Hun troede på det gode i alle mennesker. Men på et splitsekund mistede hun troen

Liv Ullmann troede på det gode i alle mennesker, men hun mistede troen på et splitsekund i en flygtningelejr i Etiopien, hvor sultende børn døde som fluer. Erkendelsesn ramte hende: Hvis Anne Franks filosofi om menneskets godhed passer, hvorfor skal så mange sulte og lide nød? Hvorfor gør vi ikke noget, når vi kan?

Oplevelsen ændrede livet for Liv Ullmann, hun mistede lysten til at indspille film.

Hun, der havde verdensberømmelse på sit CV efter et tilfældigt møde med den svenske filminstruktør Ingmar Bergman, valgte en ny vej som ambassadør for UNICEF for at gøre en forskel.

At Liv Johanne Ullmann skulle blive en af verdens førende filmskuespillerinder og jurypræsident ved Filmfestivalen i Cannes lå ikke i kortene, da hun blev født 16. december 1938 i Tokyo i Japan.

Hendes far, Erik Viggo Ullmann, der var norsk civilingeniør, havde taget familien med fra Trondheim året før, mor Janna og hendes storesøster Janna Erika, da han blev tilbudt arbejde der.

Lille Liv nåede næppe at få blivende indtryk af japansk kultur, for hun kunne kun lige tumle et par skridt, da den tyske besættelse af Norge med Danmark som springbræt 9. april 1940 trak tæppet væk under deres liv i Japan.

I stedet flyttede familien til Little Norway i Canada, hvor hendes far fik arbejde i de norske luftstyrker under 2. Verdenskrig. Som følge af krigsskader døde han i juni 1945 af en hjernesvulst, en dyb sorg, som skulle forme Liv Ullmann som skuespiller, har hun senere fortalt.

Med sine døtre ved hånden rejste fru Ullmann hjem til Trondheim i efteråret 1945.

Liv var altså syv år, før hun så sit rigtige fædreland.

Hendes mor åbnede en boghandel, og pigerne begyndte på Singsaker skole, hvor Liv hurtigt blev bidt af at spille teater.

Bare 11 år gammel fik hun sin debut i en børneforestilling på Trøndelag Teater, og midt i gymnasiet i 1955 gjorde hun alvor af sin drøm, droppede hun ud og rejste til London for at lære sprog og se teater.

Et halvt år efter gik hun til optagelsesprøve på Statens Teaterhøgskole og dumpede – et skoleeksempel på, at man ikke bare skal give op.

Hun var heldig at få gratis timer med den norske skuespiller Tore Foss og en lille rolle i ”Sjarmøren” på Oslos Det Nye Teater.

Sin første hovedrolle fik hun i 1957 i forestillingen ”Anne Franks dagbog” på Rogaland Teater i Stavanger, og det var her, hun adopterede Franks filosofi om menneskets iboende godhed. Derfra rullede det.

Ville stikke af med sin elsker

Da Liv Ullmann i 1960 giftede sig med den tre år ældre læge og psykiater Hans Jakob Stang kaldet Jappe, var hun norsk teaters store håb.

Der blev skrevet side op og side ned om parret i norske ugeblade, som dog aldrig opdagede, at Liv Ullmann havde en kort, hed affære med kollegaen Toralv Maurstad.

Affæren har han foldet ud i sin bog ”For et liv – Historien jeg bare har fortalt mine venner”.

Ifølge den ville Liv have, at de skulle pakke en kuffert og stikke af.

Det lød flot, dramatisk, sagde noget om styrken i deres kærlighed. Men hvad med deres arbejde? Med ansvaret for deres ægtefæller? Han tøvede fejt, de måtte vurdere det, men tanken var skøn.

"Jeg havde forregnet mig. Kvinden er stærkere og måske også mere hensynsløs, når det gælder kærligheden. Det skulle ske nu, inden ilden i deres forhold slukkede, og hun havde planen klar: Førstkommende lørdag havde hun arrangeret karneval, hun ville klæde sig ud som Nora i ”Mit Dukkehjem” med tamburin og det hele. Og så skulle hun som Nora ”gå ud til menneskene” og flygte med mig."

Han fortæller, hvordan hun dikterede klokkeslæt og mødested. De behøvede ikke meget, bare en lille kuffert. Han var lamslået, kunne ikke at modsige hende, lyttede bare til planerne.

