For Sara Blædel blev et interview med Ritt Bjerregaard afgørende: "For mig var det en kæmpe øjenåbner"

Mærkedagene står i kø for Sara Blædel disse år. Bare i år fylder hun både 60 – og samtidig har hun 20-års jubi­læum som forfatter. De 20 år har budt på en lang række krimier, og der er efterhånden mere end fem millioner læsere i 55 lande, der er på fornavn med Louise og Ilka fra krimiserierne om dem.

I oktober udkom der en ny bog om den fandenivoldske, lettere alkoholiserede, lidt sjuskede og til tider temmelig risikovillige Ilka – og denne gang er hun vendt hjem fra Danmark efter at være blevet smidt ud af USA. I 2016 udkom den første bog om Ilka, ”Bedemandens datter”, og det blev ikke modtaget udelukkende positivt af Saras læsere, at hun nu lagde Louise Rick lidt på hylden for at introducere en ny og temmelig anderledes hovedperson.

– Da den første bog om Ilka udkom, var der en del, der sagde: ”Hvad laver du?!” eller ”Vi kan ikke fordrage det!”. Der var en kæmpe modstand hos nogle mod den her kvinde, fortæller Sara om sin hovedperson, der i den nye bog snubler ind i en gæld og derefter et job som bedemand – præcis som hendes far var.

Ilka er det, man kan kalde en antihelt. Hun får i hvert fald næppe en medalje som den flittigste eller sødeste, og så har hun i den grad sit at kæmpe med. Alligevel er hun nem at holde af og holde med. Man hepper ganske enkelt på hende, og det er der flere og flere læsere, der gør, som årene er gået. Måske handler det om, at noget i tiden er ved at ændre sig, siger Sara. At rammen for, hvordan en kvinde må være og opføre sig, er ved at blive bredere.

– Jeg vidste jo ikke dengang, at hun var forud for sin tid. Men nu har hun fået en kæmpestor, loyal fanskare, der venter på at høre mere om hende. Det er ret interessant, at det er vendt på den måde. Det er Ilkas tid nu! siger Sara, der selv har lært meget af at skrive om Ilka.

– Det kan godt lyde en lille smule frelst, når forfattere siger det om deres hovedpersoner, men det er rigtigt! Der er en fandenivoldskhed i hende – nærmest noget antikvinde. Ilka kunne virkelig ikke drømme om at springe over, hvor gærdet er højest. Hun går en bue uden om alle gærder faktisk. Hun strider imod et perfekthedsideal, der også er i mig. Hun har det simpelthen ikke!

Selv har Sara det meste af sit liv sprunget over så høje hegn som muligt. Hun kan godt lide at gøre sig umage, at sige ja og at kæmpe hårdt for det, hun gerne vil opnå. Men noget er ved at ændre sig i hende. Der er simpelthen kommet noget af Ilka i Sara.

– Måske behøver vi ikke altid tage det højeste hegn, vel? Jeg gør mig umage, hver gang jeg skriver en bog, det gør jeg stadig, men andre steder i mit liv er jeg begyndt at tænke: Behøver jeg virkelig at stå på tæer for det? Skal jeg virkelig række så højt? Det kan være en sund tilgang at være okay med ikke altid at stå på tæer, siger hun og fortsætter:

– Nu gør det ikke så meget, at jeg ikke slår til på alle felter. Man behøver ikke være hende, der hele tiden hopper og springer. Man behøver ikke engang leve op til at skulle kunne det hele. For mit vedkommende – og det kan jo godt være, nogle er klogere, og det er kommet til dem tidligere – er det helt klart en aldersting. Jeg behøver heller ikke længere være tilgængelig hele tiden eller sige ja til alt.

Tror du, det er klassisk for kvinder at hoppe og springe på den måde?

