sig i et krigshærget land. Men jeg har ikke mand og børn. Derfor så jeg ingen grund til at sige nej.

Louise kan godt forstå, hvis det lyder underligt i andres ører, at man frivilligt siger ja til at bo i et land, som mange andre flygter fra. Men spørgsmålet om tryghed er aldrig noget, der har fyldt hos den 43-årige journalist.

– Jeg har altid rejst meget alene og har fra en tidlig alder været vant til at skulle klare mig selv. Derfor føltes det heller ikke utrygt at tage alene afsted til Ukraine.

– Det er selvfølgelig anderledes at bo i et land, hvor der er bombenedslag, men hvor bizart det end lyder, så vænner man sig til luftalarmerne.

En barndom på landet

Som barn voksede Louise op på Sydsjælland i en lille landsby, der hedder Bønsvig langt ude på landet.

– De første år boede jeg med min storebror og mine forældre på et nedlagt landsted, midt ude i ingenting.

– Senere flyttede vi til et rækkehus i Jungshoved, som er en lidt større landsby, men dog ikke større end, at man skal undgå at blinke mellem de to byskilte, når man kører igennem den.

Louise gik i den lokale landsbyskole indtil 3. klasse. Herefter rykkede eleverne videre ind til Præstø til en større kommuneskole.

– På min første skole var vi kun to elever i min klasse. Mig og en anden dreng. På hele skolen var der ikke flere end 12-15 elever, så det var egentlig lidt vildt, at man overhovedet kunne holde den skole i live.

– Når andre hører om det, lyder det som om, jeg har levet i gamle dage. Men det her var altså i 80’erne ude på landet.

Barndomshjemmet var et hjem uden så mange regler og rutiner. Der var ingen faste spisetider. Og ingen voksne, der mindede hende om, når det var tid til at tage til fodbold.

– Det hele var lidt løst. Min storebror og jeg klarede meget os selv. Men det hang også sammen med min mors arbejdstider. Det var primært hende, der forsørgede os i de perioder, hvor min far var arbejdsløs. Nogle gange kom hun først hjem ved 18-19-tiden om aftenen.

Louises mor var smørrebrødsjomfru og arbejdede på kroen inde i Præstø, og hendes far arbejdede indimellem som tjener på Oslo-færgen, men var i lange perioder arbejdsløs.

– Egentlig var min far uddannet typograf, men de fleste typografer blev jo fyret i 70’erne og 80’erne, så det var ikke den karriere, det blev til.

– Mine forældre havde ikke råd til en bil, så jeg tog selv bussen, eller cyklede de syv kilometer ind til Præstø, når jeg skulle i skole. Det var ikke noget, jeg tænkte over. Det var bare sådan, det var.

Se & Hør og ”Matador”

Hvis nogen dengang havde fortalt Louise, at hun ville ende med at arbejde som udenrigsjournalist som voksen, ville hun have rystet undrende på hovedet.

– Udsynet og interessen for verden er bestemt ikke noget, jeg har med hjemmefra. Det kom først, da jeg startede på universitetet.

Det var sjældent, der blev diskuteret politik over aftensmaden i hjemmet på Sydsjælland, eller at forældrene læste andet end lokalavisen.

– De eneste blade vi holdt derhjemme, var Se & Hør og Anders And, som kom en gang om ugen. Jeg kan huske, min mor og far havde en stigereol med nogle Dan Turéll-krimier og dét, man nok vil betegne som let litteratur. Og så var der en lang række VHS-bånd med ”Matador”. Det var ligesom det.

– Det var også meget det, vi så i fjernsynet. Det var ikke sådan, at vi sad om aftenen og så dokumentarer om den fremmede verden. Jeg husker heller ikke, at der var store heftige politiske diskussioner. Overhovedet.

Ferierne foregik som regel i Danmark. Nogle gange tog familien til Malmø i Sverige, hvor Louises moster boede. Men det var først i 8. klasse, at Louise kom på sin rigtige udlandstur, da hun var på bustur til Paris med ungdomsklubben.

– Det der med museumsture og årlige bilferier ned gennem Europa, var slet ikke noget, jeg kendte til. Jeg var 17 år første gang, jeg var ude og flyve. Inden da kendte jeg ikke så meget til udlandet.

Som teenager fik Louise dog mulighed for at svælge sig i amerikanske tv-serier, når hun var med hjemme hos sin veninde fra klassen.

– Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Jeg elskede det. Hjemme hos os havde vi ikke råd til kabel-tv.

– Til gengæld havde vi en stueantenne, hvor min far af og til viklede sølvpapir omkring. Så når vejret var godt, og stanniolen sad rigtigt, kunne vi være heldige at fange signalet til svensk TV4.

Stod tidligt på egene ben

Viljen til at kæmpe sig igennem og klare sig, er noget af det, Louise bærer med sig fra sin opvækst, og som har formet hende på godt og ondt. Louises mor døde af kræft, da Louise gik i 9. klasse. To år senere døde hendes far.

