Hun har været instruktør på en af de største Netflix-serier - og fået det samme spørgsmål igen og igen

Hvordan er det sket, at hun, May el-Toukhy fra Danmark, er blevet instruktør på selveste ”The Crown”?

Det spørgsmål har hun fået mange gange. I forskellige variationer. Noget, der har fået hende til at tænke over, om det samme spørgsmål mon ville blive stillet, hvis hun var en mandlig instruktør på samme niveau som hende.

Og hvordan svarer man så på sådan et spørgsmål uden at gå i fælden?

– Jeg har først og fremest fået tilbudt ”The Crown”, fordi jeg er dygtig.

Hendes blik fra den modsatte side af bordet rummer den latter, der også får lyd på senere, og som hun i øvrigt er generøs med.

Blikket er også undersøgende og nysgerrigt. Og roligt. Altså roligt som i: Kom bare med et hold af de største stjerneskuespillere, 200 statister, 50 ryttere højt til hest og et hav af hunde, og lad den britiske himmel åbne sig med silende regn på et tidspunkt, hvor solen burde have skinnet. Det fikser vi. Ro på!

May el-Toukhy hviler i sig selv. Sådan virker det i hvert fald her, hvor vi sidder og taler om serien.

Hun blev en del af ”The Crown” i 5. sæson, hvor hun stod for to afsnit, og derefter instruerede hun yderligere to afsnit af sæson 6, der udkom i Danmark i december og afslutter den storstilede serie om den britiske kongefamilie.

Men svaret, hun lige har givet, handler egentlig mest om at hvile i sin egen faglighed, forklarer hun.

– Jeg hviler meget i min egen faglighed som instruktør, og det har jeg i virkeligheden altid gjort. Det er ikke altid, at jeg har sagt det højt, fordi jeg tænkte, at hvis jeg eksponerede det, ville det måske blive opfattet som om, jeg ikke var ydmyg og ikke var taknemmelig for de ting, jeg har opnået.

– Men jeg er også kommet til et punkt nu, hvor jeg er 46 år, og hvor jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil spille ”lille mig” mere og ”nej, hvor fantastisk, at lille mig har fået lov til at lave det og det”. For sådan har jeg det ikke indeni.

– Jeg har det præcis sådan her: Jeg er kvalificeret. Men det betyder ikke, at jeg læner mig tilbage og har det for vildt over mig selv og mine egne evner. Der er meget mere for mig at udforske og lære. Og det er kun godt, for på den måde bliver det aldrig trivielt.

Vi møder hende på en af de der gråmelerede, disede formiddage, der ikke rigtigt kan bestemme sig for, hvad resten af dagen skal diske op med rent vejrmæssigt.

Hun er gået fra Nørrebro, hvor hun bor, og ud til Valby, til Nordisk Film, hvor hun har sit kontor. Eller, hun gik en halv time, opdagede så, at klokken var blevet mange, og tog bussen resten af vejen. Men det blev da til en halv time, konkluderer hun smilende.

Og lige dét vender vi tilbage til. For det har sin helt egen historie, der hænger sammen med noget, der skete for hende efter sæson 5 og før sæson 6 af ”The Crown”.

Men lige nu fortsætter vi, hvor vi slap, på Nordisk Film, hvor hun har været i næsten 10 år og har nået at sidde i stort set alle bygninger, der er på hele matriklen. På et tidspunkt havde hun Erik Ballings gamle kontor i en skæv og pivutæt bygning. Det kunne hun godt lide.

– I sådan et historisk kontor får man virkelig følelsen af, hvordan hele den mangfoldige filmbranche står på skuldrene af tidligere generationer af historiefortællere.

– Og det er skønt at have i baghovedet, når man går på arbejde. For som kunstner kan man godt ind imellem blive lidt usikker på, hvad det egentlig er, man bidrager med. Hvad bidrager jeg med til samfundet i forhold til at være f.eks. læge?

– Omvendt synes jeg jo, at det smukkeste, man overhovedet kan være, er at være kunstner. Fordi det er ånd. Og åndrigheden er så særligt for menneskedyret. Det, at vi igennem alle tider har fortalt historier eller har haft behov for at udtrykke os kunstnerisk, er unikt i forhold til andre pattedyr.

