Det kom fra den ene dag til den anden. Når hun kaldte på sin søn reagerede han ikke

Kontrasterne fylder meget i Nola Gaardmands liv. For eksempel kan hun lide at være fast forankret i København. Hun er et hjemme­ menneske, der elsker at tilbringe tid med sin mand og sine børn. På den anden side gør mixet af de mange kulturer, hun bærer i sig, hende evigt rejse- og eventyrlysten. Og det er den sidste side, hun lever lidt mere ud for tiden, hvor hun er udlånt fra sit job som vært i Aftenshowet til det store DR-projekt ”Slave af Danmark”, en række programmer om slaver og danske slaveejere i 1700-tallet.

Programmerne får først premiere næste år, men Nola rejser allerede nu rundt som undersøgende vært og er meget optaget af det. Faktisk er hun lige kommet tilbage fra Ghana.

– Jeg kan røbe så meget, at det bliver spændende og tankevækkende. Seerne kan godt glæde sig, siger hun.

To store identitetskriser har gjort Nola til den, hun er i dag, og den første tager udgangspunkt i netop hendes internationale baggrund.

For ganske vist er hun født på Frederiksberg Hospital, men hendes far, den danske jazzmusiker Anders Gaardmand, og hendes mor, Faith, der er sydafrikaner, boede dengang i New York, som de også straks efter Nolas fødsel vendte tilbage til.

– Min far var flyttet derover i 1970’erne for at spille musik, og min mor ville væk fra apartheiden i sit hjemland, og så mødtes de i New York og giftede sig.

Da Nola var på vej ud i verden, strandede forældrene en tid i Danmark, fordi de var på familiebesøg, og Nolas mor fik komplikationer med graviditeten. Bagefter blev de boende i New York i en årrække. Først da Nola var otte, og hendes storebror 10, syntes Nolas mor, at hendes børn var blevet lovlig rodløse uden familie i nærheden.

Allerhelst ville hun tage dem med til Sydafrika, men der var stadig for problematisk at bo for et blandet ægtepar. I stedet flyttede familien til Danmark, så børnene kunne få et tættere forhold til deres danske familie og lære dansk.

Familien blev splittet

– Planen var, vi kun skulle være her et år, men så faldt vi ligesom til. Mine forældre besluttede at blive og blev så skilt kort efter, fortæller Nola.

Hendes mor endte med at tage tilbage til Sydafrika, da apartheiden ophørte i 1994.

– Hun havde jo længtes tilbage hele tiden. Det er sådan noget, jeg først er begyndt at forstå nu som voksen. Jeg har altid haft et kompliceret forhold til hende, og det blev ikke lettere i Danmark. Da hun rejste, var jeg glad for bare at kunne bo hos min far og stedmor og ikke behøve at flytte mellem dem. Jeg var da blevet 12 år, og min mor tilbød, at min bror og jeg kunne komme med, men det var jeg ikke interesseret i.

Noget, der hang i hende, var en tur, hun havde haft med sin mor til sin mormors begravelse i Sydafrika, i tiden efter apartheid blev ophævet.

– Min mors familie var lige flyttet tilbage fra Nigeria og havde slået sig ned i Soweto uden for Johannesburg, som dengang var konfliktfyldt og fattigt. Jeg kan tydeligt huske den dér trykkende følelse af at blive dumpet ned i et kvarter, der var tæt på at være slum, fortæller Nola.

Da hendes mor rejste tilbage, havde Nola længe kun sporadisk kontakt med hende.

– Men heldigvis er vi begyndt at snakke mere sammen igen for nylig. Det er stadig så nyt og sårbart, så jeg holder resten for mig selv. Men jeg kan sige, at jeg i dag forstår hende lidt bedre.