– Det har været et vilkår for mig, at jeg meget tidligt i mit liv skulle stå på egne ben. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har påvirket mig. Selvfølgelig har det det.

– Det er hårdt at miste en forælder, når man kun er 15 år. Men det har også været med til at give mig en form for selvopretholdelsesdrift.

For Louise betød det, at hun allerede som 16-årig flyttede alene i en ungdomsbolig.

– I min verden var det ikke en mulighed at blive liggende i sengen. For hvad var alternativet, hvis ikke jeg stod op? Jeg kunne ikke bare ligge og være ked af det hele tiden. For mig var det altafgørende, at jeg fik en gymnasieuddannelse.

– Det var det, de ”riges børn” gjorde. De fik en studenterhue. Det skulle jeg også have. Og det krævede, at jeg stod op hver morgen og gik i skole og lavede lektier.

Hendes storebror boede tæt på, og en socialrådgiver fra kommunen holdt øje med, at Louise stod op om morgenen og kom i skole.

– Jeg tror ikke, de for alvor var bekymret for mig. Min moster og onkel var der til at støtte mig, og min storebror var der også for mig. På den måde var jeg ikke helt alene.

– Men der er ingen tvivl om, at det at jeg så tidligt i mit liv skulle stå på egne ben, har været med til at forme mig på den måde, at jeg er blevet god til at være alene.

Det har været en styrke, Louise har kunnet bruge i sit voksenliv. Både da hun som helt ung flyttede til København for at studere. Og i dag, hvor hun arbejder og bor alene i Kyiv.

– Ud over en ven i Hvidovre kendte jeg ingen i København. Jeg havde heller ingen forældre, der lige kunne købe mig en lejlighed. Men jeg havde prøvet at stå på egne ben før, så jeg vidste, at jeg nok skulle klare det.

Indimellem kunne det godt fylde hende med savn, når Louises studiekammerater på universitetet fortalte, at de havde været hjemme i weekenden hos deres forældre og få mad og vasket tøj.

Men det at bo og rejse alene, har hun haft det fint med.

– Jeg har altid rejst meget alene. Der er så mange steder i verden, jeg har lyst til at tage hen. Jeg kan ikke altid sidde og vente på, at der er nogen, der gider tage med. Så som regel tager jeg bare af sted alene.

– Derfor var der heller intet uoverskueligt ved at tage alene til Kyiv.

Louise smiler.

– Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor det kunne være rart med én, der kunne ae mig lidt på håret, når bomberne brager, og det river i vinduerne.

– Men der skal rimelig meget til at slå mig ud af fatningen i den slags situationer. Min verden falder heller ikke sammen, hvis bilen punkterer, eller jeg misser et fly. På den måde bærer jeg nok en robusthed med mig. Ellers ville jeg nok ikke kunne lave det, jeg laver.

Journalist ved et tilfælde

Louise havde nemt ved det faglige i skolen. Derfor var det også oplagt for hende at fortsætte i gymnasiet, da hun var færdig med folkeskolen. Men det tog Louise lang tid at finde ud af, hvad hun skulle med sit liv.

– Jeg har aldrig været god til at identificere, hvad der var mine kvalifikationer og kompetencer. Jeg havde relativt let ved sprog.

– Alligevel valgte jeg at gå på matematisk linje. Men hverken matematik, fysik eller kemi var noget, der kom let til mig, så jeg måtte virkelig knokle i gymnasiet.

I lang tid troede Louise, at hun skulle være advokat. Men da hun i gymnasiet mødte én, der studerede jura på universitetet, kom hun i tvivl.

– Da jeg så, hvor mange bøger jeg skulle læse for at blive advokat, og hvad det krævede af tid, kunne jeg godt mærke, at jeg måske skulle finde på noget andet. Jeg anede bare ikke, hvad jeg skulle i stedet.

Det var en tilfældighed, at valget i stedet faldt på journaliststudiet på RUC.

– Jeg havde virkelig aldrig tænkt, at det var en mulighed at blive journalist. Men så mødte jeg en journalist, der havde gået på RUC, og hun var meget begejstret for journaliststudiet, og så endte det med, at jeg valgte det.

Undervejs i løbet af studiet, var Louise dog flere gange ved at droppe journalistikken for i stedet at læse historie og sociologi.

– Vejen hertil har ikke været snorlige. Tværtimod. Jeg er én, der meget nemt lader mig rive med, når jeg bliver præsenteret for noget nyt. Men i dag er jeg glad for, at jeg endte med at holde fast i journalistikken.

Mønsterbryder

Louises liv som udenrigsjournalist er på mange måder en stor kontrast i forhold til hendes forældres liv.

– Ingen af mine forældre var akademikere. Derfor havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvad jeg gik ind til, da jeg startede på RUC.