– Det er da helt klart en kvindeting! Vi vil gerne have, at folk skal kunne lide os, at de synes, vi er dygtige. At de anerkender os og lægger mærke til os. Folk skal I det hele taget have et godt billede af os – vi vil gerne se pæne ud i andres øjne. Uanset om det er at være en god mor, en dygtig forfatter, en talentfuld idrætsudøver – hvad som helst! siger Sara og fortsætter:

– Da jeg skrev min anden bog med samtaler om at møde modvind, interviewede jeg Ritt Bjerregaard, som jo ramlede ind i alle mulige ting. Jeg kan tydeligt huske, at hun lænede sig ind over skrivebordet mod mig og sagde: ”Jamen, Sara, det er jo ikke min intention, at alle skal kunne lide mig! Det er jeg faktisk slet ikke interesseret i”.

– For mig var det en kæmpe øjenåbner. Tænk, at man kunne se på det sådan? Det er jo i grunden en mærkelig indstilling, at jeg blev overrasket over, at Ritt Bjerregaard havde det sådan. Nu forstår jeg det.

Et lyn fra himlen

At Sara altid har gjort sig umage og modsat Ilka hoppet så højt som muligt, handler dog ikke særlig meget om omverdenens forventninger til hende, understreger hun. Inden i hende har der helt lige fra barnsben været en drift efter at bevise noget over for sig selv. Sara er nemlig ordblind – og så er hun med sine egne ord ”ikke god til særlig meget”.

– Min ordblindhed gjorde, at jeg fik en usikkerhed indbygget i mig. Det gør man jo nok, uanset hvad det er, man ikke er så god til. Usikkerheden byggede sig i hvert fald godt og grundigt ind i mig.

– Jeg var godt klar over, at der var noget, de andre helt naturligt kunne, som var svært for mig. Sådan en usikkerhed gør, at man på en eller anden måde enten møder en mur, hver gang man møder noget nyt – eller også beslutter man sig for, at det dér vil man bare blive god til, siger Sara, der voksede op i et flippet journalisthjem med højt til loftet i Hvalsø.

Og ikke mindst to forældre, der fortalte hende, at hun kunne gøre, lige præcis det hun satte sig for.

– Jeg havde nogle forældre, der på ingen som helst måde pressede mig til noget. De syntes, mine idéer var tiptop! Som barn opfandt jeg fremmede sprog, som kun jeg og mine forældre kunne tale, men selv det syntes de var fedt.

Som barn læste Sara ungdomskrimierne ”De 5”, og her blev hun fanget af krimigenrens spænding og fremdrift.

– Jeg blev jo nødt til at læse videre, selv om jeg læste langsomt, fortæller hun.

Men en forfatterdrøm havde hun sådan set aldrig, og efter at have haft et sommerferiejob som afrydder på en restaurant i få dage, besluttede hun sig som 17-årig for at blive tjener. Kort efter fik hun en læreplads.

– Jeg kunne slet ikke forstå, at det var et job – så sjovt var det. Det var selvfølgelig også der, jeg lærte, at det hed ”Ja, nej eller rend mig i røven”. Det var ikke, fordi pigen fra landet havde let ved at møde den tone, der er i restaurationsbranchen, vel? Men det er det sjoveste og det hårdeste, jeg nogensinde har lavet, fortæller Sara, der stadig har den første tokrone, hun fik i drikkepenge.

Efter at have taget en uddannelse i grafisk design vendte Sara tilbage til tjenerfaget, som hun elskede så højt. Men så blev hendes liv en dag vendt på hovedet.

– En aften kom lammelsen. Det sagde BAM! Det kom som lynet. I tre år lå jeg derefter mere eller mindre hele tiden inde på Rigshospitalets neuromedicinske afdeling. Det var nervesmerter, jeg havde, og det gjorde så ondt. Jeg var virkelig igennem alt, og i starten lå jeg faktisk inde på intensiv.

