Kartoffelmos:
Skræl kartoflerne, skær dem i tern, og kog dem møre i rigeligt vand uden salt.
Hæld vandet fra, og mos kartoflerne sammen med smør og kærnemælk.
Smag kartoffelmosen til med salt, peber og en lille smule friskrevet peberrod.
Brændende kærlighed - topping
Steg bacon sprød på en tør pande, og lad den afdryppe på fedtsugende papir.
Pil løgene, og skær dem i tynde både. Steg løgene i baconfedtet på panden, til de er bløde og let karamelliserede.
Vend løgene sammen med baconternene.
Servér kartoffelmosen med bacon og løg, syltede rødbeder og friske mangoldblade.
Prøv også: Opskrift på mørbradgryde
Opskriften på brændende kærlighed er gået gennem mange årtier, og selvom den klassiske ret har været serveret til aftensmad i mange år, er den stadig et hit hos både store og små.
Ligesom så meget andet gammel, dansk mad består opskriften af få og simple ingredienser, heriblandt den billige og mættende kartoffel. Kartoffelmosen gør brændende kærlighed til et billigt og mættende måltid, hvilket nok er årsagen til, at det er en evigt populær ret til aftensmaden.
En god kartoffelmos kræver, udover kartofler, både mælk og smør. Mælk og smør gør kartoffelmosen cremet, fed og lækker. Jo federe mælk du bruger, jo mere cremet og fed, vil kartoffelmosen blive.
I denne opskrift på brændende kærlighed, har vi brugt kærnemælk. Kærnemælken giver nemlig både en tykkere konsistens, uden kartoffelmosen bliver for fed. Den let syrnede mælk tilføjer nemlig også god syre.
Det kan være en god ide at lune mælken lidt, inden den røres i kartoffelmosen, men pas på, den ikke skiller. Husk at smage godt til med salt og peber, inden kartoffelmosen serveres. Hold dog lidt igen med saltet, når kartoffelmosen skal serveres som brændende kærlighed, da der er rigeligt med salt i baconen på toppen.
Det der især gør brændende kærlighed til en lækker ret, må dog være toppingen af bløde løg og sprød bacon.
Til trods for de simple ingredienser, er man altid sikret masser af smag i den klassiske mormormad, og det gælder også i den brændende kærlighed. I opskriften her har vi brugt rødløg i stedet for almindelige løg, hvilket giver ekstra god smag.
Skal du servere en helt klassisk brændende kærlighed er det desuden med syltede rødbeder og gerne lidt friske, grønne krydderurter som purløg eller persille.
Du kan sagtens lave og spise brændende kærlighed, selvom du ikke spiser kød. I så fald kan baconen skiftes ud med halloumi eller stegte svampe, som begge har en skøn umamismag. Du kan også prøve med andre stegte grøntsager som squash, aubergine, peberfrugt, pastinak eller græskar.
Du kan også servere en vegetarisk brændende kærlighed med kikærter eller andre bælgfrugter. Kikærterne kan f.eks. bages sprøde i ovnen med salt og krydderier, så du både får masser og smag og sprødhed i den brændende kærlighed uden bacon.