– Men qua min opvækst er jeg blevet meget bevidst om det med at bidrage til samfundet og fællesskabet. Det lå helt centralt i den måde, min far og også min mor har opdraget mine brødre og mig på. Det kommer sikkert af, at min far er født og opvokset i Egypten og kom til Danmark i 70’erne, og for ham var det vigtigt at gøre os til gode samfundsborgere. Borgerpligt var et ord, der blev brugt flittigt.

May debuterede som filminstruktør i 2015 med filmen ”Lang historie kort”. Men det var hendes film fire år senere, ”Dronningen” med Trine Dyrholm i hovedrollen, som hun instruerede og også selv skrev manuskript til sammen med Maren Louise Käehne, der gav hende det helt store gennembrud herhjemme og filmpriser og opmærksomhed.

Og den banede vejen, da hun tog ud i verden med den og mødte ”virkelig mange forskellige mennesker fra filmbranchen, der var fans af ”Queen of Hearts”, som ”Dronningen” hedder på engelsk”.

Blandt dem også en producer, der var tilknyttet ”The Crown”, og de to havde en god kemi og ”en fornemmelse af, at der var noget her, der var værd at udforske”.

Først nogen tid senere, da Danmark var ramt af den første coronanedlukning, og May havde måttet udsætte de sidste optagelser til tv-serien ”Ulven kommer”, som hun lavede for Danmarks Radio, ringede hun, produceren.

Hun ville bare høre, om May var med på at finde et projekt at lave sammen, når verden var kommet ud på den anden side af coronaen. Og nå ja, så spurgte hun, om May i øvrigt kunne være interesseret i at lave ”The Crown” i mellemtiden?

May griner, når hun genfortæller den del af historien. For ja, det kunne May i øvrigt godt være interesseret i!

Her på bagkant af tiden i det store ”The Crown”-cirkus, hvad tænker hun så tilbage på som den største udfordring?

– Det mest udfordrende … hm … jeg tror, det har været at navigere i de særinteresser, der kan være i sådan et projekt. Det diplomati, det kræver at få alle til at marchere i takt. Det kan godt være konfliktfyldt, fordi der er så mange forventninger til serien, og med forventninger kommer angsten for at fejle.

– Skuespillerne for eksempel, de vil alle gerne yde deres bedste, men nogle gange er dét at komme hen til det bedste forbundet med kontroltab. Og for at få skabt et rum, hvor det kontroltab kan finde sted, hvor de slipper deres starpower og har tillid til, at jeg står og griber dem, dét har til tider været udfordrende.

– Men samtidig har det også været helt vildt spændende. Jeg føler mig meget privilegeret over, at de har vist mig den tillid.

Absolut nærvær

Der kan siges meget om, hvad man skal indeholde som menneske for at kunne klare instruktørjobbet på en produktion oppe i den liga, hvor May er. Men hvis det skal siges lidt kort, så siger hun det sådan her:

– Man skal først og fremmest have et ultraskarpt fokus, når man træder ind i arbejdsrummet, fordi det at være instruktør handler om at se og lytte og være nysgerrig og modtagelig.

– Hvis du er optaget af, hvad der foregår indeni dig selv eller af noget, der foregik lige inden, du gik ud ad døren derhjemme, en familiekonflikt, økonomiske problemer, sygdom, bliver det svært at være skarp. Sådan er det i hvert fald for mig.

– Det kræver absolut nærvær at instruere, hvis du skal ramme en situation eller følelse autentisk. Og absolut gehør i forhold til at kunne afkode folk omkring én. Du skal kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt, så det kun er værket og det forhåndenværende arbejde, der står i centrum.

– Det er også vigtigt at kunne kommunikere og inspirere og at have overskuddet til at holde den gode tone og blive ved med at undersøge og drive, også under pres.

– For hvis du kan smitte andre med din ildhu, og folk oplever, at de har et medansvar og udfylder en vigtig rolle, så vil de også kæmpe for den vision, instruktøren har. Og det er noget af det vigtigste – at have holdet med sig. For film er også en holdsport.

Det er lige før, man sidder i stolen over for hende og bliver helt udmattet bare af hendes ord.