Hele Saras verden ramlede lige der. Hun havde siden sin ungdom dyrket dressur, og nu blev hendes hest solgt. Samtidig mistede hun sit arbejde, og lægerne begyndte at tale om førtidspension, selv om Sara ikke engang var fyldt 30 år. Det kunne sagtens være sluttet der, siger Sara om tre lange år i sit liv, hvor hun var ind og ud af hospitalet.

Krimier som redningsplanke

En dag kom der imidlertid et forslag fra uventet kant. En af Saras forældres venner foreslog hende, at hun kastede sig over at genudgive nogle gamle krimier, han havde liggende, og Sara slog til uden at have erfaring med at drive et forlag.

– Jeg vidste ikke engang, hvad et ISBN–nummer var, men det gav mig noget at gå op i. Man kan faktisk sige, at krimierne blev min redningsplanke. Når jeg røg ind på hospitalet, begyndte jeg at have krimierne med, og efterhånden vidste de godt derinde, at jeg var ”hende med krimierne”. Krimierne blev min måde at komme igennem den periode på, fortæller Sara, der endte med at udgive en række krimier på sit forlag – blandt andre koryfæet Kirsten Holst.

Og det i en tid, hvor krimier ikke var noget, særlig mange læste.

Egentlig drømte Sara ikke om selv at skrive krimier. For hendes skyld kunne det lige så godt være nogle andre, der gjorde det. Men langsomt begyndte en kvinde og et univers at tage form i hende. Kvinden hed Louise Rick, og hun skulle senere blive hovedperson i hele 12 krimier fra Saras hånd.

Da den første krimi, ”Grønt støv”, udkom, var Sara overbevist om, at hun ville det med krimierne med hud og hår. Hun besøgte selv den mindste boghandel, det mindste bibliotek, og hun blev hurtigt kendt for at være en meget udadvendt forfatter, der gjorde meget ud af at møde sine læsere.

– Jeg ville det simpelthen så gerne, og der var ikke noget, der var for småt til, at jeg ville møde op til det, fortæller Sara om den tid, der gjorde hende til en af Danmarks mest populære krimiforfattere.

Det kan synes, som om der er meget langt fra at være krimiforfatter til at være tjener, men faktisk har de to ting en del til fælles, mener Sara:

– Noget af det, jeg elskede allermest ved at være tjener, var at møde folk, som har glædet sig til noget, og give dem en god oplevelse. Sådan har jeg det også med læserne nu. At se og høre deres begejstring – det er det, det handler om! Jeg synes jo, jeg er i mine bøger med mine læsere. Ja ja, det er mig, der skriver det, men det er læserne, der tager imod det. Det her er et univers, vi er i sammen – det er et fællesskab, siger Sara og smiler.

Når døden kommer tæt på

Det er svært at tænke på krimigenren uden også at tænke på mord i en eller anden forstand. Et (mistænkeligt) dødsfald er ofte omdrejningspunktet for en krimi, og det er også tilfældet med Sara Blædels nye ”Ilka vender hjem”.

Samtidig handler krimien også om døden på en mere konkret måde. Hovedpersonen Ilkas arbejde som bedemand viser nemlig de mere praktiske side af døden – hvor længe kan en død mand for eksempel ligge i en rustvogn? Hvordan klæder man et dødt menneske på?

Da Sara begyndte på serien om Ilka, bedemandens datter, havde hun også selv lige haft døden meget tæt på. Faktisk havde hun netop mistet sine tre nærmeste familiemedlemmer – sin far og mor, der døde med tre dages mellemrum, og sin faster.

– Mine forældre drømte om at drikke en dejlig flaske vin og tage af sted sammen, så jeg har altid vidst, at når den ene døde, ville den anden også dø. Mine forældre var et sæt. Og i mit hoved var det helt tydeligt, at min mor er kigget ned tre dage efter sin død og sagt til min far: ”Så Leif, nu skal vi afsted!, siger Sara, der med tabet af sine forældre og siden sin faster første gang stiftede bekendtskab med en bedemand.

