Kransekage med glasur og chokolade

Foto: Nina Malling

Mad

Klassisk kransekage med glasur og chokolade

2. november 2021
Af: Emma Martiny
Foto: Nina Malling
Lav selv en helt klassisk kransekage til nytår. Det er faktisk slet ikke så svært og du kan være helt sikker på, at du tager kegler blandt gæsterne. Her får du opskriften på en klassisk kransekage med glasur og chokolade
7 min10 personer
Tid i alt 1 t og 7 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 500 g marcipan
  • 150 g flormelis
  • 1 æggehvide

PYNT

  • 150-200 g flormelis
  • 1 æggehvide
  • 100 g mørk chokolade

Kransekage med chokolade og glasur

  1. Ælt marcipan og flormelis sammen i en skål. Tilsæt æggehviden, og ælt det grundigt sammen til en helt ensartet og let klistret masse. Stil skålen på køl i 1 time.
  2. Tænd ovnen på 175°. Del marcipanmassen i 2 halvdele. Rul hver del ud til stænger med en diameter på 1½ cm. Skær stængerne i stykker på hhv. 4, 6, 8, 10, 12, 14 cm, osv.
  3. Sæt enderne på stykkerne sammen, så de danner ringe i forskellige størrelser. Vær forsigtig og grundig, når du former ringene, så kransekagen bliver så jævn i udtrykket som muligt.
  4. Læg ringene på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i ca. 7 minutter, til de er let gyldne. Hold godt øje, så de ikke pludselig bliver for mørke. Lad kransekageringene køle af.
  5. PYNT: Rør sigtet flormelis og æggehvide sammen til en tyk og sej glasur, der næsten ikke løber. Fyld den i et papirkræmmerhus eller en sprøjtepose med lille rund tylle, og pynt kransekageringene med glasur. Smelt chokoladen i en varmefast skål over vandbad.
  6. Læg den største kransekagering på et serveringsfad. Dyp forsigtigt bunden af den næststørste kransekagering i chokoladen, og placér den oven på den største ring. Gentag processen med alle ringene, til hele kransekagen er samlet.

Nem, klassisk kransekage

En klassisk opskrift på kransekage er faktisk super simpel, da den kun indeholder få ingredienser. Alt du skal bruge til en traditionel kransekagemasse er marcipan, flormelis og æggehvider. Her har vi lavet kransekage med mandelmel for at justere konsistensen lidt, men hvis kransekagen ikke er for blød, kan mandelmel også udelades.

Brug gerne ren, rå marcipan til din kransekage, da det giver den blødeste og lækreste mandelsmag. Ren, rå marcipan kan købes i velassorterede supermarkeder, men du kan også nemt lave hjemmelavet marcipan til kransekagen.

Hjemmlavet marcipan til kransekage

Hjemmelavet marcipan smager bare SÅ meget bedre en den sædvanlige købemarcipan. Og så er det ingen sag at lave det selv. Alt du skal bruge er mandler og sukker. Find den nemme opskrift på hjemmelavet marcipan her.

Læs også