Men hun selv kan stadig rammes af den samme berusende følelse af at være landet på den helt rigtige hylde, som hun umiddelbart fik, da hun efter at have gået fire år på Statens Teaterskole og var blevet uddannet som teatertekniker, blev optaget på Den Danske Filmskole. Og her er vi tilbage i 2005.

– Men ja, det er et krævende job, siger hun, – det skal man ikke tage fejl af. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det er svært at have et familieliv, når man er i gang med optagelser.

– Det er sikkert også derfor, at mange filminstruktører bliver skilt – m/k. Man skal kunne være væk fra familien i lange stræk og være komfortabel med at være væk. Og det er der jo mange, der ikke er.

– Hvis der er noget, jeg selv fortryder, så er det, at jeg ikke var mere stålsat dengang, jeg havde barsel, og sagde: ”Nu river jeg et år ud af kalenderen”. Men da var jeg nyuddannet og panikslagen og tænkte, at hvis jeg ikke steg på toget, så kom jeg aldrig i gang.

– Jeg har vænnet mig til at leve på denne her måde med at være væk hjemmefra i perioder. Og det fungerer fint. Men jeg ville da helst have det hele på én gang, hvis jeg kunne. Det kan bare ikke lade sig gøre i det her job, i hvert fald ikke som filmbranchen er indrettet i dag. Den præmis bliver man nødt til at acceptere som instruktør.

– Den adskiller sig i øvrigt ikke fra en masse andre jobs. En jordemoder kan heller ikke selv bestemme sin arbejdstid.

– Men det er da et kæmpe skisma, og det er noget, der længe er blevet talt om i branchen. Hvordan skaber vi en strukturel forandring i forhold til at få flere kvindelige instruktører i gang med at lave film, efter de er blevet uddannet, og en større ligestilling og humanitet i måden, der arbejdes på, når den forandring ikke må komme med den pris, at filmene bliver dyrere at finansiere i et marked, hvor det er blevet sværere at finansiere en film?

– Nogle gange tænker jeg, at jeg nok allerede er for gammel og for fastlåst i vanetænkningen til, at jeg kan skabe den forandring. Jeg er ikke sikker på, at den rekalibrering af branchen kan komme fra en, der er 46. Men det kan være, at den kan komme fra en på 26.

– Imens må jeg gøre det, jeg allerede gør: Diskutere og debattere de her ting, så snart jeg er i nærheden af nogen, der har magten til at skabe forandring.

Opvækst

May voksede op i Herlev som del af ”et spraglet patchworktæppe af en moderne familie”. Og det udtryk forklares sådan: Hendes mor fik et barn i sit første ægteskab, da hun var 19. Senere mødte hun den mand, der blev Mays far, og de blev gift og fik May og endnu et barn.

Da May var syv, blev forældrene skilt, og siden giftede hendes far sig igen og fik to børn mere.

May boede på skift hos sin mor og sin far og blev en lille pige, der intuitivt begyndte at interessere sig for psykologi og relationer, mens hun forsøgte at forstå det, hendes forældre trods de bedste intentioner ikke havde et sprog for at forklare.

– Den tavshed, jeg oplevede omkring det, der skete imellem de to voksne i mine barndomshjem, gjorde, at jeg blev nødt til at skabe mine egne forklaringsmodeller. Forklaringer, der så blev min sandhed.

– Jeg blev en lille, omvandrende psykolog i konstant dialog med mig selv. Og al kunst, der handlede om det relationelle, blev mit holdepunkt i tilværelsen. Jeg fandt – og finder – en tryghed i at beskæftige mig med det relationelle.

– Derfor ligger det dybt i mig, hvis nogen f.eks. fortæller: ”Så sagde han sådan og gjorde sådan”, at spørge: ”Hvorfor tror du, han gjorde det?” Altså dét med hele tiden at undersøge, hele tiden at ville et spadestik dybere ned, hele tiden at være inde i det der kognitive undersøgelsesrum, det kommer ud af den opvækst, tror jeg.

Det trækker på en måde lige linjer til det arbejde, hun har i dag som manuskriptforfatter og instruktør. Men faktisk overvejede hun at blive læge. For det var det, hun hørte ligge i sin fars formaninger om at bidrage.

