En skøn frokostsalat eller forret. Den sødlige dressing får pærerne til at træde tydeligt frem. Få opskriften på andesalat med pære og spinat her
30 min2 personer
Tid i alt 55 min
ANDESALAT
2 andebryster eller rester fra en andesteg
salt og friskkværnet peber
1 spsk. olie + 1 spsk. smør til stegning
2 faste pærer
200 g frisk babyspinat
1 granatæble
DRESSING
5 spsk. olivenolie
2 spsk. hvid balsamicoeddike
1 tsk. dijonsennep
1 tsk. flydende honning
salt og friskkværnet peber
TIL SERVERING
1 håndfuld frisk timian
olivenolie
friskkværnet peber
godt brød
Andesalat med pære og spinat
Andesalat: Forvarm ovnen til 180°. Krydr andebrysterne med salt og peber, og brun dem i olie og smør på en pande. Steg kødet færdigt i ovnen, i 20-30 minutter, til centrumstemperaturen er ca. 60°. Lad kødet køle utildækket, og skær det i fine skiver.
Skær pærerne i tynde skiver på langs. Dup dem tørre med køkkenrulle. Steg pæreskiverne på en (grill)pande, og pres dem ned med en palet, til de har fået fine stegestriber på begge sider. Skyl og tør spinaten. Halvér granatæblet, og frigør de spiselige kerner.
Dressing: Rør olie og balsamico sammen, tilsæt sennep, og rør, til blandingen tykner. Smag til med honning, salt, peber og evt. mere balsamico.
Servering: Vend spinaten i dressingen i et stort fad. Top med granatæblekerner og skiver af pære og and. Drys med timianblade, dryp med olivenolie, og kværn peber over salaten. Servér med brød til.
Madplaner til hverdagen
Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.