salade nicoise
Mad

Salade niçoise med frisk tun og sennepsdressing

29. april 2021
Af: Marie Melchior
Foto: Line Falck
Ugens mandagsopskrift er salade niçoise med frisk tun og sennepsdressing. Få opskriften her
4 personer
Tid i alt 30 min

Det skal du bruge

  • 200 g frisk tun (1 tyk skive)
  • 2 æg
  • 200 g grønne bønner
  • 300 g små kartofler
  • 1 bundt grønne asparges
  • 1 bundt radiser
  • 1 håndfuld friskbælgede ærter
  • 4 spsk. sorte oliven
  • 1 rødløg
  • 1 bundt dild

sennepsdressing

  • 1 spsk. dijonsennep
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 5 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

Tilbehør

  • godt brød

Måske har du smagt salaten med tun fra dåse, men den får altså en gevaldig opgradering, når den tilberedes med den friske variant.

Opskrift - sådan laver du salade niçoise med frisk tun og sennepsdressing

  1. 1. Tag tunen ud af køleskabet ca. 30 minutter før stegning. Dup den tør med køkkenrulle. Steg tunen i 3 minutter på hver side på en (grill)pande, så den stadig er helt rå i midten. Læg den til side.
  2. Kog æggene, til de er hårdkogte. Pil dem, og skær dem i både. Skyl og nip bønner. Skrub kartofler. Skyl asparges, og bræk den nederste, træede ende af. Kog kartoflerne møre, ca. 15 minutter, i letsaltet vand i en stor gryde.Lad bønnerne koge med de sidste 5 minutter, og lad aspargesene koge med de sidste 3 minutter.
  3. Hæld kogevandet fra, og fordel de kogte grøntsager på et fad. Rens radiserne, og skær dem i skiver. Fordel radiser, ærter og oliven på salaten. Skær tunen i skiver, og læg den på salaten. Pil rødløget, og skær det i tynde både. Drys rødløg og hakket dild over salaten.
  4. Sennepsdressing: Rør sennep sammen med eddike. Pisk olie i, lidt ad gangen, til dressingen er cremet. Smag til med salt og peber. Hæld dressingen over salaten. Servér straks med brød til.

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

Læs også