"Jeg oplevede hendes vilje, hendes styrke og hvor smuk, hun var. Jeg var viljeløs. Hjælpeløs."

Da Toralv Maurstad mødte op det givne sted, var det uden kuffert, for hvordan skulle han smugle den ud af hjemmet, uden at konen opdagede det? Han elskede hende jo stadig, var i syv sind, det var det rene vanvid. Hans hjerte hoppede, da han nåede frem. Liv var der ikke. Måske kom hun slet ikke? Måske var han reddet?

Han ventede, da en taxa pludselig dukkede op og ud hoppede hun, smuk som et syn, klædt som Nora med tamburin, gav ham et lidenskabeligt kys og tog nålene ud af sit opsatte hår.

"Hun rystede på hovedet, så det lange hår faldt ned over skuldrene og ryggen."

I det samme kom endnu en taxa hvinende, stoppede med hylende bremser og ud steg Livs mand Jappe og råbte op:

”Jeg så dig hoppe ud ad vinduet, Liv. Jeg havde en anelse om, at du havde gang i noget! Og så finder jeg jer her!”

Situationen blev ikke mindre absurd af, at Liv Ullmanns mand var klædt ud som klovn med rød næse, orange hår med krummelurehat, falske ører, klovnesminke, vide, ternede bukser og Chaplin-sko.

"I det øjeblik var det, som skæbnen havde klovnenæse, som forsynet havde sendt ham. Han var redningen! Jeg så Liv med tamburinen, på de to taxachauffører, på den bedragede ægtemand klædt ud som klovn. Latteren tog mig helt. Jeg kunne ikke stoppe. Liv blev rasende. Jeg lo og lo, tårerne trillede af latter og lettelse, jeg var sluppet fra det. Det var gået fra Ibsen til friluftsteater. Jeg lo, til jeg var ude af syne."

Forført til ø-liv

Anekdoten om affæren giver nye nuancer til billedet af den borgerligt gifte Liv Ullmann, som i 1964 blev tilbudt ansættelse på Nationalteatret, hvor hun fik deltitelrollen i ”Romeo og Julie”, året efter fik hun ros for sin rolle som Jeanne d’Arc og for filmrollen som Ragna i dramafilmen ”De kaldte ham Skarven”.

På det tidspunkt var den svenske filminstruktør Ingmar Bergman indlagt med dobbelt lungebetændelse og akut penicillinforgiftning i Stockholm.

Dér lå han så og skrev på sin nye film ”Persona” med to kvinder på rollelisten.

Den ene skulle være hans faste skuespiller Bibi Andersson, den anden den højt roste norske skuespillerinde Liv Ullmann, som han dog aldrig havde set optræde.

Tilfældet ville, at de to mødtes på gaden, da Liv Ullmann netop var på besøg hos veninden Bibi Andersson.

Bergman tilbød hende straks rollen, og hun takkede genert og nervøst ja til filmen. ”Persona”, der blev optaget dels i studie i Stockholm, dels på Fårö ved Gotland, blev Liv Ullmanns internationale gennembrud.

Under optagelserne på Fårö forelskede hun og Ingmar Bergman sig, fik barn, og indledte et filmisk samarbejde, der rakte langt videre end deres amourøse periode.

"Jeg var meget ung, da vi mødtes, 25 år, men han vidste, at jeg så ham og forstod, og jeg følte, at han så mig og forstod. Selv om han var så meget ældre. Det var en af grundene til, at vi lavede så mange film sammen. Desuden troede han på mig, for jeg troede ikke altid på mig selv, har hun siden fortalt."

At der fra hendes side skulle være tale om den store forelskelse, har hun også afvist, selv om hun de første måneder rødmede hver gang, han talte til hende, det var mere end det, noget andet, større.

Hun holdt af ham som menneske, hans medfølelse, hans frygtelige sårbarhed, og det vakte hendes moderfølelse trods aldersforskellen.

Ingmar Bergman var 20 år ældre og gift med Käbi Laretei, og Liv Ullmann var stadig gift med Jappe, faktisk blev begge par først skilt i 1969. Men dér i 1965 flyttede Liv Ullmann til Fårö, og hun blev på øen i fem år.

Den evigt rodløse Bergman fandt øen i 1960 i forbindelse med indspilningen af filmen ”Som i et spejl”.

Egentlig havde han udset sig Orkney Øerne, men filmselskabet ville spare og anbefalede ham klippeøen Fårö, som han faldt pladask for.

