Oksekød i rød karry og kokosmælk
Mad

Oksekød i rød karry og kokosmælk

29. marts 2022
Af: Susanne Palmqvist
Foto:Henrik Freek Christensen
Denne uges hverdagsopskrifter er lækre retter der varmer uden det bliver for stærkt. Her får du opskriften på Oksekød i rød karry og kokosmælk
4 personer

INGREDIENSER

  • 300-400 g mørt oksekød, f.eks. steaks
  • 150 g svampe (f.eks. mørke champignoner eller shiitake)
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 usprøjtet limefrugt
  • 200 g kinesiske nudler
  • 2 spsk. neutral olie til stegning
  • 2 spsk. rød karrypasta, f.eks. fra Santa Maria
  • 1 dåse kokosmælk, ikke light (400 ml)
  • 2 kaffirlimeblade
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 bundt frisk koriander

Den asiatiske karrypasta består af mange forskellige krydderier, som er stødt sammen til en fugtig masse.

Dup kødet helt tørt, og skær det i tynde strimler på skrå af bøfferne. Rens svampene, og skær dem i skiver. Rens og hak forårsløgene. Riv limeskallen, og pres limesaften. Hæld kogende vand over nudlerne i en skål – følg anvisningen på emballagen. Varm olien op i en wok, og steg karrypastaen i 1 minut. Tilsæt kødet, lidt ad gangen, og tag det op, efterhånden som det bliver brunt. Tilsæt kokosmælk, limeskal og limeblade, og kog saucen tyk. Vend kødet i, og lad det simre lidt. Vend svampe og forårsløg i, og smag til med limesaft, salt og peber. Servér retten med afdryppede nudler og et drys plukket koriander.

Læs også