Det skyldes også, at Nola i forbindelse med ”Slave af Danmark”-projektet for DR har haft mulighed for at dykke ned i menneskesynet og ideologien bag slaveriet. Den selvsamme ideologi, der, også efter slaveriets ophør, lagde grundstenene til apartheid. Det har givet hende flere åbenbaringer om, hvor udfordrende tingene må have været for hendes mor og hendes familie.

– Tidligere var jeg interesseret i historien på en lidt intellektuel og distanceret måde, også fordi det var så svært mellem min mor og mig. Nu er jeg i en fase, hvor hendes problemer mere kommer ind under huden på mig, sikkert også fordi jeg selv er blevet mor.

Jeg føler mig dansk

Da Nola som otteårig blev omplantet til Danmark, var hun i begyndelsen mest rasende over at blive hevet væk fra sit elskede New York. Det var hendes bror også. Den første nat lå de i køjesengen hjemme hos deres farforældre på Frederiksberg og konspirerede og lovede hinanden, at i det sekund, de var gamle nok til at flytte tilbage, gjorde de det.

– I mange år var jeg forvirret over, hvor jeg hørte til. Vi holdt da også vores pagt, min bror og mig. Min bror flyttede tilbage til New York, da han var 19, og jeg gjorde det, da jeg var 21, siger hun.

På det tidspunkt gik hun efter at blive journalist og søgte om at komme i praktik på et amerikansk medie.

– Men min eneste erfaring var, at jeg efter gymnasiet i Danmark havde været på højskole og rejst lidt i Indien. Så jeg blev ikke kaldt til en eneste samtale ud over på et onlinemagasin, som beskæftigede sig med klubliv, mode og restauranter.

Onlinemagasinet var nu også et ret fedt sted at være for hende dengang – med fest og farver. Efter nogle år blev det dog alligevel for udsigtsløst, og hun søgte ind på Journalisthøjskolen i Aarhus.

– Og så flyttede jeg fra Manhattan til Aarhus. Det var virkelig et kulturchok, kan jeg godt fortælle dig.

Hun griner.

– Nogle af mine amerikanske venner fattede slet ikke, hvad jeg havde gang i. De sagde: ”Er du dum, Nola? Du er journalist, du arbejder som journalist”. Men jeg havde bare en følelse af, at jeg havde brug for at lære håndværket på en anden måde.

Journalisthøjskolen viste sig da også at være det rigtige for hende. Faktisk var det nok i Aarhus, at hendes identitetskrise stilnede af.

– Jeg tror, det gjorde en forskel, at jeg selv traf beslutningen om at flytte til Danmark. Det gav mig en form for fred. Jeg kan sagtens se mig selv bo i USA igen i en kortere periode. Men jeg fandt ud af, at jeg grundlæggende hører til i Danmark og føler mig dansk.

Det har noget at gøre med, at hun bare bedre kan lide menneskesynet herhjemme, siger hun. Det med, at man ikke behøver at være angst for at miste alt, hvis man bliver syg eller arbejdsløs.

– Vi danskere er bedre til at passe på hinanden. USA er lidt mere det vilde vesten, hvor man klarer sig selv, og ellers er det bare ærgerligt. Det bryder jeg mig ikke om.

God til at sige ja

Efter Journalisthøjskolen har hun arbejdet både for Information og Jyllands-Posten. Derefter kom hun til Danmarks Radio, og har været vært både på Sundhedsmagasinet og Deadline, inden hun blev hyret til Aftenshowet.

– Jeg har haft en stor drivkraft, nok også fordi jeg har haft brug for at bevise mit værd. I begyndelsen følte jeg jo, at jeg vidste for lidt om alt muligt. Det har betydet meget, at jeg var et stort barn, da jeg lærte dansk og har flyttet rundt mellem to kulturer. Jeg har mange mærkelige, sorte huller i min viden, siger hun.

Undervejs har Nola lært at sige ja også til det allermest udfordrende, hvis det er spændende nok. Hun har altid tænkt, at hun nok skal klare det, hvis hun gør sig umage. Sådan er hendes far, Anders Gaardmand, også. Som jazzmusiker i Radioens Bigband har han altid været ekstremt disciplineret og hårdtarbejdende.