– Der kommer den her yngre kvinde ind, der er bedemand, og jeg føler bare, at hun griber mig. Alt ved det føltes naturligt for hende, og det blev jeg så betaget af. Det var både fortvivlende, at mine forældre var døde, men det var også en lettelse, at de døde samtidig, og hun rummede det hele, fortæller Sara, der med det samme vidste, hun skulle skrive om bedemænd og døden.

– Der er en kæmpe respekt ved hvert evigt eneste dødsfald. Samtidig er det også ”bare” et arbejde!

Vi taler om, at bedemændene er med til at gøre noget meget eksistentielt og sørgeligt meget konkret, og at det kan være en hjælp. Især i et samfund, hvor vi ikke taler særlig meget om døden. Den er tabubelagt, siger Sara, der selv insisterer på at tale så meget om døden, at hendes søn nogle gange siger, at nu må det være nok.

– Jeg har været i alle de faser, der er i at miste. Døden interesserer mig simpelthen. Og jeg synes, det er vigtigt, at man taler om den, for jeg kan jo se, hvor vigtigt det var, at mine forældre var afklarede. Jeg har ikke nogen spørgsmål tilbage, og jeg fik sagt farvel.

– Hvis man ikke taler om døden, inden den sker, kan den efterlade noget i én, der er meget svært at slippe igen, siger Sara, der også insisterer på at tale med sønnen for at sikre sig mod, at han føler sig alene, når tiden kommer:

– Jeg kan få den tanke, at når jeg dør, så er min søn helt alene. Det er faktisk lidt svært. Han har det godt, er supervelfungerende, men jeg kunne godt drømme om, at han fik sin egen familie, så han ikke var helt alene. Jeg har selv følt mig meget alene med døden, da mine forældre og min faster døde, fortæller Sara, der har fravalgt traditionel kernefamilie og bruger meget tid alene.

– Jeg er bare mig, og det er et valg. Måske kommer jeg til at fortryde det om nogle år: Var det rigtigt valgt? Skulle jeg virkelig sætte alle kortene ind på mit forfatterliv? Men det var jo det, jeg ville. Ender jeg ensom? Det kan da godt være. Men det var et valg, jeg tog, og jeg har nydt hvert et øjeblik af det.

Det næste kapitel

Nu ser Sara tilbage på 60 år på denne jord, en 20 år lang karriere og et liv, der ifølge hende selv har været fyldt med så mange oplevelser, at det er svært at begribe.

– Jeg tænkte, da jeg fyldte 60 (i august i år, red.), at det var et højt tal. Og så sagde min søn til mig: ”Men er du vild, hvor har du også oplevet meget! Og du er slet ikke færdig”. Det har han ret i. Når jeg kigger tilbage, har jeg simpelthen oplevet så mange ting. Jeg har mødt så mange mennesker, rejst og været igennem så mange stadier i livet, siger Sara med et smil og fortsætter:

– Man skal jo passe på med ikke at tage fortiden for givet, og det mindede min søn mig om.

Hvad byder fremtiden på for dig?

– Jeg skal have det sjovt! Jeg har haft det så sjovt de her 20 år som forfatter, især også i udlandet, men nu har jeg brug at trække kræfterne lidt mere hjem igen. Jeg kommer til at skrue ned for udlandet og ned for foredragene, siger Sara, og så er vi tilbage ved Ilka igen og hendes manglende lyst til at hoppe og springe allerhøjest for selv det mindste.

– Jeg vil simpelthen bruge mere tid på at skrive, for jeg elsker det. Alt det andet elsker jeg også, og det giver da en kæmpe energi at stå i en fuld sal for eksempel, men mit fokus bliver i højere grad på at skrive mine bøger. Det elsker jeg jo. Samtidig vil jeg også gerne have tid til bare at være mig. Gå en tur i skoven, den slags. Måske behøver man ikke tage det allerhøjeste hegn hele tiden, vel?

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 42/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.