Joanna drog i krig - og var bange for at dø. Men det var ikke det, der skræmte hende allermest

Der er et overordnet tema i Joanna Palanis liv. Kampe.

Hendes egne og så dem, hun kæmper for andre.

En af de første kampe hun husker, involverede legetøjskort med billeder af sangerinderne fra gruppen Spice Girls.

Joanna Palani var dengang fire-fem år gammel, og et par år inden var hun kommet med sin familie til den nordjyske by Vrå fra en flygtningelejr i Irak.

Kortene med de britiske popidoler havde Joanna Palani været i SuperBrugsen og købe med sine veninder, men da de kom hjem for at lege med dem, blev de afbrudt af hendes mor.

”Årh, nej de har ikke noget tøj på. Det må I ikke se, så lærer I sådan noget”, husker hun sin mor sige.

Så Joanna Palani måtte gå tilbage til SuperBrugsen og bede om sine penge retur.

”De her mennesker er altså ikke nøgne”, havde hende bag kassen forklaret hende.

– Hun sagde mange ting, og der var meget jeg dengang ikke forstod. Men jeg kan huske, at min opmærksomhed var rettet mod hendes t-shirt, siger Joanna Palani.

Det var den, fordi hun kunne se ekspedientens arme og albuer. Sådan var hun ikke vant til at se kvinder gå klædt.

– Sådan ville min mor aldrig gøre, og sådan måtte jeg ikke gå klædt i Iran og Irak, siger Joanna Palani.

Så imens ekspedienten talte færdig, tog Joanna Palani sin cardigan af. Hun gik med den nedenom albuerne hele vejen hjem til sin mor og sagde, at Spice Girls altså ikke var nøgne.

Siden da har Joanna Palani kæmpet adskillige kampe. Dem for hende selv, der handlede om at lære sine egne rettigheder at kende som pige og kvinde i et vestligt, demokratisk samfund.

Men også dem for andre kvinder, der har fået hende til at sætte sit liv på spil ved tage tilbage til bomber og krig i Irak og Syrien. Kampene kæmper hun stadigvæk. Det tror hun aldrig, hun stopper med.

En ål igennem tilværelsen

Joanna Palanis familie var en del af protestbevægelserne mod Shah-styret op til den iranske revolution i 1979. Derefter kæmpede de mod det efterfølgende præstestyre op gennem 80’erne.

Joanna Palanis start på livet tilbragte hun i al-Tash-lejren i Irak, efter familien var flygtet dertil fra Iran.

Selvom hun kom til Danmark som treårig, er der stadigvæk mange scener fra lejren, der står klart i hendes erindring.

Hun husker, at de skulle grave i sandet efter vandkilder, og at de lavede deres egne dukker ud af ispinde. Hun husker også, at folk i lejren samledes om én fjernsynsskærm, hvor der altid blev spillet Bollywood-film, fordi der under Saddam Hussein-styret ikke blev vist vestligt tv, fortæller hun.

– Vi stod sådan her, siger Joanna Palani og holder sig for øjnene for at vise, hvordan hun og hendes fire søskende havde stået, når der var folk, der dansede i filmene.

Det måtte de ikke se.

Det var derfor også en stor omvæltning at komme til Danmark, husker hun. En ting var, at de ikke længere skulle frygte for deres liv, når der fløj et fly over himlen, en anden ting var den måde folk var på i offentligheden, fortæller Joanna Palani.

De gik klædt som de ville. Sagde, hvad de ville, kyssede og omfavnede hinanden på gader og stræder, siger hun. Hendes første tid i Danmark beskriver hun som en ny verden, der åbnede sig for hende.

Hun beskriver sig selv som en ål, der vågede sig ud i tilværelsen. Hver gang hun stødte på noget, hun ikke kendte, stak hun hovedet frem for at undersøge det.

– Til sidst lærte jeg, at det jo også godt kunne være mig, siger hun.

Hende, der klædte sig som hun ville, sagde hvad hun ville eller krammede folk i offentligheden. Nøjagtig ligesom hendes tur hjem fra SuperBrugsen med cardiganen nedenom om albuerne.

Selvom hun ser sin familie som frihedskæmpere, ser hun dem også som langt mere konservative og gammeldags end hende selv.

– Jeg kommer fra en familie, hvor det patriarkalske system stadig fungerer, så jeg er vokset op i et hjem, hvor jeg så uretfærdigheder, siger hun.

Hun er derfor glad for, at hun kom til Danmark i en tidlig alder, for her har hun lært, hvilke rettigheder hun har – og at det kan betale sig at kæmpe for dem.

De samme rettigheder, tog hun senere til Syrien og Irak, for at lære andre kvinder.

En midlertidig ofring

Når man spørger Joanna Palani, hvorfor hun satte sit eget liv på spil for at kæmpe for andre menneskers rettigheder i Syrien og Irak, er svaret for hende ret simpelt. Fordi hun kunne, fortæller hun.

I mødet med Danmark havde hun erfaret, at hun havde ret til at sige til og fra.

– De her kvinder og børn dernede, har ikke den samme mulighed. Jeg følte, at jeg havde et ansvar. Hvis jeg kunne blive ked af min egen situation i Danmark, hvordan fanden var deres så ikke, siger hun.

Derfor drog hun i krig. Første gang som 18-årig i slutningen af 2011 sammen med en håndfuld kvinder fra de kurdiske bjerge.

Det var under Det Arabiske Forår og sammen med de andre kvinder, dannede Joanna Palani en kvindehær i 2012, der tog til Syrien for at kæmpe mod Bashar al-Assad-styret og for drømmen om et frit Kurdistan.

Senere blev selvsamme hær kendt som Kvindernes forsvarsenheder YPJ, der efterfølgende blev en del af SDF, Syriske Demokratiske Styrker, som var Vestens allieret i kampen mod Islamisk Stat.

Senere tog hun igen afsted til Syrien og Irak for at kæmpe mod Islamisk Stat på kurdisk side, hvor hun blandt andet fik rang af sergent i det kurdiske selvstyre i Iraks militær, Peshmerga.

Men det var også hendes kampe der, som i slutningen af 2015 fik de danske myndigheder til at inddrage hendes pas og give hende et års udrejseforbud.

Begrundelsen var, at hun med sin erfaring i Irak og Syrien kunne udgøre en sikkerhedstrussel mod Danmark. I 2016 overtrådte hun udrejseforbuddet, hvilket var årsagen til, at hun et år senere blev idømt ni måneders ubetinget fængsel.

Joanna Palani følte sig misforstået dengang, fordi hun kæmpede på samme side som Danmark, mod Islamisk Stat, siger hun. Ifølge hende udgjorde hun ikke en sikkerhedstrussel mod Danmark.

Tiden i fængslet blev endnu en kamp.

– Jeg gik grædende ind i fængslet, men jeg sagde til mig selv, at det her bliver en skole for mig, siger hun.

Den måde hun kom ind på, skulle ikke være den måde, hun kom ud på. Tiden i fængslet skulle hun bruge på at bygge sig selv op igen efter oplevelser fra krig og retssag herhjemme, fortæller hun.

Den mentalitet har hun brugt flere gange gennem sine kampe, fortæller hun. Også efter krig med forfærdelige oplevelser.

– Jeg forsøger at vænne de ting, jeg har været igennem til noget værdifuldt. Jeg kigger meget fremad, og hvis jeg ser en midlertidig ofring i mit eget liv for en permanent succes, så er det det, jeg gør, siger hun.

En succes kunne være at lære kvinder i Syrien, Afghanistan og Irak om deres selvstændige rettigheder. En anden succes kunne være Islamisk Stats nedgang i 2019, fortæller Joanna Palani.

En midlertidig ofring kunne være at tage i krig.

Har du dræbt nogen?

– Det er ikke et spørgsmål, man stiller en, der har haft en 7.62 i hånden, siger hun og henviser til den riffelammunition, hun brugte i krig.

Hun fortæller også, at hun selv har været ved at dø flere gange, og hun husker særligt en oplevelse fra 2016. Der var lige sket en bombning i det område, hvor hun befandt sig, fortæller hun.

– Jeg lå ned, og hele min indre krop var rystet. Jeg vågnede op til følelsen af, at min kæbe bare hang for sig selv, siger hun.

Da hun lå der, så hun alle sine egne personlige drømme for sig. At få en uddannelse, at finde kærlighed og have venner for livet, siger hun.

– Alle de her ting, som er ubetydelige, når du står i krig, de kom som spøgelser omkring og spurgte: ’hvorfor dræber du os?’

Joanna Palani var bange for at dø, da hun var i krig. Men hun var mere bange for, at hendes kammerater eller uskyldige mennesker skulle dø, siger hun.

Hendes og andres frihed er vigtigere for hende end hendes eksistens, siger hun. Det er også derfor, at hun ville tage i krig igen. I håbet om, at den midlertidig ofring kunne byttes for en permanent succes.

Hun fortæller, at hun lige har været i Nordirak for at mobilisere enheder til at støtte kvindeoprøret i Iran.

Det er ikke kun kvindekampe ude i verden, som interesserer hende. Hun mener også, at der er meget at kæmpe for i Danmark.

Kampen herhjemme ser hun som mere kompliceret, end den hun ser andre steder rundt omkring i verden. Det gør hun, fordi de rettigheder, som mange borgere eksempelvis kæmper for i Iran, er langt mere fundamentale.

Hvorfor er det, han får mere i løn? Hvorfor er det mere sandsynligt, at han får en lederstilling?

Det er nogle af de eksempler, som Joanna Palani kommer med, når samtalen drejer sig ind på kvindekampen herhjemme og i Vesten.

– Der er mange kvinder herhjemme, der sidder på bænken og lytter, når mændene snakker, men jeg ser få kvinder snakke, når mændene skal lytte, siger hun.

Der vil altid være kampe, og Joanna Palani vil ikke stoppe med at gå ind i dem. Det er hun sikker på.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.