– Som barn var jeg tit irriteret over, at han øvede så mange timer hver dag på sin saxofon. Men han lærte mig, at man er nødt til at arbejde for det, man vil være god til. Det er lidt blevet mit mantra.

Sin mand, Magnus Barsøe, mødte Nola for ni år siden på Jyllands-Posten. Han pusler rundt og stikker på vej ud ad døren hovedet ind i stuen og fortæller, at han længe forsøgte at få kontakt hen over skærmene med Nola dengang.

– Men hun sad altid så koncentreret og arbejdede, så det lykkedes ikke, ler han.

Først da de en dag i kantinen stod bag ved hinanden ved buffeten, faldt de i snak. To måneder senere blev de venner på Facebook, begyndte at skrive sammen, og han inviterede hende på date.

– Vi blev meget forelskede, og derfra gik det virkelig stærkt, siger Nola.

– Jeg var 29, og han var fem år ældre, og jeg vidste nærmest fra første øjeblik, at det var ham, jeg ville have børn med. Fem måneder senere var jeg gravid, og vi flyttede sammen. Det hele skete ligesom oven i hinanden. Jeg var lidt bange for, at andre ville finde det upassende, men så tænkte jeg: ”Det skal de ikke bestemme”, og så fik vi Calle.

Faktisk var hele begyndelsen af deres forhold og forældreskab som én lang kærlighedsfest, der kun blev endnu bedre, da Magnus friede. Det var som en rus, der bare varede ved og ved.

En ulykkelig dreng

Desto mere brat var faldet fra tinderne. For nu når vi til den anden store livskrise, der har præget Nola og forandret hende. Den handler om Calle, hendes ældste søn, der som baby var udadvendt og smilende og nem at komme i kontakt med. Der var ganske vist lidt med hans hørelse, som betød, at han fik et høreapparat, da han var seks måneder gammel.

– Men det gjorde ikke rigtig nogen forskel, om han havde det på, og vi så ingen grund til at gå i panik.

I endnu et år var alt fint, og Calle begyndte at udvikle et sprog. Men da han var cirka halvandet år, var det, som om nogen slukkede for hans hørelse fra den ene dag til den anden.

– En dag sad han på trappen i stuen og legede, og jeg stod ude i køkkenet og kaldte på ham, og han reagerede ikke. Heller ikke, da jeg stod lige ved siden af og råbte ham ind i hovedet. Det blev jeg forskrækket over, husker Nola.

Selv om Calles ører blev tømt for væske, kom sproget aldrig igen, og han gik fra at være meget pludrende til at blive tavs. Lægerne var ikke bekymrede, og derfor slog Nola og hendes mand problemet hen og vågnede først brat op, da Calle næsten var to år, og de var i sommerhus med nogle tvillingdrenge på Calles alder.

– Sammen med de to normalthørende drenge blev det meget, meget tydeligt, at Calle måtte være døv. Vi blev så kede af det og befandt os pludselig i en tåge af bekymring. Hjemme igen fik vi ham udredt rigtigt, og han var virkelig døv.

Det viste sig, at Nola og Magnus begge er bærer af et gen for Pendreds syndrom, som kun boner ud, hvis begge forældre har det. I så fald er der 25 procents risiko for, at barnet arver genet fra begge, fødes med høretab og helt mister hørelsen i løbet af de første to til fem år. Calles lillebror, Buster, har ikke arvet det fra nogen af sine forældre, hvilket der er lige så lille en sandsynlighed for.

Løsningen var, at Calle fik et Coch­lear-implant, et apparat, der indopereres bag øret og gør, at døve kan lære at opfatte lyd, tale og i mange tilfælde indgå i de hørendes verden på lige fod med andre.