Først og fremmest mente han, at alle hans børn skulle have en uddannelse, lige meget hvilken. Men hvis man så spurgte ham til råds, syntes han, at ingeniør, som han selv var uddannet, eller læge, var sagen. For når revolutionen kommer, er det godt at kunne bygge en bro eller lappe mennesker sammen …

– Og det har han også ret i, siger hun smilende, – men der er jo også nogen, der skal spille fløjte ved bålet og fortælle historier for at holde moralen oppe, inspirere til handling og indgyde håb. Det var måske bare ikke det, der stod øverst på min fars liste, selv om han egentlig endte med at være meget godt tilfreds med mig, tror jeg.

Efter at have gået i folkeskole i Herlev søgte May af egen drift ind på Aurehøj Gymnasium, som havde ry af at være et kreativt gymnasium, og hvor eleverne både var lokale Gentofte-børn, børn fra omegnskommunerne og mange kunstnerbørn fra både lokalområdet og udefra.

– De år dér har haft en kæmpe betydning for mit liv på godt og ondt. På godt, fordi det åbnede op for at: ”Guud, man kan faktisk godt leve af at være kunstner”.

– På ondt, fordi det meget høje gennemsnit, jeg havde, da jeg gik i folkeskolen i Herlev, pludselig blev voldsomt udfordret af at gå i en klasse, hvor alle kom fra familier, hvor der var et meget højt niveau af uddannelse og dannelse.

– Det gjorde, at mens jeg gik der, havde jeg oplevelsen af, at jeg slet ikke kunne finde ud af at gå i skole. Det var et voldsomt slag. Fra at ligge helt oppe i toppen af karakterskalaen lå jeg pludselig under middel.

– Jeg havde en følelse af, at det var lige meget, hvad jeg gjorde, så blev jeg ved med at ligge dernede. Det førte til, at jeg i 3.g begyndte at indlevere min parallelklasse-venindes danskopgaver, fordi dem havde hun fået høje karakterer for. Som regel fik hun 11, som det hed på den gamle karakterskala. Men når jeg afleverede dem, fik jeg stadig 7 eller højst 8.

– Det gjorde selvfølgelig, at jeg tænkte: ”Okay, så er jeg oppe imod noget personligt”. Jeg tænkte ikke, at det var strukturelt dengang eller kunne have noget med min etnicitet at gøre. Men når jeg kigger tilbage på det nu, tænker jeg, at det eddermame er mærkeligt! Og det, der skete, og som jeg fortryder i dag, er, at jeg aldrig konfronterede min lærer med det, og heller ikke rektor.

– Jeg tror, jeg var bange for at blive smidt ud af gymnasiet så tæt på målstregen, selv om det ikke var fuldstændig uhørt, at nogen afleverede noget, andre havde skrevet. Det skete i ny og næ.

– Hvad det gjorde ved mig? Det gjorde det, at da jeg var færdig på gymnasiet, var tanken om at fortsætte på universitetet og studere medicin fuldstændig udelukket.

– Jeg havde kun én tanke i hovedet, og det var: ”Jeg kan ikke finde ud af at gå skole”. Og det var jo meget sorgfuldt, for jeg havde været så vellidt og meget, meget glad for at gå i skole, indtil jeg kom i gymnasiet.

Hannerne førte an

I de nybagte studenters ”Blå Bog” røbede hun selv dengang, at hun ville være: ”Teaterproducer eller filminstruktør”.

I dag ved hun godt, at den inspiration hentede hun fra dagbladet Politiken, som hendes far holdt, ”og som dengang i 90’erne nærmest var Dogme-bevægelsens fagblad”.

I Politiken læste hun meget om Dogmebrødrene og instruktører som Lars von Trier og Thomas Vinterberg. ”Det var hannerne, der førte an dengang”, som hun siger.

Hun valgte at tage et sabbatår efter studentereksamen, og på et tidspunkt så hun et opslag på en lygtepæl på Nørrebro om, at Det Kongelige Teater søgte statister. Hun tog til audition og blev statist.

– Men det interesserede mig overhovedet ikke at stå på en scene. Jeg ville bare indenfor murene. Og så snart jeg var blevet valgt, sagde jeg: ”Jeg vil egentlig hellere lave noget BAG scenen”.

På den måde kom hun til at arbejde som rekvisitørassistent. Derfra søgte hun ind på Statens Teaterskole, det nuværende Scenekunstskolen, for at uddanne sig til teatertekniker.

