Dette farsbrød er fyldt med smag og gemmer på en overraskelse af smeltet mozzarella. Her får du opskriften på italiensk farsbrød med ovnkartofler og aioli
45 min4 personer
Tid i alt 1 t og 15 min
DET SKAL DU BRUGE
500 g hakket svinekød eller oksekød
4 fed hvidløg
1 håndfuld bredbladet persille
1 håndfuld frisk basilikum
2 dl tomatsauce
1 æg
1 dl rasp
50 g parmesan
1 tsk. salt
peber
130 g soltørrede tomater i olie
2 friske mozzarellakugler a 125 g
150 g serranoskinke
OVNKARTOFLER
1 kg kartofler
2 spsk. olivenolie
salt
TIL SERVERING
125 g rucola
175 g aioli
Italiensk farsbrød med ovnkartofler og aioli
Tænd ovnen på 200° varmluft. Læg kødet i en skål. Pil og pres hvidløg. Skyl og hak persille og basilikum fint.
FARSBRØD: Rør det i kødet sammen med tomatsauce, æg, rasp, friskrevet parmesan, salt og peber, så du får en jævn fars. Afdryp de soltørrede tomater, og hak dem groft. Rør dem i farsen, og sæt skålen på køl i 30 minutter.
Læg halvdelen af farsen i et ovnfast fad, og lad det udgøre bunden af farsbrødet. Halvér de 2 kugler frisk mozzarella, og læg dem i en stribe midt på farsen. Læg den resterende fars over, og form farsbrødet omkring mozzarellaen.
Læg serranoskinken hen over farsbrødet, og sæt fadet i ovnen i 45 minutter.
OVNKARTOFLER: Skrub kartoflerne, og skær dem i både. Vend dem med olie og salt på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag kartoffelbådene i ovnen i 40 minutter sammen med farsbrødet, til de er gyldne og sprøde.
SERVERING: Skyl og tør rucola. Servér farsbrødet med ovnkartofler, aioli og rucola.
Madplaner til hverdagen
Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.