Over årene byggede han i Hammers sit eget drømmehus i skjul fra omverdenen, i ly af fyrretæer og med havudsigt, og ingen lokale kendte stedet, hvis pressen spurgte.

Han købte en del andre huse, byggede konstant til bl.a. studier og en biograf, drømte om at skabe sin egen filmø, hvor han kunne skabe og være i fred.

Her kæmpede han med sine dæmoner og skrev ætsende, eksistentielle film om tro, utroskab, falskhed og fortvivlelse.

Og Liv Ullmann blev hans muse, hans yndlingsskuespiller, det nøgne ansigt på hans hensigter, helt enestående og hudløst forstod hun at vise menneskets forvirring, uro, længsel, håb og drømme.

Skam, gys og gennembrud

Med fem ægteskaber, sidespring og otte børn i livsbagagen havde Ingmar Bergman masser af inspiration at hente i egne oplevelser, læg dertil, at han var religiøst opdraget, hans far var præst. Tro kom også til at spænde ben for Liv Ullmann, for en del af hendes familie var stærkt troende og mente, at hun havde valgt en skandaløs livsvej.

Først i sen alder fik hun lagt skammen af sig og blev stolt over at være skuespiller.

”Skammen” var netop titlen på den næste Bergman-film optaget på Fårö med Liv Ullmann i hovedrollen, og den handlede om en musiker og hans kone, der trækker sig tilbage på en ø for at undgå krig og militærtjeneste, men krigen indhenter dem nådesløst.

Liv Ullmann blev i filmen sat overfor den svenske skuespiller Max von Sydow, og de to skulle sammen blive stjernepar i en lang række film. Blandt andet i de oscarnominerede storfilm ”Udvandrerne” og ”Nybyggerne”.

På det tidspunkt var Liv Ullmann i 1966 blevet mor til Linn, som blev døbt Karin Beate, fordi Linn ikke var et godkendt navn. Siden er hun dog blevet kendt som Linn og er i dag en verdensberømt forfatter.

Om sin mor skriver hun:

”Når hun sover, er det ikke tilladt at vække hende. Hvis mor falder i søvn og så bliver vækket, kan hun ikke falde i søvn igen, og så er natten ødelagt, og ikke kun den nat, men også dagen efter, og natten efter igen, i det uendelige”.

Det lyder som essensen af selvoptagethed, og jo, det gjorde ondt at læse, har en aldrende Liv Ullmann erkendt.

Lille Linn var ikke ret gammel, før det gik op for Liv, at det ikke duede at leve sammen med Bergmann, der aldrig kunne drømme om at skubbe barnevognen.

"Vi levede hans liv, ikke Linns og ikke mit," forklarede hun, da hun i 1973 var aktuel i Bergmans Golden Globe-vindende tv-serie ”Scener fra et ægteskab”, hvor hun spillede overfor Erland Josephson. Liv Ullmann spejlede sig i hovedpersonen Marianns følelsesliv:

"Jeg har alt for længe gået rundt og nejet og været en flink pige. Jeg er slet ikke så mild, som jeg ser ud til. Jeg kan godt fare op!"

Liv Ullmann slog sig ned i Oslo, hvor hun prøvede at skabe et normalt liv med godnathistorier, når hun da ikke var i sin sus og dus-tilværelse i Hollywood med indbygget dårlig samvittighed.

Under indspilningerne til ”Udvandrerne” og ”Nybyggerne”, der blev optaget i USA, var mor og datter dog mere sammen, fordi Linn spillede et af børnene.

Rødstrømpelitteratur

I 1976 blev Ingmar Bergman arresteret under en teaterprøve i Stockholm og sigtet for skattesvig, han blev siden renset, men i protest flyttede han til München og blev tilknyttet byens Residenztheater.

Samme år udkom Liv Ullmanns velskrevne erindringer ”Forandringen” på dansk, det var den da meget aktive rødstrømpe Ulla Dahlerup, der stod for oversættelsen, og bogen blev en af forlaget Lindhardt & Ringhofs største succeser.

Liv Ullmann læste op fra bogen lørdag aften på tv, DRs monopol-tv, og mandag morgen var der kø til signering i Magasin, og hele den nat sad Liv Ullmann og signerede stakkevis af bøger i sit hotelværelse på D’Angleterre.

Inden ugens udgang var der solgt 10.000 bøger, efter et år knapt 50.000. Og det var så kun i Danmark.