Og da var det så, at hun kort tid inde i uddannelsen fandt ud af, at Den Danske Filmskole lå lige ved siden af Teaterskolen ude på Holmen, og dér ville hun gerne ind.

Og ja, lang historie kort: Hun var 28, da hun kom ind på filmskolen, og 32, da hun var færdiguddannet. Og nu er hun det sted i karrieren, hvor ”The Crown”-eventyret lyser op på cv’et.

Inden vi takker af, skal vi lige huske at få forklaret, hvorfor hun begyndte dagen med at gå i stedet for at sætte sig ind i sin bil. Altså, det er ikke så forfærdeligt længe siden, at hun hver dag blev kørt til og fra arbejde i en bil med privatchauffør. For det insisterede man på i ”The Crown”-produktionen.

Dels var der i starten stadig corona at tage hensyn til. Og en instruktør må ikke blive syg. Det koster penge. Mange penge.

Derudover er det kutyme i England, at en instruktør kun skal tage sig af ting, der har med instruktørgerningen at gøre. Kræfterne skal bruges rigtigt. Men det er også en måde at få folk til at arbejde mere på.

Der er ikke nogen undskyldning for ikke at arbejde i bilen, hvis man ikke selv sidder bag rattet. Smart. Og på filmsettet strøg der en assistent af sted efter den, så snart hun bare skulle have en kop kaffe.

Hele det høje serviceniveau ramte hende som en boomerang, da hun kom hjem til Danmark efter optagelserne til 5. sæson, fortæller hun. Og selv om hun ler, var det faktisk chokerende for hende.

– Når jeg lå i min seng, kunne jeg ikke sætte mig op uden at rulle om på siden. Jeg havde simpelthen mistet så meget af min muskelmasse af at sidde i en bil mange timer hver dag til og fra arbejde og i min instruktørstol dag ud og dag ind under optagelserne, at jeg ikke kunne komme ud af sengen uden at rulle om på siden først!

– Jeg tænkte: ”Det her går ikke. Der skal ske noget, inden jeg begynder på sæson 6”. Hvis jeg skal holde til at lave film de næste 20 år eller 30 år måske, var jeg nødt til at handle nu, følte jeg. Og så begyndte jeg at træne.

– Eller jeg skyndte mig at hyre en træner, for jeg vidste, at det nok ikke ville lykkes, hvis jeg ikke fik hjælp. Og hun hjalp mig med at ændre min måde at have en hverdag på, opbygge nye rutiner og implementere træning i de ting, jeg gør i min dagligdag. Som nu for eksempel dét at gå noget af vejen herud i dag.

– Jeg har aldrig brugt så mange penge på mig selv på én gang, som da jeg tog det træningsforløb. Men det har ændret mit liv fuldstændigt.

– Sport har jeg aldrig rigtigt dyrket. Jeg har faktisk ikke forstået sport indtil nu. Jeg har altid cyklet og gået og bevæget mig meget, fordi jeg nemt bliver rastløs, hvis jeg sidder stille.

– Jeg har til gengæld gået meget til psykolog. Det meste af mit voksenliv, faktisk. Men da jeg var i starten af 40’erne, gav jeg slip. Jeg tænkte, at nu havde jeg arbejdet så meget med mig selv på alle mulige niveauer, at jeg sgu nok var ankommet til den, jeg er, mere eller mindre.

– Da jeg så begyndte at træne her for et par år siden, oplevede jeg, hvordan det at træne og dyrke sport giver mig noget af den samme selvtillid og robusthed, som det gav mig at gå til psykolog, fordi igennem det, at jeg føler mig stærk fysisk, føler jeg mig også mentalt stærk, simpelthen.

Nu sidder hun altså her på et kontor på Mosedalsvej i Valby og er i gang med et nyt filmprojekt, som hun skriver på, igen sammen med manuskriptforfatter Maren Louise Käehne.

– Det har været berigende at få lov at folde min faglighed ud indenfor en allerede defineret vision som ”The Crown”. Men efter at have været i den maskine et par år har jeg en dyb længsel efter at vende tilbage til at udvikle film og fokusere på projekter, hvor jeg selv definerer rammerne. Og det er det, jeg gør nu!

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 6, 2024. Dette er en redigeret version.