Klokken halv fire om natten stod hun i køkkenet og tænkte: ”Nu stopper det! Det er vanvid”

Julia Lahme elsker jul. Går all in på julemusik, julegaver og juleaften og elsker at holde julefest for både familie, venner og medarbejdere.

Hvert år glæder hun sig. Og hvert år er hun bagud med det hele.

– Jeg har altid store ambitioner og tænker, at jeg skal være en af dem med pakkekalendere og småkager. Sidste år nåede jeg én kage og to adventsgaver til mine børn.

Jeg hører ikke til dem, der tager tre fridage for at nå det hele. Jeg når heller ikke at pynte hele huset op. Det går mere og mere op for mig, at jul er det muliges kunst, siger hun.

Julen er for Julia Lahme præcis den fest, vi har brug for, når vinteren føles mørk og lang. Hun prioriterer “benhårdt”, at man skal være sammen, og at der skal være tid til netop det.

Og hvorfor så bruge så meget tid på at bage, når nu Karen Volf er så utrolig god til det, påpeger hun med henvisning til den danske småkageproducent?

– Jeg er måske principfattig, men det er ikke vigtigt for mig, hvilken småkage vi spiser. At vi er sammen, det er det vigtige, tilføjer hun.

Sådan har hun ikke altid haft det. Julia Lahme mistede sin mor, før hun selv fik børn. Da hendes børn var små, brugte hun meget tid i december på at bage håkonskager efter morens opskrift.

– Jeg var besat af de kager. Jeg kan huske en nat, det har måske været 21. december, hvor børnene var syge, og jeg tog mig selv i at stå klokken halv fire om natten og hive den ottende plade ud af ovnen. Der tænkte jeg: “Nu stopper det! Det er vanvid – jeg kan ikke bage mig tæt på min mor.”

– Siden da har jeg været meget opmærksom på, at julen skal være glædelig og handle om mine børn, min mand og alle dem, jeg elsker og om mig. Den skal ikke handle om en usynlig facitliste, fortæller hun.

Den beslutning blev en lettelse, og i dag går Julia Lahme på kompromis med både adventskrans og småkager og skærer i det hele taget mange husmoderlige pligter fra.

– Engang var der et magasin, der ville fotografere mit julehjem, men da jeg sendte dem et billede af mit kalenderlys i sølvpapir, var det pludselig ikke så spændende alligevel.

– Men der ville ellers have været en pointe i det. For vi ser det ene hjem efter det andet uden støv eller vasketøj og med troldegrene fra økologiske skovbrug fyldt med oldemors gamle pynt, som ingen nogensinde har smadret.

– Men når jeg pynter mit juletræ, er det med musetrapper og ting i trylledej, som jeg helt ærligt ikke aner, om er en tissemand eller en nisse, fortæller hun.

Vi skal i det hele taget passe på, at julen ikke bliver en tid, hvor vi drysser kanel hen over alt det, der ikke fungerer resten af året, påpeger hun, for det er skønt, at nogen elsker at bage og pynte op, og forhåbentlig nyder de hvert et øjeblik og bliver ikke skuffede, hvis en onkel får lidt for meget at drikke og begynder at skabe sig under risalamanden.

For uanset hvor meget vi gør ud af julen, er vi alle bare mennesker, og julen skal være en glædelig begivenhed og derfor også glædesfyldt. Derfor må man også gerne sige fra, når det hele bliver svært at overkomme.

– Jeg kommer ikke til alle arrangementer i mine børns klubber, for det kan jeg ikke nå. Det er o.k., at man er dér, hvor det er vigtigst for en at være. Jeg bruger selv meget energi på at finde ud af, hvad der giver mig den største glæde, og så lægger jeg min energi dér, uden nogen form for hensynsbetændelse. Og hvis nogen synes, at der mangler en bestemt slags småkager, er de bare så velkomne til at tage dem med, siger hun.

I det hele taget bør der være mere rummelighed på julebordet, mener hun.

– Hvis du foretrækker veganske retter, og jeg gerne vil se dig, så må jeg jo sørge for, at der også er mad til dig. Det der traditionsfundamentalisme med, at hvis ikke du kan drikke otte snaps og spise gris i 18 udgaver, så er det dig, der er noget galt med, den holder ikke.

– Vi bliver nødt til at løfte os og være moderne, empatiske og kærlige mennesker, så selvfølgelig skal der en spinatpaté på bordet, hvis det er det, du spiser. Ellers skal jeg jo ikke invitere dig, siger hun.

Derfor er det så vigtigt at forventningsafstemme, med os selv og med hinanden, påpeger hun.

– Når vi har afslutning i mine børns klasser, er det altid mig, der har en færdigkøbt pizza med, og den bliver altid spist før den hjemmelavede leverpostej. Det har jeg virkelig ikke pres over i dag, men det havde jeg, da børnene var små.

– Der følte jeg, at der var en facitliste, og hvis alle de andre kunne nå at bage selv, så skulle jeg også, og så stod jeg der til klokken halv fire om morgenen, forklarer hun.

Det med at takke nej til arrangementer har Julia Lahme det afslappet med.

– Folk skal være dér, hvor de har brug for at være. Der, hvor jeg selv synes, det er svært at sige nej, er, når andre ikke kan lade være med at dele deres skuffelse med mig. Når jeg siger nej og skal høre på lange tirader om, hvor ærgerligt det er.

– Der skal vi være bedre til at passe på hinanden og sige: Det er fint, vær, hvor du skal være. Jeg er 100 procent sikker på, at vi alle håndterer det sociale i julen efter bedste evne, og nogle gange bliver det bare for meget, og så har man brug for at sidde under dynen og se “Anne fra Grønnebakken” med et glas portvin i den ene hånd og en rulle marcipan i den anden.

– Det der perfekthedstyranni må man køre hjemme hos sig selv og aldrig tørre af på andre. Julen er en kærlighedsfest, ikke en stafet eller et væddeløb, siger Julia Lahme.

Artiklen blev udgivet i femina uge 43, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: