risotto
Mad

Fuldkorns-risotto med svampe, grønkål og serrano

25. marts 2017
Af: Emma Martiny
Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
Hvis du kan, vil jeg anbefale dig at få fingre i fuldkornsgrødris, da de giver ekstra smag og bid. Du kan dog sagtens erstatte med klassiske risottoris, hvilket halverer kogetiden. Her får du opskriften på fuldkorns-risotto med svampe, grønkål og serrano
4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 500 g blandede svampe
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • salt og friskkværnet peber
  • 4 dl fuldkornsgrødris
  • 2 dl hvidvin
  • 1½ l hønsebouillon
  • 60 g serranoskinke
  • 75 g friskrevet parmesan
  • 4 stilke frisk grønkål

Opskrift - sådan laver du fuldkorns-risotto med svampe, grønkål og serrano

1. Rens svampene, skær dem i skiver, og steg dem i smør i en gryde ved kraftig varme, indtil de er gyldne.

2. Læg svampene til side på en tallerken. Pil og hak løg og hvidløg, og svits det i gryden. Tilsæt evt. lidt mere smør. Krydr med salt og peber. Skyl risene; kom dem i gryden, og vend rundt. Hæld hvidvin i gryden, og lad vinen fordampe. Tilsæt varm bouillon lidt efter lidt, så risene er akkurat dækkede hele tiden. Lad risene koge i ca. 40 minutter, indtil de er al dente. Tænd ovnen på 175°. Fordel serranoskinken på en bageplade med bagepapir, og bag den i ovnen i ca. 5 minutter, til den er sprød. Rør revet parmesan i risottoen, og smag til. Skyl grønkålen; riv den i grove stykker uden stilke, og vend grønkål og svampe i risottoen. Pynt med sprød serranoskinke, og servér straks.

Læs også