Min kæreste og jeg aftalte 50 dage uden penetrationssex. Det blev en gamechanger

Jeg har haft, og har det til tider stadig, svært med intimitet og berøring. Selvom jeg er virkelig tryg ved min kæreste, kan jeg blive bange for, om han opfatter det som en invitation til sex, hvis jeg for eksempel giver ham et kys.

Da jeg for et år siden fortalte ham, at jeg havde det sådan, foreslog han, at vi skulle tage nogle dage, hvor vi ikke måtte have sex. Det blev til 50 dage uden penetrationssex, og det var en gamechanger.

Efter de 50 dage uden penetrationssex valgte vi at holde fast i nogle intime sessioner, som for eksempel massage eller nus, men vi tog penetrationen ud af ligningen.

Siden aftalte vi, at sex ikke nødvendigvis behøver at føre til orgasmer, hverken for ham eller mig. Vi har sex, fordi vi elsker hinanden, ikke for at komme.

Det hjalp alt sammen til, at jeg ikke længere er nervøs for, om intimitet og berøring bliver opfattet som en invitation til sex.

Men det er en smertefuld og igangværende proces.

Nogle gange kommer der følelsesmæssige reaktioner fra mig, når vi har haft sex. Jeg kan blive helt vildt ked af det og ryste. Jeg tror, det er fordi, min krop kan mærke alt det, den tidligere har undertrykt, nu hvor jeg føler mig tryg.

Når jeg ser tilbage på de 15 år, hvor jeg har været seksuelt aktiv, er der en overvægt af gange, hvor jeg har haft sex, som jeg faktisk ikke havde lyst til.

Jeg har ikke følt, at der var plads til at sige fra af alle mulige årsager. Nogle gange af frygt, nogle gange fordi jeg var bange for at være en kedelig eller dårlig kæreste.

Der er sikkert mange, der vil sige, at jeg bare kunne have sagt fra. Men det kunne jeg ikke. Når piger og kvinder gennem hele livet lærer, at vores grænser og behov er ligegyldige, så bliver det svært at følge dem.

Hele mit liv er jeg blevet programmeret til at tage ansvar for mænds nydelse. Men nu er jeg i gang med at omprogrammere det.

Mine kropslige reaktioner stammer ikke fra mit nuværende parforhold. Det er en reaktion på alle de oplevelser, jeg tidligere har haft. Fra folkeskolen og første gang jeg havde sex, til 20’ernes byture og tidligere parforhold.

I seksualundervisningen i folkeskolen kan jeg huske, at alle pigerne skulle sætte kondomer på flamingo-pikke. Drengene skulle ikke være med. Og selvom jeg ikke tænkte nærmere over det dengang, så kan jeg i dag se, at det sendte et signal om, at prævention er piger og kvinders ansvar.

Hvorfor lærte vi ikke om vores menstruationscyklus? Når vi piger ikke lærte om, at den seksuelle lyst kan gå meget op og ned i løbet af en cyklus, så lærer vi heller ikke at forstå vores egne kroppe.

Jeg ville ønske, tiden var blevet brugt på, at vi lærte at mærke, hvor vores grænser går og forstå vores egne behov og nydelse. Men i stedet lærte vi at tage ansvar for manden og hans kønsdele. Hans nydelse.

Første gang jeg havde sex, var jeg omkring 14-15 år. I den periode hang jeg meget ud med en vennegruppe, hvor de fleste var et par år ældre end mig. I den gruppe blev der snakket nedladende om de uerfarne jomfruer.

Derfor løj jeg.

Jeg var så bange for at blive udskammet, at jeg fortalte ham, jeg skulle have sex med, at jeg havde haft sex før - det havde jeg ikke. Men jeg vidste jo, hvordan han og hans venner talte om uerfarne piger, og jeg ville ikke være den næste, de snakkede om.

Igen lå mit fokus på manden. På hvad den dreng, jeg skulle til at være sammen med, syntes om mig. At min første gang skulle føles tryg og rar for mig, strejfede mig slet ikke. På en måde skulle det bare overstås.

Alle oplevelserne fra min folkeskoletid og teenageårene, blev for alvor slået fast med syvtommersøm, da jeg begyndte at gå i byen.

For her var min oplevelse, at hvis jeg tog med en fyr hjem, så var jeg billig. Men hvis jeg afviste en fyr, så blev jeg kaldt luder og narrefisse.

Der har været tidspunkter, hvor jeg fik pulsen op i ren og skær frygt for den mand, jeg sad overfor. Hvorfor? Fordi jeg havde takket nej til en drink og dermed afvist ham.

Når jeg gik i byen i start 20’erne, havde jeg en følelse af, at jeg skyldte noget, hvis jeg tog imod en drink. Samtidig var jeg bange for at takke nej.

Det var en konstant overskridelse af mine egne grænser. Men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt, for jeg havde aldrig lært at mærke, hvor mine grænser gik.

Det blev også tydeligt, da jeg begyndte at have mere seriøse parforhold. Jeg har så tit haft sex med mine tidligere partnere, fordi jeg følte, at jeg ville være en dårlig kæreste, hvis jeg sagde nej. Mine egne grænser og behov var slet ikke til stede.

Det var først, da jeg begyndte at arbejde på et feministisk kunstprojekt, at jeg blev opmærksom på, hvor mange gange jeg har overskredet mine egne grænser og forsømt mine seksuelle behov.

Når jeg i den arbejdsproces støder på nogle mønstre eller overbevisninger, der er en del af vores samfund, så vælger jeg at undersøge, hvordan de kommer til udtryk hos mig selv. Og i dette tilfælde, i mit parforhold.

Jeg blev skør af hele tiden at tænke over, om min kæreste troede, jeg lagde op til sex, hvis jeg gav ham et kys.

Jeg tror, at det her er nogle universelle oplevelser, som rigtig mange kvinder har. Hvis ikke alle kvinder.

Da det gik op for mig, valgte jeg at dele det med min kæreste.

Han kan ikke relatere til mine seksuelle traumer og triggers fra et erfaringsbaseret sted, ligesom jeg heller ikke kan relatere til hans. Som mand og kvinde har vi forskellige oplevelser med i vores rygsække

Men han har alligevel været en kæmpe hjælp til, at jeg har lært at sætte grænser og mærke mine behov. Når jeg koger det ned til en bouillonterning, så er det et spørgsmål om tryghed.

Sammen har vi fået øje på, at vi hver især er vokset op med nogle kønslige forventninger til sex. Mange mænd lærer, at de kun kan få intimitet og mærke kærlighed gennem sex. Mange kvinder har derimod lært, at mandens nydelse er det primære fokus, som hun er ansvarlig for.

Det er min kæreste og jeg ved at aflære sammen.