Bogen udkom i 11 lande og som pocketbog i USA.

"Jeg vil skrive om kærlighed, om at være menneske, om ensomhed, om at være kvinde," forklarede Liv Ullmann.

”Forandringen” hanler om at forsøge at finde balancen i sig selv og i sit liv. Balancen mellem familie- og arbejdsliv. Mellem det udvendige og det indvendige. Mellem kærlighed og selvstændighed. Mellem den, andre ser, og den man er.

Kort sagt: Alt det, som er i ubønhørlig og stadig forandring, alt det, som udgør et menneskeliv.

I bogen er læseren med på filmset og teaterscener, på flyrejser og til fester med skyhøj glamour og Hollywood-faktor.

Men vi kommer også under huden på den sammensatte, sårbare Liv Ullmann. Den lille pige, som aldrig helt fandt sin plads.

Hun er moren, der er fuld af ømhed, men som også gerne vil arbejde.

Hun fortæller glødende om den strukturelle uretfærdighed, hun oplever som kvinde.

Som når hendes mandlige kollegaer bliver bedre betalt end hun, alenemor, fordi de har forsørgerpligt.

Og hun hvæsser også feministiske kløer, når hun beskriver branchens pres – også Ingmar Bergmans – for at se slankest ud, bedst ud på ethvert tidspunkt.

Liv Ullmanns åbenhjertige tanker, følelser og erfaringer i ”Forandringen” blev nærmest en bibel for kvinder på linje med Erica Jongs ”Luft under vingerne”.

Som 40-årig blev Liv Ullmann slået til Ridder af 1. klasse af St. Olavs Ordenen, hendes rolle i Bergmans film ”Høstsonate” væltede verden, og hun stod foran indspilning af en Ibsen-film i Norge og en hovedrolle i en musical på Broadway.

"Af og til er jeg misundelig på min søster, der har fem børn. Hun lever helt anderledes end jeg, tager sig kærligt af sin familie og er det faste holdepunkt i deres tilværelse. Selv har jeg Linn, og jeg behandler hende som en voksen, ingen bestemte regler, vi farer verden rundt, træffer alle mulige mennesker, bor på hotel, måske får vi smørrebrød bragt op midt om natten og sidder og snakker, selv om hun skal op i skole."

"Måske giver jeg hende noget andet, end min søster giver sine børn," sagde hun om sin meget selvstændige da 11-årige datter, som allerede mestrede tre sprog. Ikke desto mindre var Liv Ullmann kørt sur i det meget rejseri, og efter sin optræden i New York havde hun besluttet, at musicalen blev hendes farvel til Broadway.

"For fremtiden tager jeg kun til udlandet for at filme. Linn bliver ældre. Det er nødvendigt, at hun bor hjemme, går i en fast skole og får faste kammerater. Det er også alt for anstrengende for mig at rejse rundt i USA på turné. Jeg skulle gerne se at få lidt mere tid til at skrive."

Hvem er Liv?

Liv Ullmann blev ambassadør for UNICEF, som hjælper nødlidende børn i 190 lande, og var i 1980 på sin første rundrejse i det østlige Afrika.

Den rejse, livet med Linn i Norge og følelsen af altid at spille med i ”mænds film” uden at kunne vise, hvem hun virkelig var, påvirkede hendes lyst til skuespilfaget.

"Jeg har lavet gode film og dårlige, mange kan jeg ikke huske, hvad hedder. Men ingen af mine film udtrykker helt, hvad jeg inderst inde selv føler, for de er jo alle skabt af mænd. Og ingen mand kan indføle sig i en kvinde. For nogle år siden stod jeg i en kulisse på et teater og ventede på at skulle ind på scenen. Så tænkte jeg pludselig: ”Jeg har jo egentlig ikke noget eget liv”. I 25 år har jeg kun levet på scener eller i filmstudier. Nu må jeg prøve at finde ud af, hvem Liv er …"

I 1982 debuterede hun som instruktør i filmen ”Love”, og året efter spillede hun en ”rigtig” kvinde i tv-serien ”Jenny” baseret på Sigrid Undsets roman, der blev vist på dansk fjernsyn i 1983, og handler om en ung, norsk kunstmaler, som gør sig fri af begrænsende livsforhold og snærende familiebånd og får stipendium som kunstner i Rom.

