Hjemmelavet leverpostej
Mad

Leverpostej med kalvelever og bacon

26. april 2022
Af: Camilla Zarah Lawes
foto: Bjørn Jakobsen
Opskrifter: Hjemmebagt leverpostej sætter prikken over i'et på en god julefrokost - prøv de nemme posteje til julefrokosten
35 min
Tid i alt 15 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 400 g kalvelever
  • 80 g fast spæk
  • 50 g bacon
  • 1 ansjos
  • 1 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 æg
  • 8-10 knuste hele allehånde
  • 1 spsk peber
  • Lidt havsalt
  • 5 ramekiner eller en 1 liters rugbrødsform

ENDVIDERE

  • 50 g smør
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl sødmælk
  • 2½ dl kalvebouillon

PYNT

  • Bacon

Sådan laver du leverpostej

  1. Blend lever, spæk, bacon, ansjos, hvidløg og groftrevet løg til en fin ensartet masse.
  2. Hæld massen i en skål, rør æg i og krydr med allehånde, salt og peber. Stil til side.
  3. Smelt smørret i en lille gryde, rør mel i til en melbolle, hæld mælk på og rør til en tyk masse. Tilsæt kalvefonden lidt ad gangen og rør godt, til du har en meget tyk opbagt sauce.
  4. Afkøl opbagningen helt (hæld den i en ren skål og stil i køleskab, så går det hurtigt), inden du fortsætter med din leverpostej.
  5. Rør kødet med opbagningen til en fast fars til leverpostej. Fordel farsen i smurte skåle, læg et stykke bacon oven på hver portion leverpostej. Bag de små postejer i vandbad på næstnederste rille i en 170 grader varm ovn i ca. 35 min., den store form med leverpostej skal have 50 min.
  6. Servér din hjemmelavede leverpostej kold med rugbrød, drueagurker eller agurkesalat, eller servér leverpostej lun med rugbrød, sprød bacon og champignoner.

Leverpostej til julefrokosten

Det giver altid pluspoints, når du sætter en hjemmelavet leverpostej på bordet til julefrokosten. For en hjemmelavet leverpostej smager altså bare bedre - og mere af leverpostej.

Denne opskrift på leverpostej er med kalvelever, som er lidt mere delikat end den typiske svinelever. Men kan du ikke få fat i kalvelever, kan denne leverpostej sagtens også laves på svinelever.

En god, hjemmelavet leverpostej smager skønt både lun og kold. Serverer du din leverpostej lun, skal det selvfølgelig være med masser af sprød bacon og stegte champignoner til.

(Du kan tilberede leverpostej i små ramekiner eller i en folieform eller rugsbrødform på 1 liter)

Læs også