– Efter operationen fik vi at vide, at vi ikke måtte bruge tegnsprog eller andre visuelle stimuli. Via intensiv høretaletræning skulle han tvinges til at høre med apparatet, selv om det var svært. Undervejs blev han opereret igen, og af forskellige kedelige grunde blev det en meget svær og lang proces. I forvejen havde han jo i et helt år ikke kunnet høre noget overhovedet, og nu kom den forfærdelige periode, hvor han blev tydeligt frustreret og ked af det, blev indadvendt og havde det rigtig skidt. Han var ulykkelig, havde intet sprog, og vi var ret sikre på, at han heller ikke forstod, hvad vi sagde.

Nola var tæt på at sige sit job op, fordi hun ikke kunne rumme andet end at finde ud af, hvordan Calle fik det bedre. Hvordan reddede hun sin dreng?

– For vi trænede og trænede jo med ham, uden at det blev bedre. Tværtimod.

Løsningen fandt Nola i den børnehave, Calle gik i, ved at se på børn af døve forældre. De havde Cochlear-implantater og talte perfekt, men samtidig brugte de tegnsprog derhjemme med deres forældre, og det havde de altid gjort.

– Jeg så med mine egne øjne, at det faktisk kun havde styrket deres talesprogsudvikling, at de havde lært tegnsprog fra starten og fået begreber for verden og sig selv. De klarede sig bare så vildt godt, de unger.

Et nyt sprog, et nyt liv

I desperation gik Nola sammen med sin svigermor i gang med at lære tegnsprog i smug på aftenskole. Hun tog sin viden med hjem og lærte også Calle tegnsprog, og virkningen var mirakuløs.

– Endelig fik han serveret en løsning, han kunne finde ud af, og det var fantastisk at se, hvad det gjorde ved ham. Han blev udadvendt igen og fik livslysten tilbage. På det tidspunkt var hans høreimplantat også blevet bedre indstillet. Jo flere tegn, han fik, desto bedre blev hans talesprog. Jeg er klar over, at eksperternes anbefalinger virker for rigtig mange andre børn, men det gjorde det altså ikke for Calle, siger hun.

I dag er Calle syv år og går på en specialskole for døve på Østerbro, hvor han lærer både tegn- og tale­sprog og får det stadigt bedre. Samtidig er både han og Nola begyndt at gå til forskellige arrangementer i døvemiljøet.

– Før troede jeg, måske lidt fordomsfuldt, at døve levede meget isoleret. Men jeg fandt hurtigt ud af, at de fleste har virkeligt gode, udadvendte liv og har skabt et rummeligt og gæstfrit miljø, hvor der er plads til, at vi er forskellige. Det har været dejligt at opleve, for andre steder med Calle har vi nok mere mødt den indstilling, at vi skulle være ens, og at Calle skulle mases ned i en kasse, som han tydeligvis ikke passer til.

Krisen med Calle og mødet med døvemiljøet har fået Nola og Magnus til også at forandre deres eget liv.

– Vi har været så ambitiøse og målrettede og haft gang i alt muligt og altid tænkt, det var den eneste gode måde at leve på. Med Calles problemer har vi fået øjnene op for, at der også ligger en værdi i at skrue ned for de personlige ambitioner og prioritere hårdere omkring, hvad vi vil og har overskud til.

Nola har simpelthen lært at sige nej til mange ting, som ikke direkte handler om hendes job.

– Til gengæld har vi prioriteret at være der en masse for børnene, men også at få børnene passet og tage på date og være kærester. På den måde har vi holdt fast i vores kærlighed og fået overskud til at være der for hinanden. I starten var det sindssygt grænseoverskridende at skulle sige nej til alt muligt, men nu er det blevet vores nye livsstil.

I dag føler hun en stor taknemmelighed over at have sin familie og over at have lært så meget nyt.

– Jeg er glad for at have fået udvidet mit verdenssyn og blive bedre til at fokusere på det vigtige, siger hun.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 49/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.