Men ak, hun vælger de forkerte mænd, de uselvstændige og kraftesløse, ender i selvhad, som martyrskikkelse, og konklusionen er klar: Idéerne om lighed mellem kønnene er illusoriske.

I 1984 modtog hun Franklin D. Roosevelts frihedsmedalje for sit arbejde i UNICEF og samme år kom Liv Ullmanns anden bog ”Tidevand”, hvor hun beskriver det dybe indtryk, elendigheden hos navnlig børnene i de underudviklede lande, har gjort på hende og sætter det i relief til sit eget liv.

Der blev også plads til kærlige afsnit om datteren Linn, der kunne være en ”frygtelig ufordragelig” teenager. Og om at være forelsket …

Ville have barn

Som verdensberømt skuespiller og forfatter var Liv Ullmanns privatliv konstant i fotografernes søgelys.

Hun datede hun kollegaen Warren Beatty, så den danske New York’er-læge Niels Lauersen og skuespilleren John Lithgow, men i 1985 forelskede Liv Ullmann sig.

Hun blev gift med den Boston-baserede ejendomsudvikler Donald Saunders, der havde to døtre, og som Bergman sagde god for.

"Donald er en af de eneste mænd, jeg har været sammen med, som Ingmar virkelig har accepteret, sagde liv Ullmann, der som 48-årig begyndte at tale om, at hun gerne ville være mor igen: ”Jeg har alt intakt, jeg ønsker mig et barn, jeg vil gerne have et barn til”. Det lykkedes hende dog ikke, i stedet kastede sig ind i en vigtig kamp. I 1989 var hun medstifter af The Women’s Refugee Commission, som arbejder for en bedre verden for kvinder, børn og unge flygtninge."

Ny succes og et flyvende farvel

Liv Ullmann glemte ikke sin ambition om at skabe sin egen film og begyndte at skrive et filmmanuskript baseret på den danske forfatter Henri Nathansens roman ”Sofie”.

Den skildrer en ung, jødisk kvindes liv gennem 20 år, fra hun i 1886 forelsker sig i en ikkejødisk maler. Det blev Nordisk Film, der i 1992 satsede på Ullmann som instruktør.

Tre år senere, i 1995, kom hendes anden film baseret på Sigrid Undsets middelalderroman ”Kransen”, og hun modtog Special Grand Prix of the Americas for sine enestående bidrag til filmkunst både som skuespiller og instruktør, da filmen blev vist. Desværre kom ægteskabet med Donald Sounders til kort samme år.

Den da 77-årige Ingmar Bergman var på det tidspunkt begyndt at drosle ned på sin egen filmproduktion og bad sit livs Liv om at instruere hans manuskript til ”Private samtaler” om hans mor og senere hans stærkt selvbiografiske utroskabsdrama ”Troløs”, som var favorit til guldpalmerne i Cannes, men blev slået af Lars von Trier ”Dancer in the Dark”.

De nåede at lave 12 film sammen, og helt frem til Ingmar Bergmans død i 2007 bevarede de to et tæt forhold. Så tæt, at hun, da afslutningen nærmede sig, trods sin flyskræk chartrede et privatfly og fløj fra Norge til Fårö.

"Jeg vidste, at tiden nærmede sig den dag, jeg havde en fornemmelse, så jeg rejste dertil. Ingmar var på vej væk, da jeg kom, men hvis han havde været ved bevidsthed, ville han have spurgt, hvorfor jeg var der, for der var ingen andre til stede, kun sygeplejersker. I den sidste film, vi lavede sammen, havde jeg replikken ”du kaldte mig”. Så jeg sagde bare: ”Ingmar, hvis du spekulerer på, hvorfor jeg er her: Du kaldte mig”. Han døde senere på natten …"

I 2012 lavede instruktøren Dheeraj Akolkar dokumentarfilmen ”Liv & Ingmar”, hvor Ullmann ser tilbage på sine 42 år med mesterinstruktøren.

I 2022 modtog hun f.eks. en Æres-Oscar for sine mange bidrag til international film og samme år menneskehedsprisen Governors Awards for sin kamp for verdens mest sårbare.

På DR kan man nyde den 85-årige filmstjerne i dokumentaren ”A Road Less Travelled” med den danske titel ”Liv Ullmann: Et ikon”, hvor hun fortæller om dårlig samvittighed og skyldfølelse, men hvor hun også slår i bordet hinsides behagesyge.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 51/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.