– Det blev tydeligt en dag, hvor vi sad en gruppe studerende og skulle lave noget gruppearbejde. Da der var et af spørgsmålene, jeg ikke kunne svare på, var der én af de andre piger, der kiggede på mig og sagde: Hvor skulle du også vide det fra? Du er jo ikke fra et universitetshjem.

Louise langer armen ud og laver en svingende lussing i luften

– Den kommentar glemmer jeg aldrig. Hun havde jo ret: Jeg kom ikke fra et universitetshjem.

– Men det gjorde hende jo ikke nødvendigvis klogere end mig. Og det har måske også været noget af min drivkraft: At jeg har skullet vise dem, at det her kan jeg godt.

I dag er det 17 måneder siden, at Louise trillede ind med toget i Kyiv for første gang og stod af med sin kuffert på perronen. På det tidspunkt havde krigen varet i fire måneder, og ingen vidste, hvor længe den ville fortsætte.

– Jeg skulle være med til at starte DRs nye kontor op i Kyiv. Kontoret skulle både være min arbejdsplads og min lejlighed.

– Men da jeg ankom til Kyiv, var lejekontrakten endnu ikke underskrevet, så det eneste jeg havde, var en seddel med en adresse, hvor jeg skulle mødes med udlejeren. Jeg tog derfor metroen direkte ud for at se på kontoret. En halv time efter havde jeg underskrevet kontrakten, og så stod jeg ellers der og skulle i gang med at etablere en hverdag.

Inden Louise rejste til Kyiv, havde hun gennemført et obligatorisk sikkerhedskursus. Hun var bevidst om, at hun befandt sig i et land i krig. Men det var først efter et par måneder, at Louise for alvor oplevede krigen på tæt hold.

En tidlig morgen, mens hun blev interviewet til P1 morgen, blev Kyiv ramt af flere russiske missilangreb.

– Mens jeg talte, kunne jeg høre noget, der lød som en flyver. Kort efter så jeg fra min terrasse, hvordan raketten ramte ned i parken, og så stod der ellers en meter høj kæmpeflamme.

– Jeg husker faktisk ikke så meget mere, end at der vist røg en kaffekop på gulvet.

Louise måtte afbryde forbindelsen og skynde sig at søge tilflugt i et beskyttelsesrum. Det viste sig, at et af missilerne havde ramt tæt på en legeplads i parken lige ved siden af, hvor Louise bor.

Fem blev dræbt og 12 såret af missilangrebene den morgen.

– I den tid jeg har været i Kyiv, har der været perioder, hvor angrebene mod Kyiv er blevet intensiveret i forhold til de første måneder, jeg var der.

– Det er selvfølgelig meget værre ude ved fronten, men heller ikke i Kyiv kan nogen føle sig i sikre. I maj angreb russerne Kyiv hver anden dag.

Krigen er en usikkerhed, indbyggerne lever med konstant. Hver dag kan der ske noget, som ingen kan forudse.

– Det tærer på kræfterne. Jeg kan mærke en udmattelse over hele linjen i Ukraine. Men det er jo anderledes for mig. Jeg kan trække stikket og tage ud af landet, når det bliver for meget. Det kan ukrainerne ikke.

Tilbage igen

Louises ophold i København er en lille pause væk fra krigens grusomheder. Men kun for en stund.

Der er stadig mange vigtige historier i Ukraine, Louise gerne vil fortælle. Derfor kan hun næsten heller ikke vente med at komme tilbage.

– Jeg glæder mig helt vildt til at se nogle af de mennesker i Kyiv, jeg ikke har set i to uger, og som jeg savner.

– Mange af de ukrainere, jeg har lært at kende, er blevet mine nære venner. Men jeg glæder mig også til at se de folk, jeg arbejder sammen med i Ukraine, og som jeg har stået i situationer med, som kun vi deler.

For Louise er orienteringen mod udlandet blevet en del af hendes liv.

Nu er det hende, der er er med til at give andre et indblik i verden, der kan synes fjern og uforståelig, når man sidder i sofaen herhjemme.

Det er både et privilegie, men også et stort ansvar.

– Det er en kæmpe gave at få lov til at formidle, hvad det er for en verden, andre lever i, og hvad det er for nogle briller, de kigger igennem.

– Hvad er det, der gør, at russernes opfattelse af verden er så markant anderledes end vores, og hvorfor er det, at de ukrainske beslutningstagere handler, som de gør?

Louise er bevidst om, at hun ikke har den blå og gule hue trukket så godt ned over øjnene, at hun ikke evner at forholde sig kritisk til begge parter i krigen.

Men det er umuligt at undgå at blive påvirket af de mange menneskelige skæbner, hun møder.

– Selvfølgelig bliver jeg påvirket. Og det er okay. Min opgave er at stille de kritiske spørgsmål, men mine historier skal først og fremmest handle om, hvordan krigens konsekvenser mærkes for almindelige mennesker. Ellers synes jeg ikke, at jeg passer mit job.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: